Tag: Daniel Craig

“Casino Royale” (2006): Featureartikel i dansk Total Film

Det britiske filmtidsskrift Total Film udkom også en kort overgang i dansk versionering fra specialbladsforlaget Audio Media A/S. I det danske nummer 8 af Total Film fra december 2006 var hovedhistorien en oversat feature om den biografaktuelle "Casino Royale". Daniel Craig, Eva Green, Mads Mikkelsen, Caterina Munro, Martin Campbell, Barbara Broccoli og Michael G. Wilson bidrog alle med citater til den syv sider lange artikel "Et skud i mørket".

Til forskel fra det tilsvarende engelske nummer af Total Film pryder den nye James Bond 007-skuespiller ikke forsiden af det danske blad. Udgiveren mente, at Daniel Craig var for ukendt og insisterede på, mod chefredaktørens ønske, at kippe med danskerflaget i stedet for. Derfor blev Mads Mikkelsen gjort til coverstjerne med rubrikken "Mikkelsen smadrer 007".

CR Total Film DK forside

Læs artiklen herunder (klik for at forstørre siderne):

Læs mere

“No Time to Die”: Nicolas Barbanos anmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

Op til biografpremieren på "No Time to Die" har gæsteskribent Nicolas Barbano genanmeldt de fire foregående Bond-film med Daniel Craig. Her følger hans førstehåndsindtryk af "No Time to Die", eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

SPOILERADVARSEL! Teksten afslører centrale elementer af filmens handling.

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

No Time to Die
Af Nicolas Barbano

For tiden er jeg nogle kapitler inde i ”Buck Rogers”, Universals science fiction-serial fra 1939 med Larry ”Buster” Crabbe. Der er tale om en klassisk biografføljeton, hvor hvert kapitel slutter med en cliffhanger, så man får opfattelsen af, at nu kan hovedpersonen ikke reddes, eller måske er han allerede død. Men så i starten af næste kapitel afsløres det, at han slap bort via eksempelvis en faldlem - eller at han via en eksperimental gasart blev nedfrosset, så han trehundrede år senere kan findes og genoplives. Filmmediets muligheder for mirakuløse redninger er endeløse.

Læs mere

“SPECTRE” (2015): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

SPECTRE (2015)
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Med ”SPECTRE” får Daniel Craig-filmene for alvor karakter af føljeton, sågar med en snert af soap opera. For ikke blot er der tale om en fortsat handling, hvor personer kender hinanden – nu skal de også gerne være i familie, så det store melodrama kan rulles ud. Var det virkelig nødvendigt at fjerne sig så langt fra Bond-universets fundament?
Eksempelvis får skurken Mr. White (igen Jesper Christensen) her sin største betydning for serien. Ikke som Bonds fjende eller som medlem af forbryderorganisationen SPECTRE, men som far til psykoanalytikeren Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Selvom vi under forteksterne mindes om Vesper, kvinden i Bonds liv, er han nemlig allerede klar til en ny.
Familietemaet slås an allerede i pre-main title-sekvensen, som finder sted på den mexicanske helligdag Día de Muertos, hvor man traditionelt ihukommer sine afdøde slægtninge. Gaderne myldrer med folk klædt som skeletter, og Bond er selv klædt som dødsguden Baron Samedi, hans ubesejrede modstander fra ”Live and Let Die”. Efter et par virtuose trackingskud samt en uopfindsom helikopterslåskamp over byens tage lykkes det ham at dræbe en snigmorder – det var hans ”mor” M’s sidste ønske – hvorefter han som en moderne Richard III forfører den myrdedes enke. Endelig, via enken, finder Bond frem til SPECTRE, hvis leder viser sig at være hans stedbror.
Bonds infiltration af SPECTREs stormøde på et stort gods er iscenesat som en kopi af Tom Cruises infiltration af sexlogen i ”Eyes Wide Shot”, dog uden samme mystik og elegance. Som nyeste inkarnation af SPECTRE-chefen Blofeld ses Christoph Waltz, der her gentager sin Oscarbelønnede præstation som verbos og smilende skurk i ”Inglourious Basterds” (2009).
Ligesom Silva var plaget af moderkomplekser, er Blofeld resultatet af faderkomplekser, idet hans far hjalp og foretræk den forældreløse Bond. I øvrigt erfarer vi her, at både Le Chiffre, Greene og Silva var SPECTRE-folk og blot fulgte Blofelds ordrer (”It was always me, James, the author of all your pain!”), hvilket reducerer de karakterer og deres fortællinger til subplots.

