“Fornyet licens”: Artikel af Bo Green Jensen (Weekendavisen 2006)

Den 20. oktober 2006, godt en måned før danmarkspremieren på EONs 21. James Bond-film, "Casino Royale", bragte Weekendavisen denne lange og vidtfavnende artikel, hvor Bo Green Jensen går i dybden med Ian Flemings litterære Bond-figur. "Sætstykket er en kritisk læsning af menneskesynet i 'Goldfinger'," skriver Bo Green Jensen selv.

Den essayistiske tekst, "Fornyet licens", trækker blandt andet på Henry Chancellors faktabog "James Bond – The Man and his World" (2005), Simon Winders "The Man who Saved Britain" (2006) og til dvd-kufferten "James Bond 007 Ultimate Edition", som distributøren SF Film udsendte på det danske marked i denne periode.

Hele artiklen kan læses i fri tekst under den indscannede avisside. Bo Green Jensen har desuden genpubliceret teksten i illustreret form på sin egen blog:

"Fornyet licens" på blog.bogreenjensen.dk

FORNYET LICENS

Ian Fleming og James Bond

Af Bo Green Jensen

NAVNET er Bond, det ved alle og enhver. Hvad vi i øvrigt taler om, er denne mand: »Fornavn: James. Højde: 183 cm; vægt: 76 kilo; slank; øjne: blå; hår: sort; ar på højre kind og venstre skulder; spor efter plastikkirurgi på oversiden af højre hånd (se Bilag A); allround sportsmand; mesterskytte, bokser, knivkaster; bruger ikke forklædning. Sprog: fransk og tysk. Storryger (NB: specielle cigaretter med tre guldstriber); laster: drikker, men ikke umådeholdent, og kvinder. Menes ikke at modtage bestikkelse.«
Signalementet stammer fra From Russia with Love (1957, da. Agent 007 jages), den femte James Bond-bog. Man bemærker, at ingen alder er oplyst, for allerede Ian Fleming vidste, at hans superagent kunne leve for evigt. Ved udgivelsen af den første bog, opkøbte han et tomt aktieselskab, Glidrose, som alene skulle bestyre James Bond. I dag lever selskabet videre som Ian Fleming Publications Ltd. Sammen med Ian Fleming Will Trust er det kendt som en særdeles nidkær vogter af diverse licenser til brugen af Bond.
I næste måned er der premiere på den 21. officielle James Bond-film. Efter tre film med Pierce Brosnan, har Casino Royale en ny skuespiller, Daniel Craig, i rollen som Bond. Filmen vil efter sigende gå tilbage til kilden, den første roman, og holde sig strengt realistisk til sagen. Alt er relativt i denne dobbeltverden, men det lyder umiddelbart som den eneste måde at genvinde troværdigheden på efter de seneste tiårs excesser. I dag har mange glemt, hvor det hele begyndte, i en have på Jamaica i vinteren 1952. For at forstå, hvordan Bond-fænomenet blev stort, må man opsøge urstedet dér.

IAN Lancaster Fleming blev født den 28. maj 1908. Han var søn af Eve og Valentine Fleming, et konservativt parlamentsmedlem fra Oxfordshire. Ian havde tre brødre og en halvsøster. Han konkurrerede livet igennem med sin storebror, Peter, der blev en succesrig rejsebogsforfatter uden Ians mange personlige svagheder. Kun Ian betragtede det som en konkurrence, Peter levede bare sit liv. Ian gjorde alt efter bogen, men følte ofte, at han faldt igennem og kun med nød og næppe landede de forventede sociale succeser.
Ian gik på Eton og blev i 1926 optaget på Sandhurst Military Academy, men skiftede uddannelse med henblik på en diplomatisk karriere. Blandt andet lærte han fransk og tysk i Kitzbühel i Østrig, Tyskland og Schweiz. Han fik ingen stilling i Udenrigsministeriet, men blev i stedet journalist på nyhedsbureauet Reuters og var på flere rejser i Sovjetunion. Arbejdet for Reuters førte til en ansættelse på The Times i 1939.
Under krigen var Fleming tilknyttet flådens efterretningstjeneste og havde rang af Royal Navy Commander. I 1944 besøgte han første gang Jamaica, da han repræsenterede England ved en kongres om muligheden for u-bådskrig i Caribien. Han følte, at han var kommet hjem og besluttede på stedet at bygge huset Goldeneye ved Oracabessa på øens nordside. Herefter var alle forhold i Flemings liv styret af længslen efter at bo på Jamaica. I tv-filmen Goldeneye: The Secret Life of Ian Fleming (1989), hvor Charles Dance har rollen som Fleming, er der et stemningsfuldt øjeblik, hvor Dance ser ned i det glitrende vand og mumler: »Det er som en drøm.«

