“Casino Royale”: Bo Green Jensen i Weekendavisen (2006)

FILMANMELDELSE

 
Bo Green Jensen anmeldte EON Productions' 21. James Bond 007-film, "Casino Royale",  i Weekendavisen 24. november 2006.

(Anmeldelsen kan læses i fuld længde som ren tekst under billedet.)

CR06 WA 24-11-06

Banko for døden

Bond 21. Selvironien er kasseret sammen med »Q« og Miss Moneypenny. Daniel Craig træder i karakter som den sjette og hidtil mest kropsnære agent 007.

Af BO GREEN JENSEN

CASINO Royale var den første bog om James Bond, som Ian Fleming gjorde færdig, da han i 1952 konstruerede et kombineret alter ego og mandsideal i sit sommerhus, »Goldeneye« på Jamaica. Romanen udkom hos forlaget Cape den 13. april 1953 og er berømt for sin begyndelse - »The scent and smoke and sweat of a casino are nauseating at three in the morning« - såvel som for sin barske slutreplik: »The bitch is dead now.« Den er selvsagt et oplagt sted at begynde, når man vil genstarte hele systemet, som det synes at være hensigten i den 21. officielle 007-film siden Dr. No, som søsatte serien for 44 år siden.
Der findes i forvejen en tidlig amerikansk tv-udgave af bogen, som for resten hed You Asked for It, da den udkom i USA (på dansk var titlen Banko for døden). Den 21. oktober 1954 spillede Barry Nelson CIA-agenten »Jimmy Bond« i en enkeltstående episode af spændingsserien Climax!, som blev transmitteret direkte på CBS. Der var ingen actionscener. TV-udgaven koncentrerede sig om det nervepirrende baccaratspil mellem Bond og eliteforbryderen Le Chiffre. Dette første navn i en kongerække af superskurke bliver i den nye film spillet af Mads Mikkelsen. For 52 år siden var det Peter Lorre, som havde rollen.
Tretten år senere fandt producenten Charles Feldman, manden bag What’s New, Pussycat? (1965), på at forvandle Casino Royale til en stjernebestrøet parodi på spiongenren, som John Huston instruerede med navne som David Niven, Peter Sellers, Woody Allen, Ursula Andress og Deborah Kerr i de tvivlsomme roller.
Faktisk tilbød Sean Connery - som efter fire officielle Bond-film fra produktionsselskabet EON var utilfreds med sin løn og sin status - at spille med i parodien for et honorar på en rund million. Det ville Feldman ikke slippe, og Connery fik i stedet fornyet sin licens til at dræbe i yderligere to film for EON. I 1983 fik han halvanden million dollars for at spille Bond i den stærkt selvironiske Never Say Never Again (1983), som er den anden semi-officielle 007-film. Begge titler ejes i dag af MGM, som også distribuerer de kanoniske værker i serien.

MEN til sagen: efter Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton og Pierce Brosnan bliver Daniel Craig i Casino Royale den sjette og hidtil mest fysisk nærværende spiller, der løfter og bærer rollen som Bond. Craig trækker overklassebaggrunden ud af figuren og gør Bond til en særlig eksplosiv og potent repræsentant for typen, den virile underdog, som Craig bl.a. har spillet i film som John Mayburys Love Is the Devil og Roger Michells The Mother. Craig er især god som kunstner med arbejderbaggrund. Han var en eminent Ted Hughes i Christine Jeffs’ dokudrama om Sylvia Plath (2003).
Her er han sulten, samvittighedsløs, helt uden hensyn og i stand til at gå så langt det skal være som agenten, der netop har fået licens til at dræbe. Bonds svendestykker vises i sort-hvide flashbacks i prologen, der ligesom den kortspilsinspirerede titelsekvens og David Arnolds musik fornyer den gamle rececept elegant. »Q« og Miss Moneypenny er væk, hvilket oprigtig talt er udmærket. Som den kvindelige »M« virker Judi Dench denne gang mere som et levn fra de distancerende 90er-film med Pierce Brosnan. Skønt tiden angiveligt er skrevet frem til her og nu, ligger typologien og plottets rødder i 50erne og 60erne, hvor Bonds jægerhjerte blev hærdet.
Som den første Bond-film i lange tider går Casino Royale tilbage til bogen, følger dele af handlingen relativt trofast og bærer dialog og motiver videre til filmen. Der er irrelevante turisterier som to intense actionscener fra Madagascar og Miami, og en alt for lang epilog, der følger handlingen helt til dørs i Venedig, men sporet som følger Le Chiffre – især det centrale casino-showdown, som også her bliver handlingens hjerte – er intakt. Eva Green (fra Bertoluccis The Dreamers) spiller den smukke Vesper Lynd, som Bond elsker og bliver hårdere af at miste. Man fornemmer, at den tragiske kærlighedsshistorie skal fungere som et psykologisk ursted i kommende Bond-film. Nummer 22 er allerede i produktion og får premiere i 2008.
Mads Mikkelsen er effektiv som Le Chiffre, hvis beskadigede tårekanal græder blod, når han koncentrerer sig særligt. Også Jesper Christensen har en stor skurkerolle. Det er svært at bedømme, hvordan de gode danske kræfter virker i international sammenhæng. Mikkelsen ligner ikke bogens Le Chiffre, som var baseret på den britiske okkultist Alistair Crowley, en af Flemings yndlingsaversioner, men at filmen i praksis dør med Le Chiffre (skønt den spiller videre 30 minutter for længe) må være tegn på, at Mikkelsen fungerer.

DER er for en gangs skyld så relativt megen historie i denne Bond-film, at man nødigt vil røbe detaljer, især i kærlighedssporet. Mikkelsen torturerer den nøgne Craig ved at slå ham - gentagne gange, hårdt og livagtigt - i testiklerne med et reb. Dette er intet moderne sadistisk påhit. Scenen er en showstopper i Flemings roman, hvor man som nævnt også hører replikken »Kællingen er død«. Her bliver der vævet lidt længere, så den filmen kan lukke med det navnkundige mantra: »Navnet er Bond – James Bond.«
At Casino Royale har konturerne af en tilblivelseshistoie, giver den mere kant og tyngde end sædvanligt. Det samme gør Craig i overvældende grad. Som en tidssvarende Bond-film fungerer Casino Royale udmærket. Her er kontinuitet for den gamle tilskuer og modernitet for den nye. Som ældre mand får man hurtigt armene ned, men undervejs ruller blodet lidt raskere, og der skal nok være drenge på 13 og 14, som får et sus af samme styrke, som man gjorde ved at se Sean Connery og Roger Moore i de gyldne, definitivt svundne tider, hvor hjerter blev hærdet, og Bond var en gud.

Casino Royale. Instr.: Martin Campbell. Manus: Neil Purvis, Robert Wade, Paul Haggis. Foto: Phil Meheux. 145 min. Tjekkiet-USA-Storbritannien 2006. Imperial, CinemaxX, Empire, Palads og 72 biografer i resten af landet.

Anmeldelsen er gengivet med venlig tilladelse af Bo Green Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.