Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 2 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er anden halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo. Hvor første halvdel af interviewet med de to kultskuespillerinder fokuserede på deres roller i James Bond 007-serien, handler denne halvdel om deres samarbejder med bl.a. Ray Harryhausen, Oliver Stone, Hervé Villechaize og de berygtede, israelske B-filmproducere Menahem Golan & Yoram Globus.

Læs 1. del af interviewet: Caroline Munro og Martine Beswick om deres tid som Bond-piger

READ PART ONE OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
READ PART TWO OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
Munro Golden Voyage of Sinbad quad poster

BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

Ray Harryhausen

BI: I har begge medvirket i film, der havde effekter af den legendariske stopmotionanimator Ray Harryhausen. Og Caroline, du er tilknyttet Ray & Diana Harryhausen-fonden?
CM: Jeg var bestyrelsesmedlem, og nu kalder de mig protektor. Hvilket lyder meget højt på strå, men det kan jeg egentlig godt lide.
MB: Ja, meget fornemt. For det er du jo. Ha ha.
CM: Det ved jeg nu ikke. Men jeg spreder budskabet. Jeg var med i ”Sinbads gyldne rejse” (The Golden Voyage of Sinbad, 1973), og Martine i ”Kæmpeøglernes kamp" (One Million Years B.C., 1966).
BI: Hvordan var det?
CM: Åh, fantastisk.
MB: Vi elskede Ray. Han var fabelagtig og fremragende.
CM: Og genial til det, han lavede. Willis O'Brien lagde grunden [til stopmotion-animation] med sin "King Kong" (1933), men Ray løftede det til et nyt niveau med sin Dynamation-teknik. Alle de store navne ...
MB: … anerkender, at han inspirerede dem til at lave film. Spielberg
CM: De så op til ham og tænkte, det vil vi også lave.
MB: Jeg føler mig meget privilegeret over at have arbejdet med ham. Gør du ikke også?
CM: Det gør jeg helt sikkert. Vi er gode venner med hans datter, Vanessa. Hun er dejlig.
MB: Hun var med os på krydstogtet sidste år [se interviewets første del, red.]
CM: Det var hun da også, med sin mand. De er begge landmænd. Rays svigersøn er fårefarmer.
BI: Når I spillede over for uhyrerne i en Ray Harryhausen-film, reagerede I så bare på den blå luft?
CM: Ja, stort set.
MB: Han sad på en ladvogn, og vi fulgte bagefter. Han brugte sine hænder til at gestikulere med. Så vi sloges imod ...
CM: Ingenting, ha ha.
MB: Hans synsretning. Der var øjeblikke, hvor vi brød sammen af grin. Forestil dig den her ladvogn, hvor den her fyr sidder og vifter med hænderne, mens vi … (Her hæver Martine hænderne i en ”chokeret” positur).
CM: Var der nogen tilskuere? Almindelige mennesker?
MB: Åh, nej. Vi var på Lanzarote, milevidt fra alting. Der var ikke et øje. Og vi var selvfølgelig klædt i de her ...
CM: Næsten ingenting.
MB: ... læderstykker, og vi bevæger de her stave rundt uden rigtig at vide, hvad vi foretager os, og pludselig så vi os selv og scenen udefra. Og så var det svært ikke at fnise! Nogle gange måtte vi indstille optagelserne, fordi vi fik grineflip.