Læs mere

“Skyfall” (2012): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

Skyfall (2012)
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

I ”Skyfall” har M (igen spillet af Judi Dench) mistet en harddisk med navnene på alle MI6s undercover-agenter, hvoraf flere derfor bliver afsløret og dræbt. Vi ser hende stå med et fåret udtryk for enden af en meget lang række ligkister. I stedet for at lade sin bedste agent, Bond, skaffe listen tilbage, får hun ham skudt.
Da en tidligere agent, Silva - som hun lige så kynisk svigtede ved at lade ham blive tortureret og vansiret og dermed gjorde ham til sin dødsfjende - arresteres og bringes ind, lige efter at have forklaret sin evne til at hacke ethvert computersystem, placerer hun ham i en celle med en computerstyret lås. Forudsigeligt for enhver bryder Silva ud og søger at dræbe M. Tilkalder hun hæren eller gemmer sig et sikkert sted? Nej, hun lader sig beskytte af en olding og den nu vingeskudte agent, der har god grund til at hade hende. Som har fejlet alle egnethedstests og ikke længere kan ramme plet. Og som dumsmart efterlader et spor, der fører skurken og dennes hær til deres opholdssted, vel vidende at han fx kunne hacke en missilbase og på sekunder fjerne stedet fra Jordens overflade.
Da M under det resulterende angreb løber ud i den mørke nat, lader hun den gamle mand svinge en stor lygte rundt i alle retninger, så de kan ses på lang afstand og straks bliver opdaget af skurken. To gange. Derefter dør hun - uden at have generhvervet den stjålne harddisk, så alle hendes resterende hemmelige agenter stadig er i fare. Ikke underligt, at myndighederne forsøgte at få hende fyret. Og jeg skal heller ikke helt udelukke, at M’s død med Silva som værktøj var del af Bonds plan.
50-årsjubilæumsfilmen ”Skyfall” hører blandt de flottest fotograferede Bond-film, men er trods sin ophøjede status (Oscar-belønnet instruktør, oh! ah!) også en af de dummeste. Den imponerede mig ved premieren, men allerede ved andet gennemsyn kunne de flotte billeder ikke længere skjule manuskriptets svagheder. Jeg kan sluge en del troværdighedsbrister, når jeg ser en b-film, der er produceret på tre uger, men væsentlig færre, når jeg ved, at filmskaberne har haft år til at tænke sig om og penge nok til at hyre en rigtig forfatter frem for et team af kliche-genvridende Hollywood hacks.

Læs mere

“Quantum of Solace” (2008): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

Quantum of Solace (2008)
af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Blandt de svageste Bond-film hører ”Quantum of Solace”, som da også kommer uheldigt fra start med et flimmer af usammenhængende fartglimt: Seriens ringeste biljagt siden ”Casino Royale” (2006). Klipperen har åbenbart været på speed og instruktøren Marc Forster samt alle andre ansvarlige på ferie andetsteds.
I alt fald har hele filmen et overordnet problem med tone og stil. Selvom ”Casino Royale” blev den fjerdemest indtjenende film i 2006 og den frem til da mest indtjenende Bond-film nogensinde, synes Team Barbara Broccoli derefter at have truffet en principbeslutning om at kaste Bond-filmseriens traditionelle charme over bord og i stedet efterligne Bourne-filmserien, som var startet i 2002 med ”The Bourne Identity”.
Det viser sig især i actionscenernes tempo og brutalitet, men også ved, at filmen fjerner stort set al livsglæde fra hovedpersonen, der ikke længere kalder på tilskuerreaktioner som ”Gid, man var Bond” men snarere ”Godt, man ikke er Bond!”
Igen og igen minder folk ham om, at Vesper - kvinden, han i impotent afmagt så dø foran sig – elskede ham og døde for at frelse ham. Bedre går det ikke, da han forfører den sexede Agent Fields, men kort efter finder hende liggende død i en pøl af den olie, hvormed hun er blevet myrdet, et chokerende spejlbillede af Jill Mastersons triste skæbne i ”Goldfinger”. Bond drukner for en stund sin sorg i sprut.
Var Vesper egentlig værd at elske så dybt? I ”Casino Royale” etableres hun som en begavet kvinde, der straks kan gennemskue den person, hun sidder over for. Så man forstår Bonds beundring. Men sådan som hendes eftermæle fremstår i ”Quantum of Solace”, kunne hun åbenbart ikke gennemskue, at hendes kæreste før Bond var en total scumbag. Og selvom hun kritiserede Bond for via hasardspil at risikere at finansiere international terrorisme, er det præcis det, hun ender med selv at gøre, med fuldt overlæg.

