Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov


BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

George Lazenby

CM (da hun indser, at resten af Bond-følget har forladt hotellets restaurant): Hvor er alle de andre?
MB: George er gået i seng.
CM: Åh, det er han garanteret. Han må være udmattet efter al hans snak (de ler begge konspiratorisk). Han er lidt af en ballademager.
BI, til CM: Kendte du George i 1960'erne?
CM (bekræftende): M-hm. Vi lavede en reklame sammen, og jeg sad på bagsædet af hans Harley-Davidson hele vejen rundt om Hyde Park [i London, red.]. Det husker jeg meget klart.
BI: Det var ikke en del af reklamen, vel?
CM: Næh nej.
MB: Selvfølgelig ikke. For med George er det aldrig en del af noget som helst. Han vil altid prøve at få adgang, he he.
CM: Han var hjemme og møde mine forældre, og min mor sagde, at hun syntes, han var den smukkeste mand, hun nogensinde havde set. Og så sagde hun, (hviskende) ”Caroline, du burde komme sammen med ham.” Og jeg sagde, ”Naarrrj, han er en ven.”
MB: Det var godt, du ikke begyndte at komme sammen med ham, darling. Du var ikke parat til ham. (gennemtrængende, hjertelig latter)
CM: Nej, jeg var overhovedet ikke parat til nogen i den alder. Jeg anede ikke, hvad der var hvad.
BI: Han ville helt sikkert også have fortalt alle om det.
CM: Du mener her i dag? Åh ja. Det ville have været … Nej, der er ikke noget at fortælle.

Caroline Munro og George Lazenby ved pressekonferencen i Oslo 01.09.2016 - foto: Brian Iskov
Caroline Munro og George Lazenby ved pressekonferencen i Oslo 01.09.2016 - foto: Brian Iskov

Bedste veninder

BI: Hvor længe har I to kendt hinanden?
CM: Et stykke tid.
MB: Et stykke tid.
CM+MB (samtidig): Atten år.
BI: Hvor sødt.
MB: Tosset med hende [Caroline]. Vi er tossede med hinanden.
CM: Hun [Martine] er magisk. Hun har magiske egenskaber. Hun er, hvad man ser, men også meget mere. Hun udstråler bare …
MB: Aaahhh. (til BI) Har du mødt min manager, min presseagent? Ha ha.
CM: Men det gør hun. Udstråler ro, fornuft, klarhed.
MB: Og galskab.
CM: Ja, men en smule galskab er vidunderligt. Det elsker vi. Galskab af den gode slags.
MB: Vi har det virkelig sjovt. Hendes bedste ven er den agent, der arrangerer vores autografoptrædener. Jeg stillede en betingelse: ”Jeg vil deltage i autografshows med dig, bare os to, og så skal vi have det sjovt.” Og sådan blev det. Vi gør, så meget vi kan, sammen.
CM: Vi har en optræden i London. Og så skal du …
MB: Vi har en i Tyskland næste uge.
CM: Nå ja! Det er en filmfestival for … Hvilken slags film viser de?
MB: Det kan jeg ikke huske. Hah!
CM: Vi finder altid først ud af det, når vi ankommer.
BI: Hvor mange gange om året rejser I til den slags arrangementer?
MB: Det kommer an på. I år har ikke været et stort rejseår. Men sidste år nåede vi en del. Måske to eller tre.
CM: Vi var i Amerika for en måned siden til et gyserarrangement, Monster-Mania Con. Det var virkelig godt. Ellers kan jeg bedst lide filmfestivalerne, fordi man fortæller, og man ser filmene, og det er noget andet end bare at sidde og skrive autografer. Hvilket også er fint, hvis man kan svare på et par spørgsmål.
MB: Det er sjovest, hvis der er en spørgsmål og svar-seance. Dem elsker vi at lave sammen. Som nu, he he.
BI: Bliver I genkendt mest for jeres Hammer-gyserfilm eller for Bond-forbindelsen?
MB: Begge dele.
CM: Ja, begge dele. Det er cirka fifty-fifty.
MB: Det afhænger af fansene.

København

BI, til CM: Du har været i København et par gange (bl.a. i 1977 for at promovere ”Spionen der elskede mig” og i 2011 til en Vincent Price-kavalkade i Cinemateket, red.).
CM: Jeg elsker København. Vi var der med krydstogtskibet! (til MB) Så du Den Lille Havfrue?
MB: Ja, vi så havfruen. (til BI) Det var et Bond-krydstogt, som sidste år bragte os til Amsterdam, Hamborg, København og et andet sted. Der var omkring fire stop på rejsen.
BI: Var det en velgørenhedsting?
MB: Nej, grundlæggende ville de have, at vi bare var Bond-piger og snakkede og besvarede spørgsmål og viste et par klip. Til gengæld fik vi en dejlig gratis ferie.
CM: Vi fik et gratis krydstogt, og jeg tog vores agents mor med.