CM: På min film brugte han en pind med et øje [sat på den ene ende]. I nogle af de specifikke scener til "Sinbad" viste han os de her vidunderlige tegninger, han havde lavet, så jeg kunne se, hvordan kentauren skulle se ud og få en idé om størrelsen og … det hele. Vi så ham for et par uger siden, [animationsmodellen af] kentauren. Han så fabelagtig godt ud! De havde også en lille model af mig.
MB: Hun så noget flosset ud.
CM: Hun så lidt ud, som jeg føler mig. Hendes hår, altså! Men kentauren så ulastelig ud.
BI: Hvor var det henne?
MB: Vi var i Manchester til en særlig festival for ...
CM: Sci-fi og ...
MB: En masse Ray Harryhausen-ting. En hyldest. Og de havde ...
CM: Effekter fra fonden. Og de viste din film sent på aftenen.
MB: Først viste de din, og bagefter viste de min.
CM: Vi blev ikke og så dem.
MB: Vi gik i seng. (fniser)

Oliver Stone & Hervé Villechaize

BI, til MB: Du var med i Oliver Stones allerførste film, "Seizure" fra 1974. Hvordan var han dengang? Han kan ikke have været meget ældre end 27-28 år.
MB: Jeg husker ikke, hvor gammel han var, men han fandt frem til mig – jeg var i Rom på det tidspunkt – gennem en af mine venner, som var agent i Los Angeles, og sendte mig manuskriptet. Da jeg læste det, flippede jeg ud, fordi det gav mig mareridt ... Nej, jeg begyndte at have mareridt, før jeg læste det, og så flippede jeg ud, fordi jeg drømte om manuskriptet. Det var så syret. Men da jeg endelig sagde ja til at være med og mødte [Oliver], kunne jeg se, at han var et geni. Han har siden forsøgt at begrave den her film, fordi han altid har ment, at den var under hans værdighed, især i lyset af hvad der fulgte. Men for en film helt uden penge, hvor alle boede i samme hus … Dét var kaotisk.
CM: Så I boede i det hus, I optog i? Klaustrofobisk.
MB: Ikke nok med dét, men det værste var, at man vågnede op i sit soveværelse omgivet af alt udstyret. Og fordi det ikke var et lydisoleret studie, måtte ingen gå på das eller gå rundt i huset, fordi det ville blive opfanget af mikrofonerne. Så det var virkelig besværligt. Men det var også underholdende og skørt. Han var virkelig fantastisk.
CM: Jeg gad godt se den. Når vi er til et arrangement, er der mange fans, som kommer op til dig og siger, at de elsker den film. Jeg har aldrig set den, men de siger, at du var skøn i den.
MB: Jep. Men de skulle aldrig have ændret titlen. Originaltitlen var "Queen of Evil".
BI: Som var den rolle, du spillede?
MB: Ja. Det er en skam, at de ændrede det til ”Seizure”.
CM: Hvorfor "Seizure"?
MB: Fordi ham fyren får et slagtilfælde. Et hjerteanfald. Han [Oliver Stone] har prøvet at begrave den her film i årevis, men den kan bare ikke holdes nede!
CM: Jeg kan godt lide hans film. Var du tilfreds med udfaldet af "Seizure"?
MB: Ja! Den var virkelig god og interessant, dens tilblivelse taget i betragtning og de sære ting, der skete. Det var, som om vi så spøgelser. Alt det syrede i manuskriptet smittede af på os i huset.
CM: Det manifesterede sig?
MB: Hver gang vi skulle indspille på loftet, kom der pludselig haglbyger, så vi ikke kunne optage på grund af larmen. Så gik vi uden for, og straks frøs kameraerne.
CM: Ja, det lyder lidt uhyggeligt.
MB: Men det var noget af en oplevelse, det siger jeg dig.

