“Casino Royale” (2006): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk!

Casino Royale
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Selvom James Bond-filmene har skiftet hovedrolleindehaver en del gange (og stil endnu flere gange), var ”Casino Royale” (2006) første gang, en ny Bond-film definitivt havde karakter af reboot. Det var også tiltrængt, idet filmserien i kølvandet på Albert Broccolis død i 1996 og Austin Powers’ fødsel i 1997 (hvorefter karakternavne a la Miss Broadchest kun kan optræde som selvironisk ekstratekstuelle metafilmjokes) havde lidt under en stigende identitetskrise. Spørgsmålet er, om forsøget var vellykket. Nuvel, både og. Til dels. For det meste.
”Casino Royale” er en origin story, hvilket ikke just kan siges at være originalt for en filmfranchise-reboot, men dog var nytænkning i Bond-filmsammenhæng.
Og netop den karakteretablerende del af filmen er dens bedste øjeblikke, ikke mindst åbningssekvensen, hvor Bond udfører sin agentkarrieres første to drab: Filmet i sort/hvid med dynamisk vekslen mellem to forløb i henholdsvis skarpe, 1960’er-CinemaScope-agtige kompositioner og grynede, håndholdte flashbacks a la Dogme 95. Perfekt afbalanceret med slutningen, hvor Bond med en stor gun skyder den tilsyneladende ubevæbnede Mr. White bagfra, hvorpå vi for første gang i filmen hører Bond-temaet: Først nu er han Agent 007.
Mellem disse to yderpunkter udstyrer manuskriptet Bond med den rette bil, drink og jakke, men også med en desillusionerende romance, så han kan slutte som en antageligt endnu mere rå dræber, end han var i åbningsscenen, og derved fortjene sin 00-status. Filmen tillader også Bond et tilfreds smil, da flybombemanden eksploderer, men ikke den mindste reaktion, da han konfronteres med sin elskerinde Solanges torterede lig. Så rå en Bond havde vi ikke set siden drabet på Dent i ”Dr. No”.
Daniel Craig var velvalgt til denne uromantiske version af karakteren. Han er en god skuespiller med et bredt følelsesregister, når det kræves, men af type er han langt fra den klassisk-elegante playboy-agent, og fremstår af udseende snarere som en arbejderklassehelt, en rå børste, som lever sit halve liv i et fitnesscenter, så han om natten kan tjene som udsmider i den lokale natklub.
Dog oplever vi i ”Casino Royale” også de første antydninger af den afmaskulinisering af figuren (Bond stiger op af havet som en Honey Rider Venus, latterliggøres af heltinden og kastreres af skurken), der har været Team Barbara Broccolis mest tidstypiske, men i mine øjne også mest uvelkomne bidrag til serien. Entusiastisk støttet af Craig selv, især da denne i en reklame for International Women's Day 2011 optrådte i drag.
Meget sigende er dialogen i ”Casino Royale” mest inspireret, når det gælder om at afmaskulinisere eller ligefrem femininisere Bond. Dels reprimanderne på Ms kontor. Og dels middagen i toget, hvor Vesper fantaserer om Bonds ”perfectly formed arse” og piller ham ned med skarp, spydig sarkasme, så han til slut må sympatisere med det spiddede lammekød på sin tallerken.
Dette optræder sideløbende med en generel afseksualisering af serien, tydeligst under de animerede fortekster, hvor sexede silhuetpiger kunne have kompenseret for den forglemmelige rocksang, men ak, no such luck. I øvrigt er det typisk for Barbara Broccolis ringe greb om seriens musik, at hun forviste David Arnolds acceptable sang ”Surrender” fra forteksterne i ”Tomorrow Never Dies”, men godkendte hans væsentligt svagere ditty-ditto ”You Know My Name” som åbningssang i ”Casino Royale”.