Læs mere

“Casino Royale” (2006): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk!

Casino Royale
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Selvom James Bond-filmene har skiftet hovedrolleindehaver en del gange (og stil endnu flere gange), var ”Casino Royale” (2006) første gang, en ny Bond-film definitivt havde karakter af reboot. Det var også tiltrængt, idet filmserien i kølvandet på Albert Broccolis død i 1996 og Austin Powers’ fødsel i 1997 (hvorefter karakternavne a la Miss Broadchest kun kan optræde som selvironisk ekstratekstuelle metafilmjokes) havde lidt under en stigende identitetskrise. Spørgsmålet er, om forsøget var vellykket. Nuvel, både og. Til dels. For det meste.
”Casino Royale” er en origin story, hvilket ikke just kan siges at være originalt for en filmfranchise-reboot, men dog var nytænkning i Bond-filmsammenhæng.
Og netop den karakteretablerende del af filmen er dens bedste øjeblikke, ikke mindst åbningssekvensen, hvor Bond udfører sin agentkarrieres første to drab: Filmet i sort/hvid med dynamisk vekslen mellem to forløb i henholdsvis skarpe, 1960’er-CinemaScope-agtige kompositioner og grynede, håndholdte flashbacks a la Dogme 95. Perfekt afbalanceret med slutningen, hvor Bond med en stor gun skyder den tilsyneladende ubevæbnede Mr. White bagfra, hvorpå vi for første gang i filmen hører Bond-temaet: Først nu er han Agent 007.
Mellem disse to yderpunkter udstyrer manuskriptet Bond med den rette bil, drink og jakke, men også med en desillusionerende romance, så han kan slutte som en antageligt endnu mere rå dræber, end han var i åbningsscenen, og derved fortjene sin 00-status. Filmen tillader også Bond et tilfreds smil, da flybombemanden eksploderer, men ikke den mindste reaktion, da han konfronteres med sin elskerinde Solanges torterede lig. Så rå en Bond havde vi ikke set siden drabet på Dent i ”Dr. No”.
Daniel Craig var velvalgt til denne uromantiske version af karakteren. Han er en god skuespiller med et bredt følelsesregister, når det kræves, men af type er han langt fra den klassisk-elegante playboy-agent, og fremstår af udseende snarere som en arbejderklassehelt, en rå børste, som lever sit halve liv i et fitnesscenter, så han om natten kan tjene som udsmider i den lokale natklub.
Dog oplever vi i ”Casino Royale” også de første antydninger af den afmaskulinisering af figuren (Bond stiger op af havet som en Honey Rider Venus, latterliggøres af heltinden og kastreres af skurken), der har været Team Barbara Broccolis mest tidstypiske, men i mine øjne også mest uvelkomne bidrag til serien. Entusiastisk støttet af Craig selv, især da denne i en reklame for International Women's Day 2011 optrådte i drag.
Meget sigende er dialogen i ”Casino Royale” mest inspireret, når det gælder om at afmaskulinisere eller ligefrem femininisere Bond. Dels reprimanderne på Ms kontor. Og dels middagen i toget, hvor Vesper fantaserer om Bonds ”perfectly formed arse” og piller ham ned med skarp, spydig sarkasme, så han til slut må sympatisere med det spiddede lammekød på sin tallerken.

Læs mere