Den 2. september 2016 havde James Bond•O•Rama.dk fornøjelsen af at tale med Maryam d'Abo. Den da 55-årige engelsk-franske skuespillerinde besøgte Norges hovedstad i anledning af arrangementet "James Bond til Oslo".

Som 26-årig havde Maryam d'Abo den kvindelige hovedrolle som Kara Milovy overfor Timothy Daltons James Bond 007 i filmen "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, EON Productions 1987).

I 2002 var Maryam d'Abo producer, medforfatter og vært på tv-programmet "Bond Girls are Forever", hvor hun interviewede en række af filmseriens tidligere Bond-piger. Sammen med John Cork redigerede Maryam d'Abo materialet om til en bog med samme titel. Bogudgaven af "Bond Girls are Forever" udkom på forlaget Boxtree i 2003 og er ikke oversat til dansk. Maryam d'Abo har siden revideret tv-dokumentaren med nye interviews to gange i hhv. 2006 og 2012.

Her kan du læse udskriften af vores samtale i Oslo. Desværre var vores tid begrænset til 15 minutter, eftersom Maryam d'Abo var på vej til lufthavnen.

James Bond•O•Rama.dk: Du har jo spillet dronningen af Danmark – eller rettere en dansk dronning?
Maryam d'Abo: Ja, det har jeg.

Var det dronning Rosalind?
Maryam d'Abo: Jeg husker ikke navnet, men ja, jeg spillede en dansk dronning i "The Prince and Me 2: The Royal Wedding" (2006) med den her amerikanske skuespillerinde [Kam Heskin, red.]. Vi optog filmen udenfor Prag. Jeg tog tilbage til Prag efter tv-serien "Doktor Zivago" (2002).

Så I var end ikke i nærheden af Danmark.
Maryam d'Abo: Nej. Men jeg har været i København. Jeg tog dertil for et par år siden for at lave noget. Måske var det en reklame. Jeg blev fløjet ind og boede på et virkelig skønt boutiquehotel. Faktisk minder det her [Oslo] mig lidt om København med havnebassinerne og alt det. Men her er ikke lige så fint som i København. Det var ikke en film, nok nærmere en reklame eller noget i den retning, for jeg var der kun meget kort i tre dage. Men det var helt afgjort en professionel opgave.

Lavede du en pressejunket for "Spioner dør ved daggry" i København?
Maryam d'Abo: Nej. Aldrig. Jeg var med til en stor junket i Vienna, og så holdt vi premiere i Amsterdam.

Du er blevet lidt af en kapacitet på området Bond-kvinder i kraft af din bog og dokumentar. Hvad er dit standpunkt i debatten om, hvorvidt man skal kalde jer "Bond-piger" eller "Bond-kvinder"?
Maryam d'Abo: Jeg synes, det hele er noget pjat. Det er bare sprog, forskellige termer. Hvis pigerne i dag har det bedre med at blive kaldt for Bond-kvinder, så er det fint. Der er en masse forskellige fortolkninger af det. Honor Blackman sagde i min dokumentar, "Bond Girls are Forever", at der er forskel på Bond-kvinder og Bond-piger. Bond-piger var dem, der sad omkring svømmebassinet, og Bond-kvinderne var de roller, der var kød på, og som havde en reel funktion overfor Bond. Det er sjovt med Bond-piger, fordi det hørte den periode til, 60'erne og 70'erne. Det indebærer også noget humor. Nogle vil måske opfatte det som sexistisk, og at det er bedre at benævne dem Bond-kvinder, at give dem magt. Jeg har ikke ... jeg blev nok født i Bond-pigernes æra, selvom min figur indgik i en historie, hvor Bond var mere monogam. Han var kun sammen med én pige i "Spioner dør ved daggry" og gik ikke i seng med alle og enhver.