Over for Bond står filmens to hovedskurke, Jesper Christensen som Mr. White, en enigmatisk og i denne film noget marginaliseret skikkelse, samt Mads Mikkelsen som Le Chriffre, en kold fisk, der græder blod og antageligt uden sin inhalator ville hvæse astmatisk. Begge skuespillere er som bekendt danskere og fungerer fint i rollerne, som dog ikke kalder på de store følelser. I andre vigtige roller er Judi Dench endnu engang en velfungerende som M, mens Jeffrey Wright er endnu et kedeligt valg som Bonds amerikanske kollega Felix Leiter. En anden kollega, Rene Mathis, spilles af Giancarlo Giannini, der kan levere en stor præstation, når han får chancen. Men netop da dennes skæbne bliver interessant, forsvinder han ud af filmen.
Actionhøjdepunktet i filmen er Bonds jagt på en bombemand gennem en byggeplads i Madagascar. Craig etableres her som en både hurtigt tænkende og fysisk velfungerende Bond, der får kamp til stregen af sin modstander, spillet af parkourstjernen Sebastien Foucan, hvis halsbrækkende stunts var et forfriskende træk og fortsat er en glæde ved hvert et gensyn.
Parkour-chasen kan med rimelighed kaldes for Bond-filmseriens sidste innovative actionscene. I sammenligning er to af filmens andre store actionscener, en biljagt i Miamis lufthavn og et blodigt macheteslagsmål i en trappeopgang, kun velfungerende som traditionel amerikansk action a la lastbilsekvensen i ”Licence to Kill”. Og sekvensen, hvor Bond drøner af sted i sin Aston Martin, er seriens ringeste biljagt siden ”Casino Royale” (1967), i øvrigt på præcis samme sted i plottet.
Bond fuldender sin mission, da han i et kortspil besejrer Le Chiffre, men derefter går det galt, både for Bond og for filmen. Ligesom den bombemand, han i filmens start skulle fange til forhør, bliver Le Chiffre skudt ihjel. Det sker efter 1 time og 53 minutter, og her knækker filmen. Resten er positivt set loyalt over for Ian Flemings romanforlæg, men fremstår som film betragtet som en dramaturgisk svag og unødigt lang sequel hook.
Bond og Vesper nyder en romance, der efter nogle sekunder kunne have kulmineret med Bond-tema og sluttekster. Filmen har andre planer, og flytter handlingen til Venedig, hvor manuskriptet fremstår skitseagtigt sjusket. Én ting er absurditeter, såsom at en bank på Markuspladsen skulle ligge inde med $115 millioner i kontanter, eller at et fireetagers palazzo skulle kunne synke til bunds i Canal Grande, der har en gennemsnitsdybde på fem meter.
Værre er, at filmen med Le Chiffre ude af billedet i stedet introducerer en nyt sæt skurke, vi på dette tidspunkt i serien ikke aner, hvem er, og vanskeligt kan engagere os dybt i Bonds kamp med. Deriblandt en gut med endnu et dårligt øje, hvilket reducerer det unikke ved Le Chiffre. Ydermere viser Vesper sig at være en forræder. Vistnok. Problematikken introduceres ufilmisk via en telefonsamtale. Og kampen i det synkende hus fremstår derfor som overfladisk ramasjang over relativt ligegyldige penge (Leiter har foræret MI6 dem, som var de nul og niks) og en pige, vi ikke længere ved, hvad vi skal synes om. Bond afskriver ligesom i romanen Vesper med den bitre bemærkning ”The bitch is dead”. Vespers status vendes dog atter på hovedet af M i en monolog, hun indleder med ”Isn’t it obvious?”, skønt hendes analyse af Vespers motivation er alt andet end indlysende. I alle tilfælde er det endnu en ufilmisk og utilfredsstillende håndtering af så vigtigt et plotpoint.
Med andre ord en elendig sidste halv time efter en eller solid film, der som de fleste lange popcornfilm ville have haft bedre af at holde sig under to timer.

Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond 007-tegneserieblad fra 1980 til 1984 og har skrevet om James Bond i adskillige medier sidenhen. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens personlige holdninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.