> Læs mere om tv-filmen "Goldeneye" (Hemmelige affærer, 1989)

Efter krigen vendte Fleming tilbage til The Times og fungerede som »foreign manager«, dvs. den som administrerede korpset af udenrigskorrespondenter. I marts 1952 blev han gift med Ann Charteris, som forlod sin mand, Lord Rothermere, ejeren af The Daily Mail, for at gifte sig med Fleming. Det var hendes tredje ægteskab. Senere samme år fik de sønnen Caspar.
Det var ved Goldeneye på Jamaica, at Fleming den 17. februar 1952, mens ægteskabet og andre stressfaktorer trak sammen og blandede sig med lyset, der for Fleming blev ved med at være »som en drøm«, sad i haven og skrev. Han havde brug for at tænke på noget andet, som alligevel ikke var helt noget andet, og han skrev da, uden at tænke sig om, følgende sætning: »Scent and smoke and sweat hit the taste buds with an acid thwack at three o’clock in the morning.«
Det betyder sådan noget som »Lugten af røg og sved rammer smagsløgene med et syrligt stød, når klokken er blevet tre om morgenen.« Fleming-kenderen Henry Chancellor har i James Bond: The Man and His World (2005) gjort et systematisk forsøg på at komme til bunds i Bond-figurens oprindelse. Her finder man de forskellige udkast. I anden omgang blev det til: »Scent and smoke can suddenly combine together and hit the tastebuds with an acid schock at three o’clock in the morning.« Og endelig den færdige sætning fra første kapitel i Casino Royale (1953, da. Banko for døden): »The scent and smoke and sweat of a casino are nauseating at three in the morning.«
Fleming var en måned om at skrive den første James Bond-bog. Den 18. marts skrev han sidste afsnit i Casino Royale: »This is 007 speaking. This is an open line. It’s an emergency. Can you hear me? Pass this on at once. 3030 was a double, working for Redland. Yes, dammit, I said ’was’. The bitch is dead now.« Der er flere versioner af, hvordan navnet James Bond kom på tale, men den bedste er den officielle. Fleming tog det fra omslaget på ornitologen James Bonds standardværk Field Guide of Birds of the West Indies.
I de 12 år, som Fleming havde tilbage, kom der hvert år en ny James Bond-titel fra Goldeneye. Allerede Casino Royale fandt læsere. Siden gik det slag i slag for Live and Let Die (1954, da. Blodig vej til Jamaica), Moonraker (1955, da. James Bond og Tordenkilen), Diamonds Are Forever (1956, da. Agent 007 spiller højt), From Russia With Love, Dr. No (1958, da. Agent 007 - Operation Mord), Goldfinger (1959, da. Døden må vente – senere Agent 007 contra Goldfinger) og novellerne i For Your Eyes Only (1960, da. Strengt fortroligt).
Efter den første filmatisering var der ingen vej tilbage. Thunderball (1961, da. Agent 007 i ilden – Domino) skulle have indledt filmsekvensen, men udløste et juridisk slagsmål med manuskriptforfatteren Kevin McClory. Så det begyndte med Dr. No. Imens blev forfatteren mere ujævn i The Spy Who Loved Me (1962, da. Jeg elskede James Bond), der har en ung kvinde som fortæller, On Her Majesty’s Secret Service (1963, da. Spillet er ude, James Bond), You Only Live Twice (1964, da. Du lever kun to gange, James Bond) og The Man with the Golden Gun (1965, da. Manden med den gyldne revolver). Efter Flemings død blev tre tiloversblevne noveller samlet i Octopussy (1966, da. 100.000 er budt). Da kendte hele verden James Bond.