FRWL postkort signeret Martine Beswick
Postkort fra "Agent 007 jages" (1963), signeret af Martin Beswick i 2016

Agent 007 jages (From Russia with Love, 1963)

MB (da hun signerer et postkort med "From Russia With Love"-plakatmotiv): Er det ikke utroligt, at jeg er med på den her plakat? Jeg var bare en sigøjner i en slåskamp. Det er ikke ligefrem sådan, at jeg havde hovedrollen. Ha ha.
BI: Den slåskamp må have været lidt skandaløs tilbage i 1963?
MB (bekræftende): M-hm. Mit navn blev stavet Martin på forteksterne. De fik det aldrig ændret. Der står Martin Beswick.
CM: Neeeeeej. De rettede det aldrig?
MB: Nej. Jeg kunne sagsøge dem. Få en masse penge.
CM: Virkelig? Du godeste, det vidste jeg ikke.
BI: Du kom ikke så godt ud af det med din modspiller, Aliza Gur?
MB: Ikke udpræget. Hun var ikke en søster, lad mig sige det sådan. Jeg har mange fantastiske kvinder i mit liv, som jeg kalder mine søstre. Hende her? Ikke tale om.

"James Bond 007 - Casino Royale" (1967)

BI, til CM: Jeg må spørge dig om din lille rolle i "Casino Royale" fra 1967. Det var en notorisk kaotisk produktion.
CM: En smule kaotisk.
BI: Mærkede du overhovedet noget til det?
CM: Faktisk ikke. Jeg var meget ung, da jeg var med i den. Castingfolkene opsøgte mit modelbureau. Lucy Claytons, det var et rigtig godt bureau. Jeg husker ikke, om instruktøren, Val Guest, også var med. Men der stod vi alle sammen. Og så pegede de os ud: ”Okay, hende der. Hende der. Og hende der.” Det var sådan, de valgte os, ligesom en cattle call (audition med store grupper, red.). Jeg var en af dem. Der var nogle gode modeller imellem. Marilyn Richard var en af de mest fremtrædende, og jeg var … overhovedet ikke. Det forekommer mig, at jeg blev udvalgt til at have Paco Rabanne på – af Paco Rabanne selv. Det billede brugte de på plakaten, hvilket var bizart, for jeg havde ingen replikker og stod allerbagerst i scenen. Hverken jeg eller min mor kunne få øje på mig i filmen. Men andre har udpeget mig.
Det virkede ikke særlig kaotisk, da vi indspillede filmen. Jeg spurgte, om jeg måtte side på sidelinjen og kigge på, mens Woody Allen og David Niven og alle de her mennesker arbejdede. Val sagde, ”Ja, du må godt sidde stille og roligt og kigge på.” Så det gjorde jeg. Og det åbnede en helt ny verden for mig at betragte de her folk. De her genier i arbejde. Det var godt.
BI: Mødte du nogen af dem? Talte du med dem?
CM: Nej. Jeg var så genert. Jeg turde ikke tale med dem, men de var høflige og flinke. Jeg var nede i garderoben, en kæmpe garderobe fuld af piger fra alle samfundslag. Det var en god tid, og jeg arbejdede ret længe på filmen. Og jeg synes at huske, at jeg blev ret godt betalt. Min gage gik direkte til modelbureauet.
Nogle af de kvinder, jeg var der sammen med, var fantastiske. En af dem, Suki Poitier, var kæreste med Mick Jagger. En anden var kæreste med Brian Jones, og jeg tænkte, ”Jeg er lige kommet ud af klosterskolen, så hvad i alverden laver jeg her?”. Der var også en, der havde været med i ”eksotiske film”, som hun kaldte dem. Hun havde arbejdet med Russ Meyer. Hun var rigtig sød; hende kunne jeg godt lide. Så det var interessant! Min første lille rolle.

Caroline Munro (nr. 3 fra venstre) med pigerne fra "Casino Royale" (1967)
Caroline Munro (nr. 3 fra venstre) med pigerne fra "Casino Royale" (1967)

Bond-kvinder eller Bond-piger?

