Den engelske tv-film "Golden Eye" fra 1989 - ikke at forveksle med biograffilmen "GoldenEye" fra 1995 - var den første filmiske dramatisering af James Bond-forfatteren Ian Flemings liv. Den meget vellignende Charles Dance spillede hovedrollen efter tidligere at have ageret håndlangeren Claus i EON's "Agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, 1981). Også den senere Blofeld, Christoph Waltz, medvirker i tv-filmen, der tager udgangspunkt i Ian Flemings oplevelser i flådens efterretningstjeneste under 2. verdenskrig.
"Golden Eye" fik danmarkspremiere på VHS omkring 1989/90 som lejevideo fra selskabet Irish. Coverdesigneren ulejligede sig tydeligvis ikke med at dobbelttjekke navnet på filmens hovedperson, der konsekvent omtales som Ian Flemming på bagsiden af omslaget.
TV 2 viste siden tv-filmen under titlen "Hemmelige affærer" den 1. februar 1992. "Golden Eye" er til dags dato ikke udgivet på dvd eller VOD med danske undertekster.
NB: Hvis nogen læsere ejer denne videokassette, modtager Bond•O•Rama.dk meget gerne en scanning af omslaget i højere kvalitet end nedenstående.
Den i dag lidet kendte spillefilm "Operation Opium" (The Poppy is also a Flower) fra 1966 har særlig interesse for James Bond-fans, idet handlingen er baseret på et udkast af Ian Fleming. Bond-forfatteren nåede dog ikke at fuldføre manuskriptet før sin død i august 1964.
Flemings deltagelse skete på foranledning af filmens instruktør, Terence Young. Denne overlod postproduktionen af "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965) til klipperen Peter Hunt for at hellige sig arbejdet på "Operation Opium".
Initiativet til projektet kom fra De Forenede Nationer (FN), mens kontorvareselskabet Xerox finansierede produktionen. Filmen, der propaganderer imod narkotika og fremhæver FN's indsats på området, blev oprindelig lavet til amerikansk tv, men opnåede biografdistribution i en række lande. Herhjemme fik "Operation Opium" biografpremiere 14. oktober 1966 ledsaget af den nedenfor viste plakat, som gør sit bedste for at understrege James Bond/Agent 007-forbindelsen.
Harold Sakata (Oddjob i "Agent 007 contra Goldfinger") ses som eneste EON-Bond-skuespiller blandt de stjerner, som stillede op til velgørenhedsfilmen for et symbolsk honorar på en dollar. Dog er mange af de franske og italienske medvirkende eftersynkroniseret af Robert Rietty, som også lagde stemme til bl.a. Largo (Adolfo Celi) i "Agent 007 i ilden" og gæsteoptrådte foran kameraet i "Never Say Never Again" (1983).
"Operation Opium" fik overvejende negative anmeldelser ved sin fremkomst. Filmen er udgivet på tysk dvd og Blu-ray (Region 2) af firmaet Filmjuwelen under titlen "Mohn ist auch eine Blume".
Torsdag 12. maj 2022 får "Operation Mincemeat" premiere i mere end 60 danske biografer. Den engelske spillefilm fra 2021 er særlig interessant for James Bond-fans, idet en af de centrale figurer i handlingen er selveste Ian Fleming.
Fleming var kaptajnløjtnant i den britiske flåde, da han under 2. verdenskrig var med til at udtænke "Operation Hakkekød" – en excentrisk plan, der skulle narre de tyske invasionstropper. Flemings overordnede, admiral John Godfrey, blev siden inspirationen til 'M', da Fleming begyndte at skrive sine Bond-romaner.
Den 39-årige englænder Johnny Flynn ses som den unge Fleming i "Operation Mincemeat". Han er den femte skuespiller, der udfylder rollen som Ian Fleming på film og tv efter Charles Dance ("Hemmelige affærer", 1989), Jason Connery ("Spymaker: Ian Flemings hemmelige liv", 1990), James D'Arcy ("Age of Heroes", 2011) og Dominic Cooper ("Fleming", 2014). John Godfrey spilles i filmen af Jason Isaacs.
Tre af Bond•O•Ramas læsere kan vinde to biografbilletter til "Operation Mincemeat" ved at trykke på knappen ENTER CONTEST senest tirsdag 10. maj kl. 10.07 (dansk tid):
Præmierne er doneret af Nordisk Film Biografdistribution. Man kan kun deltage i konkurrencen én gang. Præmierne uddeles ved automatisk lodtrækning, og vinderne vil blive kontaktet direkte.
Johnny Flynn som Ian Fleming i "Operation Mincemeat" • pr-foto: Haversack Films Limited
Officiel synopsis til "Operation Mincemeat":
Året er 1943. De allierede er fast besluttede på at ødelægge Hitlers jerngreb om det besatte Europa og planlægger et massivt angreb på Sicilien, men de står over for en umulig udfordring - hvordan skal de beskytte deres massive invasionsstyrker mod en potentiel massakre. Den opgave bliver betroet til to britiske efterretningsofficerer, Ewen Montagu (Colin Firth) og Charles Cholmondeley (Matthew Macfadyen). Deres mål er at planlægge og eksekvere krigens mest inspirerede og usandsynlige desinformationsstrategi, der skal centreres om den mest usandsynlige hemmelige agent: en død mand. Operation Mincemeat er den ekstraordinære og sande historie om en idé, der skulle ændre krigens forløb ved at trodse logikken, risikere utallige af liv og teste de to britiske efterretningsofficerer til bristepunktet.
Johnny Flynn som Ian Fleming i "Operation Mincemeat" • pr-foto: Haversack Films Limited