DER findes en radiosamtale mellem Ian Fleming og Raymond Chandler, hvor de to mænd til ære for BBCs lyttere diskuterer det at skrive om hårdkogte helte, som især mandlige læsere identificerer sig stærkt med. Programmet (som indgår i ekstramaterialet på dvd-udgaven af From Russia with Love) må være optaget i 1959, for Fleming har netop afleveret Goldfinger, den syvende Bond-titel, til sine forlæggere, og Chandler døde i marts samme år. Efter nogle betragtninger over, hvor svært det er at skabe troværdige skurke, siger Fleming:
»Med hensyn til helte, så er din helt, Philip Marlowe, en rigtig helt. Han handler på en heroisk måde. Min gennemgående hovedperson, James Bond, var fra min side aldrig tænkt som en helt. Jeg så ham snarere som en slags mordvåben, et stumpt instrument, der var formet af en regeringstjeneste, og som uvægerligt havnede i bizarre og fantastiske situationer, som han mere eller mindre skød sig vej ud af. I hvert fald slap han ud af dem på den ene eller den anden måde. Naturligvis bliver han altid omtalt som min helt, men selv betragter jeg ham ikke som en helt. Faktisk finder jeg ham ganske utiltrækkende, alt i alt.«
Chandler synes, at Fleming er for hård ved Bond. Han siger, at Fleming bør betragte sin kreation som en helt. Fleming misforstår og tror, at Chandler taler generelt: »Det burde man, det ved jeg. For så ville han have mere – jeg ville sikkert skrive om ham med mere følelse og mere venlighed, tror jeg.« Chandler: »Jamen, det synes jeg da, at du gjorde i Casino Royale.« Fleming er skeptisk: »Synes du?« »Ja.« Fleming: »Nå ja, han viste vel nogle følelser i slutningen, da pigen døde, men det...« Chandler beder Fleming tage sig sammen: »Jamen, det er da i orden. En mand i hans stilling har ikke råd til nænsomme følelser.« »Nej, det er jo sådan, jeg ser på det.« »Han føler dem, men han er nødt til at kvæle dem.« »Ja.«
Der er en mærkelig eftertænksom pause i den arrangerede samtale. Så kan Chandler ikke dy sig for at spørge om noget, som mange har spekuleret på under læsningen af en James Bond-bog: »Hvorfor må du altid have en torturscene med?« Fleming har da også svar på rede hånd: »Nå ja, ser du, jeg går ud fra, at det er, fordi jeg voksede op med bøgerne om Dr. Fu Manchu og den slags thrillere. Og her ender helten altid – det gælder også for Bulldog Drummond og sådan – i kløerne på skurken, og så lider han. Enten bliver han pisket, eller der sker noget andet forfærdeligt med ham - «
»Nå, men så prøv med hjernevask næste gang,« siger Chandler. »Det er sikkert værre end tortur.«
»Det tror jeg også det er. Det synes jeg ikke om. Det er for alvorligt. Nej, jeg er enig, det er en svaghed. På den anden side, så har min såkaldte helt jo moret sig rimelig godt. Han besejrer skurken, han får pigen, han tjener sit land. Til gengæld for alt dét er han altså også nødt til at lide undervejs. Og hvad skal man finde på? Lade ham betale mere i indkomstskat? Jeg kan godt se, at det er en relevant kritik af mine bøger, men jeg mener, at min såkaldte helt må yde nogle ofre, før han får sine præmier til slut. Han bliver i øvrigt ikke pint helt så slemt i den næste bog, jeg har skrevet.«
»Har du? Hvad hedder den?«
»Goldfinger
»Hvad for noget?«
»Goldfinger
»Hvordan kan du skrive så mange bøger, når du samtidig farer rundt og laver alt mulig andet?«
»Hvert år har jeg fri fra avisen i to måneder. Det står i min kontrakt med Sunday Times. Jeg sætter mig ned på Jamaica i de to måneder, og jeg skriver en bog, som jeg tager med mig hjem.«
Chandler er målløs: »Jeg kan ikke skrive en bog på to måneder.«
Fleming: »Nej, men de bøger du skriver er også bedre end mine. Man skriver vel om det, man kender til, ikke sandt?«