BI, til MB: Under pressekonferencen i dag sagde du, at du ikke brød dig om betegnelsen ”Bond-kvinder”.
MB: Åh, helt ærligt! Hvem er det, der vælger at bruge den slags sludder?
CM: Det er det nye udtryk, de bruger, ikke?
BI: Måske er det blevet indført med Barbara Broccoli?
MB: Nej, det var en af Bond-pigerne. Jeg husker ikke hvem, men en af dem gav et interview, hvor hun sagde, ”Jeg synes, at vi bør kaldes for Bond-kvinder”. Og jeg tænkte: ”Vær nu ikke latterlig”. Vi ved godt, hvem vi er.
CM: Præcis. Vi er kvinder, men vi var Bond-piger.
MB: Der er også det spørgsmål, som altid hænger ved Bond-piger: ”Hvordan har du det med at blive objektificeret?”. Og jeg svarer, ”Hvadbehager?”. ”Jo, følte du dig mindre ...” ”På ingen måde. Vi var alle stærke, selvstændige kvinder.”
CM: Man kan se, når man møder kvinderne [fra Bond-serien], at de alle er meget forskellige. De har deres eget.
MB: Meget selvstændige. At vi skulle være ... Nej, det føler jeg overhovedet ikke. Det er noget sludder. Og hvorfor begynde at kalde os kvinder?
CM: Ja, efter så lang tid? Jeg gad godt vide, hvad Barbara mener. Barbara Broccoli.
MB: Også jeg. Hun er sikkert ligeglad.
CM: Det er hun nok. Og hvad med Judi Dench? Jeg tror, hun elsker at blive kaldt en Bond-pige.
MB: Kan du huske, at vi kaldte hende en Bond-pige?
CM: (henrykt) Det gjorde vi! Hun var så skøn. Vi mødte hende for en måneds tid siden ...
MB: … til et Bond-arrangement. Jeg var ellevild. Vi styrtede over til hende som to små piger og sagde, ”Åhh, du er den bedste Bond-pige nogensinde.”
CM: Ja. Og hun var så beskeden og fnisede. Det var så kært!
MB: Og jeg sagde, "Det må du undskylde", og hun svarede, "Nej nej”, og sagde, at hun havde været Bond-pige i 17 år. Det er lang tid!
CM: Ja, jeg ville have troet, det måske var otte eller ni år?
MB: Ti, måske.
BI: Syv film.
MB: Men jeg er vild med hende.
CM: Ditto. Hun er den ultimative. Det synes min datter også.

Bond-kvindernes åg

BI: Luciana Paluzzi [Fiona Volpe i "Agent 007 i ilden", 1965] sagde i Maryam d'Abos dokumentar ”Bond Girls are Forever”, at der er fordele og ulemper ved at have været Bond-pige.
MB: Det er sandt. Fordelene er det her. At møde folk og komme til festivaler. Ulemperne er, at man bliver sat i bås.
CM: En smule.
MB: Og det var svært at bryde ud af båsen dengang. Fordi så var man bare ”en Bond-pige”. Underforstået, at man ikke var en rigtig skuespillerinde.
CM: Det stemmer. Men se så alle de her vidunderlige skuespillerinder: Judi Dench, Diana Rigg, Eva Green. De er så gode. Bond-pigernes rolle har helt klart ændret sig. Men jeg synes nu også, vi var ret stærke dengang.
MB: Selvfølgelig var vi det.
CM: I forhold til samtiden. Men manuskripterne bliver helt klart skrevet på en anden måde i dag, så de er mere ligestillede med Bond. Det er de nødt til, fordi det er den vej, at livet går. Man er ikke bare et vedhæng. Det er fint nok at være et vedhæng, men det er også godt at have noget at skulle have sagt.
MB: Du havde meget at skulle have sagt, darling. Du slog ham ihjel.
CM: Nej, jeg forsøgte. Jeg var åbenbart den eneste [kvinde], som han [Roger Moores James Bond] dræbte. Det vidste jeg ikke.
MB: Den eneste, der prøvede at dræbe ham?
CM: Nej, omvendt. Jeg var den eneste, som han fysisk slog ihjel.
MB: Nej, Luciana bliver ... Det er en anden, som dræber hende. Han [Sean Connerys James Bond] sørger for, at hun bliver skudt [i ”Agent 007 i ilden”].
CM: Okay. Men det er ikke ham, der skyder hende.
MB: Nej. De var ude efter ham, men så snurrer han hende rundt [på dansegulvet], og så er hun færdig.
BI: Det lyder rigtigt. Rogers Bond dræbte generelt ikke kvinder.
CM: Nej. Kun mig. Det var her for nylig, at nogen gjorde mig opmærksom på det.

