“Quantum of Solace” (2008): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

Quantum of Solace (2008)
af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Blandt de svageste Bond-film hører ”Quantum of Solace”, som da også kommer uheldigt fra start med et flimmer af usammenhængende fartglimt: Seriens ringeste biljagt siden ”Casino Royale” (2006). Klipperen har åbenbart været på speed og instruktøren Marc Forster samt alle andre ansvarlige på ferie andetsteds.
I alt fald har hele filmen et overordnet problem med tone og stil. Selvom ”Casino Royale” blev den fjerdemest indtjenende film i 2006 og den frem til da mest indtjenende Bond-film nogensinde, synes Team Barbara Broccoli derefter at have truffet en principbeslutning om at kaste Bond-filmseriens traditionelle charme over bord og i stedet efterligne Bourne-filmserien, som var startet i 2002 med ”The Bourne Identity”.
Det viser sig især i actionscenernes tempo og brutalitet, men også ved, at filmen fjerner stort set al livsglæde fra hovedpersonen, der ikke længere kalder på tilskuerreaktioner som ”Gid, man var Bond” men snarere ”Godt, man ikke er Bond!”
Igen og igen minder folk ham om, at Vesper - kvinden, han i impotent afmagt så dø foran sig – elskede ham og døde for at frelse ham. Bedre går det ikke, da han forfører den sexede Agent Fields, men kort efter finder hende liggende død i en pøl af den olie, hvormed hun er blevet myrdet, et chokerende spejlbillede af Jill Mastersons triste skæbne i ”Goldfinger”. Bond drukner for en stund sin sorg i sprut.
Var Vesper egentlig værd at elske så dybt? I ”Casino Royale” etableres hun som en begavet kvinde, der straks kan gennemskue den person, hun sidder over for. Så man forstår Bonds beundring. Men sådan som hendes eftermæle fremstår i ”Quantum of Solace”, kunne hun åbenbart ikke gennemskue, at hendes kæreste før Bond var en total scumbag. Og selvom hun kritiserede Bond for via hasardspil at risikere at finansiere international terrorisme, er det præcis det, hun ender med selv at gøre, med fuldt overlæg.
For Bond er ”Quantum of Solace” en film om sorgbearbejdelse i håb om ’et mål af trøst’. Hvilket han, hvis jeg forstår det ret, opnår til slut i form af et hurtigt kys som tak for at have hjulpet filmens anden hovedperson, Camille, med, a la Vito Corleone i ”The Godfather: Part II” og Melina Havelock i ”For Your Eyes Only”, at hævne drabet på sin familie. I filmens bedste dialogscene instruerer Bond hende i kunsten at dræbe i koldt blod.
Nogen særligt beundringsværdig heltinde er Camille (Olga Kurylenko) dog ikke, idet hun for at komme tæt på sit personlige hævnmål tjener som elskerinde for en på alle måder frastødende skurk, der lever af at hjælpe diktatorer med at erobre og udnytte hele nationer.
I det hele taget har filmen et problematisk persongalleri. Mathieu Amalric som Dominic Greene er vel den ynkeligste Bonds-skurk siden Woody Allen, og Judi Dench er ikke længere en imponerende MI6-chef. For første gang fremstår M her som gammel, inkompetent og fyringsegnet: Hun har ikke gennemskuet, at hendes livvagt og assistent gennem otte år arbejder for fjenden, hun lader øjeblikkeligt den hårdt sårede Mr. White flygte, og hun bruger resten af filmen på at modarbejde Bond, hvis trofaste ven Rene Mathis hun har udsat for tortur. Man forstår godt, at MI6 har fjender!
Til M’s forsvar kan man sige, at hun vistnok er noblere end CIA, der i denne film fremstilles som korrupte skurke, der for at skaffe olie til USA samvittighedsløst ofrer resten af verden til undertrykkelse og fattigdom.
Også Craig ser markant ældre ud end i sin første Bond-film, men spiller igen rollen kompetent, ligesom Giancarlo Giannini atter er udmærket som Mathis, som Bond har forråd men må bede om hjælp, da idioten M har spærret hans pas og betalingskort. Mathis hævner sig ved indtil sin sidste vejrtrækning at hælde salt i Bonds Vesper-sår og insistere på, at hun elskede ham. Stakkels Mathis. Stakkels Bond.
Min egen favorit i filmen er Gemma Arterton i den lille rolle som Strawberry Fields. Hende havde jeg gerne set vende tilbage i en sequel. Men hun dør jo. Stakkels Strawberry. Til gengæld fik skuespilleren som bekendt en stor, velfortjent karriere andre steder.
Som actionfilm er ”Quantum of Solace” håbløs, ødelagt af hysterisk klipning og en mangel på egne ideer og selvstændig stil. Som drama er den en ørkenvandring, mod slutningen sågar helt bogstaveligt. Det endelige opgør med skurkene, hvis barak sprænges i luften, ligner noget fra en ligegyldig b-film. Var der ikke råd til en scenograf?
Filmens mest kiksede bidrag til Bond-serien er at introducere forbryderorganisationen Quantum, hvor der (som de efterfølgende film viser) burde have været tale om SPECTRE. Det bedste i ”Quantum of Solace” er nok forteksterne med semisexede sandpiger og en fjollet maskulin sang, ”Another Way to Die”. Og det er på ingen måde godt nok.

Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond 007-tegneserieblad fra 1980 til 1984 og har skrevet om James Bond i adskillige medier sidenhen. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens personlige holdninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.