DEN tilsyneladende mangel på selvfølelse er gennemgående hos Fleming. I juni 1962 blev han interviewet til BBC-programmet »Desert Island Discs«, hvor en ny berømthed hver uge vælger musik, som han eller hun ville tage med sig til en øde ø. Intervieweren spørger Fleming, om han kan arbejde systematisk, når han sidder og skriver på Jamaica. Fleming svarer meget fornuftigt:
»Det er jeg simpelt hen nødt til. Jeg skriver tre timer om formiddagen og en time om aftenen, som regel 3.000 ord om dagen. Jeg bliver nødt til at holde mig til den rutine. Hvis jeg går og venter på, at den himmelske inspiration skal slå ned, sker der ganske enkelt ingenting.«
Fleming bekræfter, at en tredje film, Goldfinger, er på vej efter Dr. No og From Russia With Love. Han oplyser, at filmselskabet Eon har købt rettighederne til samtlige bøger i serien, inklusive dem som han endnu ikke har skrevet. Intervieweren er ikke den første, der slutter af med at stille et spørgsmål, som Fleming hadede at høre: »De føler ikke, at Bond-serien afholder dem fra at skrive mere alvorlige bøger?« »Nej,« lyder udgangsreplikken. »Jeg er ikke med i Shakespeare-væddeløbet. Jeg har ingen litterære ambitioner.«
Dette var en stærk overdrivelse. Fleming kunne i perioder være træt af Bond og lægge stribevis af planer om andre bøger i andre genrer. Der var typisk tale om faglitterære projekter, som han brændte efter at skrive eller blev tilbudt så fristende forskud for, at han ikke nænnede at sige nej. Adskillige Jamaica-relaterede bøger var på tale, men det blev ved korte lejlighedsarbejder.
Fleming fik i stigende grad en aversion mod fiktion. Han ville gerne skrive noget selvoplevet, maskulint iscenesat og filosofisk mere substantielt, noget i stil med sydafrikaneren Laurens van der Posts bøger, som han beundrede. Især The Heart of the Hunter var en favorit. Ved sin død havde Fleming dog kun tre ikke-Bond relaterede titler på samvittigheden. The Diamond Smugglers (1957) blev lanceret som en spændingsbog, men var en reportage om diamantindustrien i Sydafrika. Thrilling Cities (1964) samlede rejseartikler og essays.
Egentlig langtidsholdbarhed fik kun børnebogen Chitty-Chitty-Bang-Bang (1964). Fleming plejede at fortælle sønnen godnathistorier om en familie, som havde en bil der kunne flyve. Ken Hughes’ 1968-filmatisering med Dick Van Dyke og sødladne kompositioner af brødrene Sherman, som også skrev sangene til Disney-udgaven af Mary Poppins, er en britisk familieklassiker. Manuskriptet skyldtes Roald Dahl, som også var hovedforfatter på de første James Bond-film.
Når det kom til stykket, syntes det kun at være bøgerne om Bond, som Fleming kunne blive færdig med. Han var omhyggelig med sin research, besøgte så vidt muligt de samme steder som Bond og brugte megen tid – samt freelanceansatte assistenter - på at samle de konkrete fysiske detaljer, som er bøgernes primære force. Fleming kan virkelig sætte scenen, og han gør sig allermest umage, når den eskapistiske motor arbejder stærkest. Han mente endvidere, at han havde noget at sige til tiden og kunne naturligvis ikke tage let på en skikkelse, som han havde hældt så meget af sig selv og sit hjerteblod i. Vist kaldte Fleming sine romaner »eventyr for voksne«, men selvfølgelig mente han grundlæggende, at bøgerne om Bond var rigtig og vigtig litteratur.

BOND er jo i vid udstrækning Ian Fleming. Også Bond bliver kommandør i flåden. De har gået på de samme skoler, deler mange sym- og antipatier. Fleming foragtede tedrikkere og mænd, som bandt deres slips med en Windsor-knude. Af alle verdens lande og befolkninger havde han mindst til overs for Korea og koreanerne, og sådan bliver det også med Bond. Bond læser aldrig andre aviser end The Times og er næsten autistisk afhængig af at kunne smøre den samme slags marmelade i små portionskrukker (Coarse Cut Seville Orange) på sin toast. Ét er våben, biler, drinks og kvinder, men hvor mange maskuline rollemodeller går ned i detaljer som marmelade og slips?
Faktisk overførte Fleming i stigende grad sine fobier til Bond. I de første bøger er han manden, som Fleming selv ville være. I de sidste er han et talerør for forfatterens tiltagende kulturpessimisme. Bond er lige så snobbet som Fleming og har den samme mani med at brande sig selv. Gennem det meste af sit liv røg Fleming 60-70 cigaretter om dagen. Han fik dem fremstillet hos firmaet Morland, og da han under krigen fik tre gyldne striber på uniformen, kom der også tre guldringe på hans Morland Specials. Bond følger trop. En af Bonds manierismer er, at han midt i kampens hede, uanset om universets skæbne er på spil, standser op og overvejer, om han kan leve med at drikke siamesisk vodka eller skal vente på at få sin martini »shaken – not stirred«.
Det var sandsynligvis tobak og alkohol – Fleming satte gerne en flaske gin eller whisky til livs på en dag: på Jamaica blev de første drinks serveret kl. 11, når naboen Noël Coward kom til brunch – som lagde Fleming relativt tidligt i graven. Han døde som 56-årig, i øvrigt på sin søns 12-års fødselsdag, men svævede i årevis mellem liv og og død. Han nægtede dog at skære ned på sit indtag af cigaretter. Da MI6 fingerer Bonds død i You Only Live Twice, bliver hans nekrolog bragt i alle verdens aviser. Hans gravskrift lyder: »I shall not waste my days in trying to prolong them. I shall use my time.«