Bond-filmene i dag

BI: Det lyder, som om I stadig følger Bond-serien. Har I set de nyeste film?
MB: Åh, jeg var vild med "Skyfall". Den anden var jeg ikke så pjattet med.
CM: Jeg kunne godt lide "Skyfall".
MB: "Skyfall" var en rigtig god film. Det var ikke bare en Bond-film, men en rigtig god film med et godt manuskript. Og så elskede jeg, at de var gået tilbage til mindre CGI …
CM: Så afgjort.
MB: Og hans forhold til kvinderne var meget mere sexede end det her … (laver en skurrende lyd med munden)
CM: Det var mere realistisk, og hun var fantastisk. Meget sårbar. Og han viser mange øjeblikke af sårbarhed. Det gjorde han også, synes jeg, i ”Casino Royale” (2006). Det var en virkelig god film.
MB: Nej, jeg var først på med ”Skyfall”. Fordi jeg ikke var vild med ham [Daniel Craig].
CM: Jeg kan godt lide ham. "Quantum of Solace", der tænkte jeg, hvad er det for noget? Det var lidt noget skrammel. Men "Skyfall", ja. Den nyeste ["Spectre"] har jeg kun set på tysk.
MB (fornøjet) Er det rigtigt? Du så den på tysk?
CM: I Tyskland. Jeg kunne ikke helt følge med. Men den så flot ud!
MB (til BI): Har du set den?
CM: Hvad syntes du?
BI: Den sætter sig lidt mellem to stole, i og med at den på mange måder fortsætter, hvor ”Skyfall” slap, men også prøver at tilfredsstille de gamle fans. Den er mere tilbageskuende, med mange referencer til tidligere film.
CM: Mange nik. Det lyder godt.
BI: Og mere humor.
MB: Åh. Det var det, jeg savnede. Det var derfor, jeg ikke kunne lide at se dem. Manglen på humor svarede ikke til min opfattelse af ...
CM: Det er Bond; det skal være der. Man skal have humoren med.
MB: Ja, når man slår nogen ihjel, må man have et godt grin bagefter, ikke? Ha ha ha!
CM: Sådan er det jo.
BI: Daniel Craig har mere glimt i øjet i "Spectre". Lidt mere ironi.
MB: Gudskelov. Så vil jeg gerne se den. Det var det, jeg savnede.

Bond-filmenes appeal

BI: Hvorfor tror I, at Bond-filmserien har holdt i 54 år indtil videre?
MB: Du godeste!
CM: Er det 54 år?
BI: Og den første bog har 63 år på bagen.
CM: Wauw. Bond har lidt af det hele, ikke?
MB: Jeg har ingen anelse.
CM: Der er noget for alle. Måske undtagen små børn. Men de begynder i en ung alder.
BI: Jeg tror, at en del børn ser Bond-film.
CM: Jovist. Men jeg kan huske, da min datter så sin første Bond-film som femårig og brast i gråd. Det var min film, ”Spionen der elskede mig” ...
BI: Hvor du bliver slået ihjel.
CM: Ja. Hun var så spændt. Vi sad i vores stue med popcorn og skulle se den i tv. ”Om et øjeblik kan du se mor,” sagde jeg. Og så kom mor på skærmen …
MB: Og så døde mor!
CM: Hun begyndte at græde og sagde: ”Jeg hader James. Jeg hader James Bond!”
MB: "Han slog mor ihjel."
CM: Jeg forklarede hende: ”Men jeg sidder jo lige ved siden af dig.” Hun hadede det. Så ja, måske skal de være lidt ældre end fem år.
MB: Små drenge elsker at være James Bond.
CM: (blidt) Det gør små drenge.
MB: En gang imellem ser man dem komme anstigende i fuld mundering.
CM: (kurrer) Uuh, små bitte smokinger med små ...
MB: Små bitte butterfly og det hele!
CM: De er så nuttede.
MB: Det interessante ved at møde fans er også, at de bogstavelig talt kan citere replikker, som jeg ikke kan huske nogensinde at have sagt, ha!
CM: Ja. Det kender jeg godt.
MB: "Kan du huske, at du ..." "At hvad gjorde jeg?" He he.
CM: ”Og så gjorde du sådan og sådan.” De har utrolig gode fotografiske hukommelser.

Læs anden del af interviewet med Caroline Munro og Martine Beswick

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *