Pressemeddelelse: “NO TIME TO DIE runder 1.000.000 billetter” (2021)

Mandag den 14. november 2021 udsendte SF Studios den følgende pressemeddelelse, der kundgjorde, at "No Time to Die" på kun seks en halv uge har solgt over en million biografbilletter i Danmark.

Distributøren omtaler som sædvanlig bedriften som "den mest sete Bond film i de danske biografer nogensinde". Men SF's presseafdeling skal have ros for denne gang at tilføje, at Danmarks Statistik kun har registreret billetsalget siden 1976. Med andre ord kan "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) og "Agent 007 i ilden" (1965) i teorien have nået at akkumulere lige så mange billetter, når man tæller premierer, repremierer og kavalkader sammen.

SF Studios hæfter sig også ved, at "Danmark er verdens største Bond territorie målt på indbyggere". Som Bond-entusiast kan man til stadighed undre sig over, at den brede interesse tilsyneladende kun gælder filmene, eftersom salgstallene på Bond-bøger og senest Bond-tegneserier udgivet på dansk sjældent lever op til forventningerne.

Pressemeddelelse

Mandag den 14. november

NO TIME TO DIE

runder 1.000.000 billetter

som den første Bond film nogensinde

Forrige fredag strøg NO TIME TO DIE forbi SKYFALL og blev dermed den mest sete Bond film i de danske biografer nogensinde. I går rundede NO TIME TO DIE så imponerende 1.000.000 billetter og har nu som den eneste Bond film nogensinde rundet millionen. En bedrift som ovenikøbet er sket efter kun 6,5 uge i biografen.

NO TIME TO DIE har efter endnu en flot weekend solgt i alt 1.001.526 billetter og indtjent over 126 millioner kroner alene i de danske biografer. Der er kun 12 film siden 1976, hvor man officielt begyndte at registrere billetsalget, som har rundet den magiske million. Ganske få udenlandske titler har rundet 1.000.000 billetter, og sidste gang var AVATAR fra 2009, der endte på 1.158.592 solgte billetter.

De 12 titler er i nyere tid Peter Jacksons RINGENES HERRE trilogi (2001, 2002 og 2003), AVATAR (2009), TITANIC (1997) og LØVERNES KONGE (1994), men også GØGEREDEN (1975), GREASE (1978) og E.T. (1982). Af danske titler finder vi kun de tre OLSEN BANDEN film – Olsen Banden Ser rødt (1976), Olsen Banden Deruda’ (1977) og Olsen Banden Går i krig (1987), som var film nr. 8, 9 og 10.

Head of Theatrical Distribution Frederik Malling Juul siger: ”Der er blevet knoklet med filmen, og det har fået os ind i en lille eksklusiv gruppe af film, der har rundet 1 mio. billetter. NO TIME TO DIE er en stor fællesskabsoplevelse midt i en pandemi, og den slags har vi brug for. Og så er det med til at stadfæste at Danmark er verdens største Bond territorie mål på indbyggere. Så vi har meget at være stolte af.”

For pressemateriale se venligst: press.sfstudios.dk

DISTRIBUTED THROUGH UNITED ARTISTS RELEASING. © 2021 DANJAQ, LLC AND METRO-GOLDWYN-MAYER STUDIOS INC. NO TIME TO DIE, AND RELATED JAMES BOND INDICIA © 1962-2021 DANJAQ, LLC AND METRO-GOLDWYN-MAYER STUDIOS INC. NO TIME TO DIE, AND RELATED JAMES BOND TRADEMARKS ARE TRADEMARKS OF DANJAQ, LLC. ALL RIGHTS RESERVED.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.