DET passer heller ikke, at Bond ingen overlast lider i Goldfinger. Tværtimod indeholder romanen et veritabelt sætstykke af en torturscene. I kapitel 15 kommer Bond til sig selv, da Goldfingers sadistiske koreanske håndlanger Oddjob (»mongolen Altmulig« i den første danske udgave) retter en vandstråle imod ham.
Bond ligger fastspændt på et metalbord, og den febrile poesi er oppe på de høje nagler: »Bond blev hvirvlet gennem en tornado af lys, som langsomt fladede ud og blev til en skive, en gul måne, og derefter til et brændende kyklopøje.«
Goldfinger holder et selvsmagende foredrag om, hvordan ordet »pain« har rødder i det latinske »poena«, som betyder bod. Så sætter han en rundsav i gang, og mens den æder sig nærmere Bonds krop, får håndlangeren lov at bearbejde ham:
»Bond lukkede øjnene. Oddjobs kvalme, zoologiskhaveagtige lugt lagde sig om ham. Store, ru hænder begyndte at bearbejde ham forsigtigt, omhyggeligt. Trykkede lidt her, trykkede lidt der, klemte pludselig en smule, holdt pause, og så et hurtigt, brutalt slag. De hærdede hænder arbejdede med kirurgisk præcision. Bond bed tænderne så hårdt sammen, at han frygtede, de ville knække. Sveddråber begyndte at pible frem i hulerne omkring hans sammenknebne øjne. Den skærende hvinen fra saven blev kraftigere. Lyden mindede Bond om savsmuld og sommeraftner engang for længe siden hjemme i England. Hjemme? Dette var hans hjem, denne tilstand af fare, som han havde valgt at leve i.«
Som Chandler var inde på, er der påfaldende meget smerte i 007-bøgerne, og den skildres umådeligt indgående. Man kan på lommepsykologisk vis lege med tanken om, at Fleming også hér overførte sine egne præferencer, fobier og passioner til Bond. Det gør Andrew Lycett i biografien Ian Fleming (1995), hvor han gør en del ud af at beskrive den sado-masochistiske praksis, som i første omgang gjorde Fleming og Ann Rothermere uimodståelige for hinanden.
Der er dog tale om en tidstypisk besættelse. 1960ernes spændingsbøger myldrer med stoisk lidende mænd, som når deres mål ved at udholde pinsler, der er hinsides ord – men som forfatterne ikke desto mindre prøver at finde sprog for. Genrens arier findes hos forfattere som Hammond Innes og Alistair MacLean. Sidstnævnte må være den martrede maskulinitets virtuos. Romaner som Navarones Kanoner og Ørneborgen er fulde af udsatte helte, der venter på sneklædte bjergsider med knækkede lemmer. Som thrillerlæsende før-teenager sad man altid med en underlig blanding af koldsved og kvalme.
Tilbage i »The Pressure Room« - »Forhørsrummet« i Claes Johansens nyoversættelse fra 2001; »Pressionsrummet« i Grete Juel Jørgensens gamle version – hæver Bond sig over smerten og fortæller Goldfinger, hvad han kan gøre med sine lurvede tilbud: »De kan stikke hele Deres åndssvage foretagende skråt op.« Han tømmer sine lunger for luft og lukker de smertende øjne. Goldfinger beder Oddjob avancere til et andengradsforhør:
»Jernstangen ved bordet blev rykket endnu en tak. Bond kunne mærke saven rotere imellem sine knæ. Hænderne vendte tilbage. Bond talte de langsomme, dunkende pulsslag, der fuldstændig beherskede hans krop. De mindede ham om den store, stønnende maskine inde i den anden fabrikshal, men forskellen var, at lydene i hallen var regelmæssige, men inde i hans krop blev der gradvist længere og længere mellem dunkene. Han ønskede kun, at pulsslagene snart ville dø helt ud. Hvad var det for en tåbelig livskraft, der nægtede at lytte til hjernen? Hvad var det, der fik maskinen til at fortsætte, selv efter at den var løbet tør for brændstof? Han måtte tømme sin bevidsthed for tanker på samme måde, som han måtte tømme sit legeme for ilt. Han måtte blive til et vakuum, et dybt hul af bevidstløshed.«
Man bemærker, at Bond har problemer på en måde, som han aldrig for alvor bliver udsat for i filmserien. I bøgerne er der ikke nær så meget af den humoristiske selvironi, som kendetegner filmserien fra starten og tager helt overhånd i 70erne, da Roger Moore erstatter Sean Connery i rollen som Bond. Faktisk er humoren til at overse i Flemings originale Goldfinger:
»Bestandig brændte det røde lys på hans øjenlåg. Bestandig kunne han føle det enorme tryk imod tindingerne. Bestandig lød de dumpe, livgivende slag imod hans trommehinder. Et skrig prøvede at tvinge sig ud mellem de sammenbidte tænder. Dø så for satan dø så for satan dø så for satan dø så for satan dø...«