Jeg genså alle Bond-filmene i forbindelse med en maraton for nogle år siden, og det gik op for mig, da jeg nåede til 1970'erne, at Bond-pigerne i årtiets første tre film, alle skrevet af Tom Mankiewicz, ikke er særlig kvikke. Tror du, at den stereotypiske opfattelse af Bond-pigen som en tomhjernet gås måske stammer herfra? For eksempel lægger Tiffany Case ud [i "Diamanter varer evigt", 1971] med at virke ret stærk, men ved filmens slutning kan hun ikke finde ud af noget som helst. Og så er der Mary Goodnight [i "Manden med den gyldne pistol", 1974] og Solitaire ["Lev og lad dø", 1973], som Bond faktisk ikke behandler særlig pænt.
Maryam d'Abo: Nej. Der var mere sexisme i den måde, pigerne blev skildret på i 1970'erne. De fik lussinger og smæk i bagdelen. Det kunne man aldrig gøre i dag; det ville være politisk ukorrekt. Bond stikker faktisk komtessen en flad i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (1969). Jeg mener, at Roger Moore gjorde det samme med Maud Adams' figur i både "Octopussy" (1983) og "Manden med den gyldne pistol". Det kan man ikke i dag, sikkert på grund af alt det, vi nu ved om den fysiske vold, som kvinder bliver udsat for, og som har været meget fremme i medierne de sidste par år. Producerne, som holder maskinen og brandet i gang, er nødt til at opdatere manuskripterne for at afspejle vores samfund og vores tid. Det er derfor, vi ser den udvikling [i filmene]. Tiderne forandrer sig, og [filmene] tilpasser sig derefter. Ligesom dengang M blev til en kvinde, efter at Stella Rimington var blevet chef for [virkelighedens] MI-5.

Tror du, det er grunden til, at Bond-franchisen stadig er i fuld vigør?
Maryam d'Abo: Det er et familieforetagende. Dét er grunden til, at det stadig går så godt. Når familieforetagendet ikke længere eksisterer, vil franchisen kollapse. Det er jeg overbevist om. Serien er i fuld vigør takket være familien Broccoli. Slut, punktum. Det er Michael Wilson og Barbara Broccoli, der holder den i live.

Jeg ved fra Michael G. Wilson, at han kører sin søn i stilling som sin efterfølger.
Maryam d'Abo: Deres sønner, deres nevøer hos EON Productions, ja. Så længe det bliver i familien, vil de altid gøre sig umage med at holde brandet i gang og følge den rette ... hvordan skal jeg formulere det? Han er nødt til at blive mere moderne, men samtidig må man bevare essensen af, hvad James Bond var i Ian Flemings bøger. Når man hører alle de her historier om, at en kvinde eller en afroamerikaner skal spille Bond – det er bare mediehype. Altså, måske om 50 år. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg vil ikke være i live til den tid. Man kunne godt forestille sig en sort Bond, og hvorfor ikke? Det kunne være ret sexet. Men en kvindelig Bond, det ville aldrig blive til noget. Eller en homoseksuel Bond.

Det ville ikke længere være Bond.
Maryam d'Abo: Nej, det ville blive til noget andet. Så jeg tror, at [franchisen] vil bevare sin arkitektur, så længe Broccolierne er der.

Jeg har set "Spioner dør ved daggry" utallige gange; det var den første [Bond-film], jeg så i biografen. Men sidst jeg genså den, bemærkede jeg noget, jeg aldrig før har lagt mærke til. Timothy Dalton [Bond] giver faktisk Miss Moneypenny et smæk bagi. Det er ret diskret, og man ser det ikke i billedet. Men det er der.
Maryam d'Abo: Jamen så ved du mere, end jeg gør. Det kan jeg ikke huske.

I din dokumentar taler Luciana Paluzzi om, at det både er en forbandelse og en velsignelse at have været en Bond-pige. Var det nogensinde en hæmsko for dig? Har det forhindret dig i at gøre noget, du gerne ville?
Maryam d'Abo: Nej, jeg kan kun give mig selv skylden. Når man er med i en Bond-film, får man en enorm mængde eksponering, som man ikke nødvendigvis får fra andre film, medmindre man er filmstjerne. Jeg fik enormt meget omtale gennem pressen og medierne. Det må man følge op med noget, som er godt, og som kan blive en succes, og jeg gik direkte videre til en tv-serie ["Something is Out There", 1988], som skulle have været et kæmpe hit. De brugte en masse penge på den. Det var for NBC i Amerika, en timelang serie med to hovedroller. Men der var mange forhindringer. Pilotafsnittet blev vist og var en succes, og så blev vi ramt af en manusforfatterstrejke,  og i sidste instans fungerede serien ikke, og den blev en fiasko. Bagefter var jeg med i en mængde tv-film og den slags. Jeg har arbejdet meget, men aldrig i noget, der havde international gennemslagskraft. Det er tilfældighedernes spil, tror jeg.