beswick-seizure-quad-poster

BI: Hervé Villechaize [dværgen Nick Nack i ”Manden med den gyldne pistol”, 1974] var din medspiller i "Seizure".
MB: Hervé og Oliver blev bedste venner.
CM: (fornøjet) Gjorde de?
MB: Da vi rejste tilbage til Los Angeles, inviterede jeg dem på middag i mit hus. De mødte op i matchende fløjlshabitter.
CM: ”Hans og hans”? Det er sødt. Og lidt sært.
MB: M-hm. Hervé var u-tro-lig. Han var en vinkender, han røg fabelagtige cigarer, han var yderst velklædt og yderst intelligent. Men han havde det så skidt, da vi indspillede filmen, fordi han opdagede, at hans kone – en blondine af almindelig legemshøjde – var stukket af med en anden.
CM: Åh nej, mens I filmede? Hvor trist.
MB: Hun tog til Paris. Og han ... gik ... bersærk. Fuldkommen bersærk. Der blev kastet med knive.
CM: Du godeste. Stakkels fyr. Uha!
MB: Men vi var vilde med ham. Og fordi han var lille og meget fræk, fik han lov til at sidde i skødet på os.
CM: Jeg kan se hans ansigt for mig nu, selvom jeg aldrig har mødt ham. Sad han i skødet på dig?
MB: (i et højt toneleje) Ja!
CM: Var det mærkeligt, eller ...?
MB: Nej, for vi gav ham lov. Han gjorde det også med [medspiller] Mary Woronov. Han hoppede op i skødet på os, og så krammede vi. Hi hi. Og han var jo en [voksen] mand! Men der var noget lidt løjerligt over det.
CM: Det kunne han sikkert godt lide, at blive omfavnet sådan.
MB: Selvfølgelig. Vi vidste alle, at det var lidt sært, hvilket gjorde det lidt … spøgefuldt. Vi var klar over det. Det var okay.

Golan & Globus

BI: Martine, du har arbejdet for Menahem Golan og Yoram Globus [de berygtede israelske producere fra B-filmselskabet Cannon Films]?
MB: (bekræftende) Yrrrkkk!
CM: Jeg har også.
MB: Hvad var du med i?
CM: Jeg indspillede ”The Black Cat” (1989) i Italien. Og så skulle vi have lavet fortsættelsen til ”Starcrash” [italiensk Star Wars-efterligning fra 1979, red.]. Det var blevet annonceret og alt muligt.
BI: Var ”The Black Cat” den film, du aldrig fik løn for?
CM: Ja, de betalte aldrig. Menahem og Yoram ...
MB: Årh, de var virkelig de mest ...
CM: Menahem havde jeg ikke så meget imod. Der var ham nevøen, og Menahem var instruktøren, ikke? Han var nogenlunde okay, men ham den anden var skræmmende. Han gjorde mig bange, Yoram.
MB: Menahem og Yoram. Skal jeg sige dig, hvad de var? Mayhem & Urin, darling. Det kalder jeg dem. Jeg var så vred.
CM: Betalte de heller ikke dig? ICM [skuespilleragentur, red.] kunne ikke få mine penge ud af dem.
MB: Jeg fik min løn, men de lavede virkelig nogle svinestreger. Vi havde en nattescene omkring et svømmebassin. Jeg venter på at blive kaldt ind til optagelse, da jeg opdager, at alle de her statister er … i gang i poolen.
CM: Åh nej! Hvad hed filmen?
MB: "The Happy Hooker Goes Hollywood" (1980). Der var mennesker i bassinet, der … kopulerede rigtigt.
CM: Og du anede ingenting? Instruktøren sagde ikke, at det var for realismens skyld? Det er meget uartigt gjort.
MB: Det var mere end det. Jeg kom ud og var rasende. Klokken var fire om morgenen, og jeg havde ventet i en evighed på at optage. Jeg spurgte en assistent, hvad der foregik. ”Du må hellere selv komme ud og se det.” Der stod intet om det i manuskriptet. Altså, sexscenen var der, men der var ingen grund til at gøre det rigtigt. Det er trods alt nemmere at simulere det. Jeg var så gal, at jeg truede med at kyle kameraet i bassinet.
CM: Brugte de optagelserne i filmen?
MB: De klagede over mig og indbragte sagen for SAG [skuespillerforbundet]. De påstod, at jeg havde forstyrret optagelserne. Jeg sagde, ”Undskyld mig, men nu skal I bare høre, hvad der foregik.”
CM: Godt. Hvad skete der så?
MB: De sagde selvfølgelig bare, ”Vi dropper det.”
CM: Så de viste det ikke i filmen?
MB: Jeg ved ikke, hvad de gjorde. Så vidt jeg ved, var de optagelser ikke med i filmen.