DET er »the sickly zoo-smell of Oddjob« - »Oddjobs kvalmende stank af zoo« - som bliver hængende i læserens bevidsthed. I øvrigt er en kvinde til stede under torturen: »På den anden side af bordet sad Tilly Masterson på en stol. Hun var bundet fast ved håndleddene og fødderne. Hun sad ret op og ned som en skolepige. Hun så utroligt smuk ud, men også chokeret og fjern i blikket. Hun var enten dopet eller hypnotiseret.«
Tilly Masterson er lesbisk. Også hun vil dræbe Goldfinger, men hun ser ikke af den grund en allieret i 007. Bond gik i seng med hendes søster, Jill, som tilhørte Goldfinger. Som straf blev hun indsmurt i flydende guld. De kender sikkert filmen, men mixet er anderledes hos Fleming, hvor søstrene Mastersons seksualitet er anledning til en tematisering af tidens vaklende kønsroller. Her er der intet moderne ved Fleming. Det er ham en regulær vederstyggelighed – og dertil ganske fornuftstridigt – at Tilly Masterson afviser Bond:
»Bond konkluderede, at Tilly Masterson var en af den slags piger, hvis hormoner led af smagsforviring. Han kendte udmærket hendes type og mente, at de og deres mandlige modstykker var en direkte følgevirkning af kvindernes valgret og ’seksuel ligestilling’. Efter halvtreds års emancipation var de kvindelige kvaliteter ved at uddø eller blive overført til mændene. Der var biseksuelle af begge køn alle vegne, ikke rigtige homofile, bare forvirrede individer, kvinder der ville dominere mænd, og mænd der ville pusles om. Det var synd for dem, men egentlig var Bond ligeglad. Han smilede bittert for sig selv, mens han huskede fantasier, han havde haft om denne pige, mens de var drønet igennem Loiredalen. Han og hun sammen i Entre Deux Seins – sikke en vittighed!«
Goldfinger kammer over i en sexistisk hyperfantasi, faktisk imponerende lurvet og postmoderne. Goldfinger skåner Tilly og Bond, så de kan hjælpe ham med at plyndre Fort Knox. Våbnet er nervegassen GB, som en tysk forbindelse har tilovers fra 40ernes krig. Til det grove arbejde hidkaldes Pussy Galore og hendes akrobater fra Harlem. Goldfinger forklarer: »Gruppen havde ikke succes, så hun trænede dem som indbrudstyve. Det udviklede sig til en særdeles hensynsløs bande. Det er en lesbisk organisation, der nu kalder sig ’Cementblanderne’. Selv de store amerikanske gangstere respekterer dem.«
Tilly Masterson stirrer på Pussy Galore (i filmversionen spillet af Honor Blackman) »med øjne fulde af beundring og læber fulde af længsel.« Dog er Pussy modsat Tilly en kvinde med K inderst inde. Kuppet forpurres, Bond kommer Oddjob til livs, og Bond og Pussy samles op af vejrobservationsskibet Charlie.:
»Døren, der førte ind til kahytten ved siden af, gik op, og pigen kom ind. Hun havde ikke andet på end en grå sweater, der kun lige netop dækkede det den skulle. Hun havde rullet ærmerne op. Hun lignede et maleri af Vertes. Hun sagde: »Jeg bliver hele tiden spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive masseret med sprit, og jeg svarer dem alle sammen, at hvis der er nogen, der skal massere mig, så bliver det dig, og hvis der er noget jeg skal massere med – så bliver det også dig.« Hun tilføjede mygt: »Så her er jeg altså.«
»Bond så nedad og ind i hendes dybt blåviolette øjne, der ikke mere var hårde og arrogante som før. Han bøjede nakken og kyssede dem let. Han sagde: »Jeg har ellers hørt, at du kun kan lide kvinder.«
Da falder replikken, som kun Fleming kan formulere så firkantet og som i 1959 løfter verden på plads for hans læsere: »Det er kun, fordi jeg aldrig har truffet en mand – før nu.«
Hun uddyber det med en blodskamshistorie (»jeg kommer fra sydstaterne,« får Fleming indsparket, nu han er ved stereotyperne), og Bond siger smilende, at hun har brug en T.L.C.-behandling. T.L.C. betyder Tender Loving Care. »Hvornår begynder behandlingen?« spørger den lesbiske gangster. I Flemings egen tid blev hans bøger læst på 20 sprog af 30 mio. læsere, fordi han uden at blinke kunne slutte dem sådan:
»Bonds højre hånd bevægede sig langsomt op over hendes stramme, muskuløse lår, hen over mavens bløde hud, helt op til det højre bryst. Brystvorten var hård af længsel. Han sagde dæmpet: »Nu.« Han trykkede sine læber hårdt mod hendes.«