Det handler også om visse karrierevalg, jeg traf. Hvis jeg var blevet i Paris – jeg er tosproget – og kun fokuseret på at være skuespiller i Paris, ville jeg have kunne fået en mere fokuseret karriere i Frankrig, for jeg havde store muligheder der. Men jeg har levet et liv, hvor jeg har flyttet meget rundt, boet i Los Angeles og vendt tilbage til London; jeg har lavet teater og en masse forskellige ting. Det er kun en forbandelse set udefra, at "jeg ikke har lavet noget siden Bond", for det er ikke sandt. Jeg har arbejdet nonstop. Men jeg har aldrig [igen] lavet noget, der havde samme gennemslagskraft som Bond.

Det er de færreste mennesker fra Bond-serien,  der har held til at blive succesrige filmstjerner. Pierce Brosnan har været utrolig heldig, fordi han var med i en god række af film efter Bond. Han har markeret sig og opnået berømmelse. Hans karriere fulgte med ham, og det var hans held. Timothy Dalton, som var min Bond, er en virkelig god skuespiller, måske endda bedre end Pierce efter min personlige mening. Hans karriere gik ikke lige så godt, kommercielt set. Det betyder ikke, at han ikke arbejder. Forstår du? Det er kun andre folks opfattelse af, hvordan nogen klarer sig.

I dag er det langt lettere at opnå succes efter Bond. Det er sandt, at på Luciana Paluzzis tid blev man ... ikke sortlistet, men hendes medvirken i en Bond-film betød, at hun ikke kunne skifte spor og spille med i en film af [Luchino] Visconti. De ville slet ikke mødes med hende, fordi hun havde lavet Bond. Men nu om dage må skuespillere godt begge dele, og jeg befandt mig lige på på overgangen til, at skuespillere kunne gå fra noget let, kommerciel underholdning til kunstneriske projekter. Lige på overgangen.

Kvinder vil alligevel altid have sværere ved det, fordi der ikke findes lige så mange gode roller til kvinder. Det vil altid være en kamp for alle skuespillerinder. Det er jeg ikke den første, der siger – Meryl Streep har talt om det – og især for midaldrende kvinder bliver platformen mindre og mindre.

Der er så mange gode midaldrende skuespillerinder, som vi næsten aldrig ser på film.
Maryam d'Abo: Præcis. Jeg kan nævne Miranda Richardson, Juliet Stevenson – listen fortsætter. Det er virkeligheden. Jeg tror ikke, det som sådan har noget med Bond at gøre. Det havde det måske i 60'erne og 70'erne, men man må også huske, at dengang hyrede man Ursula Andress, smukke Ursula, og George Lazenby, som ikke var rigtige skuespillere. De måtte lære på jobbet. Men de sidste 15 år har man hyret skuespillere med solid erfaring. For dem er det et job som så mange andre. De spiller rollen og går videre til den næste opgave. Halle Berry, Rosamund Pike, de er alle rigtig gode skuespillere. Men det er branchens vilkår, at det er langt sværere for kvinder.

Trist nok. Tror du, at det er ved at ændre sig? Der tales meget om det.
Maryam d'Abo: Det tror jeg ikke. Vi har brug for flere fortællinger, der er skrevet med kvinder i centrum. Der er ikke nok. Der bliver altid skrevet flere historier om mænd. Da jeg aflagde prøve på teaterskolen, optog de seks piger og tolv drenge, fordi der ikke er lige så mange kvinderoller. Det kan ikke lade sig gøre for en skuespillerinde at få samme karriere som Meryl Streep eller Helen Mirren. Den slags roller er meget sjældne, og Meryl Streep taler ofte om problemet. Det er virkelig svært. Jeg kan give dig en hel liste over fantastiske amerikanske skuespillerinde, som vi ikke længere ser på lærredet.

Tak til Morten Steingrimsen for at sætte interviewet i stand.
All rights reserved. Text © Brian Iskov/James Bond•O•Rama.dk

● Læs Bond•O•Rama.dk's interview med Martine Beswick og Caroline Munro, del I (Oslo 2016)
● Læs Bond•O•Rama.dk's interview med Martine Beswick og Caroline Munro, del II (Oslo 2016)
● Læs  Bond•O•Rama.dk's interview med George Lazenby, del I (Oslo 2016)
● Læs Bond•O•Rama.dk's interview med George Lazenby, del II (Oslo 2016)