Klip med Martine Beswick fra dokumentaren "Electric Boogaloo: The Wild, Untold Story of Cannon Films" (2014)

CM: Er de [Golan & Globus] stadig aktive, monstro? Findes de endnu?
BI: For nogle år siden opdagede de, at Mark Hartley lavede dokumentaren "Electric Boogaloo" om dem. Så skyndte de sig at lave deres egen dokumentar, som de udsendte et par måneder før.
CM: (vantro) Gjorde de?!
BI: ”The Go-Go Boys”. Deres egen version.
CM: De kalder sig ”The Go-Go Boys"? Pfffff.
BI: Men jeg mener, at en af dem døde kort efter [Menahem Golan døde i august 2014, red.].
CM: Måske Menahem? Han var noget ældre.
MB: De er nogle forfærdelige mennesker. Fuldkommen forfærdelige.
CM: De var skræmmende, sådan lidt mafiaagtige. Man vidste bare, at de ikke var helt rene i kanten.

Favoritter

BI: Har I nogle favoritter blandt jeres egne film, som ikke er Bond-film?
CM: Jeg kan godt lide "Vampyrjægerne" (Captain Kronos - Vampire Hunter, 1973), som er en Hammer-film. Jeg elskede "Sinbads gyldne rejse", den var så sød og smuk og fin.
MB: Jeg kan lide forskellige film af forskellige årsager. ”Agent 007 i ilden”, fordi den var den mest fantastiske, udsøgte, lækre … Det var Bond på sit højeste.
CM: Det var hele oplevelsen.
MB: Ahh. To måneder i Nassau, hvilket var helt fantastisk. Første klasses. Jeg nød også at lave ”Dr. Jekyll og søster Hyde” (Dr. Jekyll and Sister Hyde, 1971). Den var rigtig interessant. Faktisk kunne jeg også godt lide at spille The Happy Hooker [rollen var baseret på Xaviera Hollander, en berømt bordelmutter, som udgav sine erindringer i 1971, red.] . Jeg var den tredje skuespiller i rollen efter Lynn Redgrave og Jody ... Hvad hedder hun nu? [Joey Heatherton, red.] En amerikansk danserinde, som var med i "The Happy Hooker goes to Washington" (1977).
CM: Mødte du Hollander? Var hun med på optagelserne?
MB: Nej. Men jeg læste bogen. Hun var noget for sig selv.
CM: Mødte du nogensinde David Winters?
MB: Næ. Hvem er han?
CM: Han var en amerikansk producer, som arbejdede med Raquel Welch på hendes tv-show. Han var med i "West Side Story" (1961) som danser [A-Rab, red.]
MB: Jeg kendte kun Russ Tamblyn [Riff i "West Side Story", red.].
CM: Uuuhh. Han var garanteret dejlig, ikke? Var han sød?
MB: (klukker varmt) Jeg slog kløerne i ham. Han var skæg. En fantastisk danser, du godeste. Han var old Hollywood fun.
CM: Lever han stadig?
MB: Ja, vi lavede faktisk en film sammen, en virkelig skodfilm. Jeg kan ikke engang huske, hvad den hed [”Cyclone” fra 1987]. Det var en af de her rærlige lavbudgetfilm, men med nogle fantastiske folk på rollelisten. Der var Russ, som jeg ikke havde set i 15-20 år, og Martin Landau og andre store navne med i det her bras. Vi dystede om, hvem af os der havde været med i den dårligste film. Vi pralede alle af at have lavet den værste.
CM: Ligesom Razzies.
MB: Det var så morsomt. Martin Landau havde ikke vundet sin Oscar endnu [for ”Ed Wood”, red.].
CM: Han er en rar mand.
MB: Bestemt. Men pudsig. Han var en pudsig fætter.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre dette interview.

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.