IAN Fleming døde den 12. august 1964. Især i begyndelsen af 60erne, da en ny verden syntes at åbne sig, var Bond selve indbegrebet af tidsånd. Det Hvide Hus lod sive, at John F. Kennedy slappede af med Bond-bøgerne. Spionromanen blev pludselig stor, og Fleming fik mange epigoner, især i USA.
Fleming elskede, misundte og foragtede USA (»Det bedste ved Amerika er jordegern og kunstige østersbanker,« hedder det i For Your Eyes Only). Det samme gjorde størstedelen af hans landsmænd. Forfatteren Simon Winder, der som ung ville være en ny Ian Fleming og i 2000 redigerede citatmosaikken My Name’s Bond, James Bond, giver i The Man who Saved Britain (2006) en fascinerende essayistisk fremstilling af, hvordan Bond gennem fem årtier har fungeret som forklaringsmodel for britiske mænd.
Mens citatbogen hyldede Fleming, er den nye bog et faderopgør. Winder forsøger at opklare, hvad det er han bliver ved med at se i det mindste et genskær af i Bond-myten. Han beskriver, hvordan Bond i efterkrigstiden, mens Det Britiske Imperium smuldrede i fast-motion, og den ene ydmygende politiske skandale fulgte den anden, blev en symbolsk bannerfører for hjertets balance, den rette balance, i verden.
Skønt bøgerne krydser over i politisk fantasy, var Flemings løbebane, i kraft af hans fortid i efterretningsvæsenet, hans arbejde på The Times, hans ægteskab og hans klubmentalitet, filtret sammen med virkelighedens magtapparat. Umiddelbart efter Suez-krisen ledte den detroniserede premierminister Anthony Eden efter et roligt sted at komme på fode og blive kureret for sin afhængighed af benzedrin. Han boede da på Goldeneye, som Fleming stillede til rådighed.
Som Winder bemærker, er »det eneste triste ved Edens uger i Goldeneye, at Fleming ikke var der selv: ellers havde man hér haft en fuldkommen overlapning mellem den politiske verden (som i Edens tilfælde dybest set var en afsinding fantasi) og den afsindige fantasiverden (som i Flemings tilfælde sagde en masse om realpolitik). I dramatisk henseende ville rejsen være ideel – den lamslåede statsleder, veteranen fra dusinvis af britiske fiaskoer gennem to årtier, inklusive én som endnu udfoldede sig, var endelig ved lavmålet og måtte søge trøst hos den åndemaner-agtige skaber af James Bond.«
Selv uden mændenes møde er analogien for Winder at se »ret perfekt«: »I den nationale udueligheds zenit, finder vi denne udueligheds arkitekt i huset, hvor den mest probate trøst og lindring, en Robin Hood for den britiske imperialismes skumringstime, kom til verden.«
Winder er født i 1963 og havde sin bestemmende Bond-oplevelse, da han i 1973 så Roger Moore som James Bond i Live and Let Die i Tunbridge Wells Odeon. Ifølge ham kunne Bond umuligt overleve 60erne, ungdomskulturen og hele mentalitetsændringen sidst i årtiet. Fleming nåede at høre og hade The Beatles, men blev skånet for at se, hvad der fulgte.
Det er sandt, at Bond tilhørte verden før 1968 og at de første film med Sean Connery er de mest solide, men seriens producenter, Harry Saltzman og Albert Broccoli, så rigtigt og reddede Bond fra at gå ned i syndfloden, da de i 70erne gjorde serien mere fantastisk og patriotisk på en selvironisk manér. De lukkede rockkulturen ind, i stedet for at undsige og afvise den, som flere af samtidens amerikanske ikoner, bl.a. Frank Sinatra og Elvis Presley, tog tælling ved at gøre i USA. Det var godt set at bede Paul McCartney og Wings levere titelsangen til Live and Let Die. Med et snuptag gjorde det Bond ti år yngre og havde cirka samme virkning, som da Bob Dylan forvirrede alle fordomme ved at synge duet med Johnny CashNashville Skyline.
James Bond blev atter en mand af i morgen. Noget andet er så, at 007-sagaen, som stadig er britisk films største eksportvare, aldrig blev det samme efter det første energiske tiår. Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton, Pierce Brosnan og Daniel Craig har i stigende grad været reduceret til stråmænd og special effects i en forretning. Filmene er for så vidt det mindste af det hele. I dag er der mere fortjeneste på de PC-spil, som følger med, end på de computerskabte Herkules-kvad.
Kun i begyndelsen repræsenterede filmens Bond en drøm om maskulin frihed, der rummede noget af Flemings idé. Jeg har en svaghed for You Only Live Twice (1967), hvor Bond får lov at blive japaner og være godt gift, mens Donald Pleasance oser af ondskab som Blofeld og mørkets hjerte ligger i en vulkan. Filmen har heller aldrig set bedre ud end på den ramme-for-ramme restaurerede dvd-kopi, der ligger sammen med 19 andre istandsatte Bond-film i en aluminiumskuffert, som SF Film har sendt på gaden.
Det er dog ikke filmene, man kaster sig over i kufferten, som udgør et definitivt fetichobjekt - Bond ville købe én selv, må man tro. Det er ekstramaterialet, som der er mindst en time af til hver titel. Her får Bond-sagaen lov at fortælle den kulturhistorie, som den bærer og bygger videre på. Hvis man ikke ser tyve uforglemmelige film, ser man til gengæld tyve autentiske fiktionsdokumenter og forstår, hvorfor de blev store i deres tid.

VED sin død efterlod Fleming en kæmpemæssig formue og en sum rettigheder med et enormt indtjeningspotentiale. For familiens skyld var de spredt i en SMERSH-lignende paraply af selskaber, som skattevæsenet ikke kunne røre. Snart begyndte uautoriserede Bond-romaner at dukke op. Boet fandt, at man måtte konsolidere sine rettigheder og bestilte en officiel fortsættelse. Kingsley Amis, far til Martin og forfatter til Lucky Jim, havde allerede bejlet til Bond-myten med The James Bond Dossier (1965, da. Alt om James Bond). Under navnet Robert Markham skrev han Colonel Sun (da. Døden har dragetænder) i 1968.
Alt dette skete under stejl protest fra Lady Ann, der som den eneste udviste en slags integritet på sin mands vegne. Ann havde ikke brudt sig om Bond, men mente at man måtte respektere skikkelsens unikke væsen, i det mindste til Ians lig blev koldt. Sunday Telegraph bad hende anmelde Colonel Sun, men bragte ikke resultatet, da man frygtede et sagsanlæg fra den sædvanligvis stridbare Amis.
Ann Fleming skrev bl.a.: »Eftersom udbytterne håber, at Colonel Sun bliver den første bog i en ny og succesrig serie, må de selv føle sig udnyttet i øjeblikket. Amis vil med tiden klæde ’Lucky Jim’ i Bonds tøj, og vi vil se en småborgerlig Bond af røde mursten, han vil gradvis anfægte M’s autoritet, siden udfordre disciplinen i Secret Service og ende som en Philby Bond, der sælger sit lands hemmeligheder til SPECTRE.«
Amis skrev ikke flere fortsættelser. I 1981 udgav John Gardner Licence Renewed, den første af 16 autoriserede pastiche-romaner, og i 1996 overtog Raymond Benson funktionen som officiel licensfornyer. Benson har indtil videre skrevet 12 Bond-romaner, senest Die Another Day (2002, da. Dø igen i morgen).
Ann Fleming døde i 1981. Sønnen Caspar tog sit liv i 1975. Eftertiden har været ét langt slagsmål mellem rettighedshaverne. Der var altid penge i Flemings kreation, men der var aldrig megen lykke forbundet med hans succes.
For den næste generation af spionforfattere kunne det ikke gå hurtigt nok med at lægge afstand til Fleming. John le Carré sagde det klarest, da han under et besøg i Sovjetunionen kaldte Bond-romanerne »kulturel pornografi«. Le Carré fortsatte: »Overmennesket ophøjes til noget ædelt gennem tågede, patriotiske forestillinger, og han kan begå en hvilken som helst forbrydelse og bryde en hvilken som helst lov ved at henvise til sit eget samfunds ukrænkelighed. Han er en forbryder med licens til, i den falske patriotismes navn, at begå de mest hæslige ugerninger.«
Det har været op til en ny generation at genopdage de litterære kvaliteter hos Fleming. Det skete i 1992, da filmserien fyldte 30 år, og i 2003 da romanerne fyldte 50. Det vil ske igen i 2008, som er Flemings 100-år. Efter en genlæsning af f.eks. Goldfinger, kan man spørge, om det er umagen værd.

Henry Chancellor: James Bond – The Man and his World. The Official 007 Companion to Ian Fleming’s Creation. Ill. 250 s. London: John Murray.
Simon Winder: The Man who Saved Britain. A Personal Journey into the Disturbing World of James Bond. 294 s. London: Picador.
James Bond 007 Ultimate Edition. 20 x 2-Disc DVD Set i foret aluminiumskuffert. Distributør: SF Film & Video.

Gengivet med venlig tilladelse af Bo Green Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.