“Skyfall” (2012): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

Skyfall (2012)
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

I ”Skyfall” har M (igen spillet af Judi Dench) mistet en harddisk med navnene på alle MI6s undercover-agenter, hvoraf flere derfor bliver afsløret og dræbt. Vi ser hende stå med et fåret udtryk for enden af en meget lang række ligkister. I stedet for at lade sin bedste agent, Bond, skaffe listen tilbage, får hun ham skudt.
Da en tidligere agent, Silva - som hun lige så kynisk svigtede ved at lade ham blive tortureret og vansiret og dermed gjorde ham til sin dødsfjende - arresteres og bringes ind, lige efter at have forklaret sin evne til at hacke ethvert computersystem, placerer hun ham i en celle med en computerstyret lås. Forudsigeligt for enhver bryder Silva ud og søger at dræbe M. Tilkalder hun hæren eller gemmer sig et sikkert sted? Nej, hun lader sig beskytte af en olding og den nu vingeskudte agent, der har god grund til at hade hende. Som har fejlet alle egnethedstests og ikke længere kan ramme plet. Og som dumsmart efterlader et spor, der fører skurken og dennes hær til deres opholdssted, vel vidende at han fx kunne hacke en missilbase og på sekunder fjerne stedet fra Jordens overflade.
Da M under det resulterende angreb løber ud i den mørke nat, lader hun den gamle mand svinge en stor lygte rundt i alle retninger, så de kan ses på lang afstand og straks bliver opdaget af skurken. To gange. Derefter dør hun - uden at have generhvervet den stjålne harddisk, så alle hendes resterende hemmelige agenter stadig er i fare. Ikke underligt, at myndighederne forsøgte at få hende fyret. Og jeg skal heller ikke helt udelukke, at M’s død med Silva som værktøj var del af Bonds plan.
50-årsjubilæumsfilmen ”Skyfall” hører blandt de flottest fotograferede Bond-film, men er trods sin ophøjede status (Oscar-belønnet instruktør, oh! ah!) også en af de dummeste. Den imponerede mig ved premieren, men allerede ved andet gennemsyn kunne de flotte billeder ikke længere skjule manuskriptets svagheder. Jeg kan sluge en del troværdighedsbrister, når jeg ser en b-film, der er produceret på tre uger, men væsentlig færre, når jeg ved, at filmskaberne har haft år til at tænke sig om og penge nok til at hyre en rigtig forfatter frem for et team af kliche-genvridende Hollywood hacks.
Men vent, nu lyder jeg alt for sur. Faktisk er der mange gode ting i ”Skyfall”, primært i filmens første del, frem til mødet mellem Bond og Silva. Bl.a. genintroducerer filmen med held tre centrale karakterer, som Bond-serien ville være fattigere uden: Moneypeny spillet af Naomie Harris som en køn og klog eks-feltagent. Q spillet af Ben Whishaw som et laptopbevæbnet computergeni, ung og nørdet. Samt allersidst i filmen Ralph Fiennes som en særdeles velkommen ny M, der har felterfaring - og som fremtidige film vil vise kan føre en respektfuld samtale med Bond uden konstant at bitche over ham, som var han en menig politiopdager i en tv-serie.
Mindre imponeret er jeg over Javier Bardem som Silva, primært fordi hans rolle her ikke har nær samme skræmmende styrke som den skurk, han kort forinden spillede i ”No Country for Old Men” (2007), og som indbragte ham en Oscar. I det hele taget var Bardem som Silva starten på en tendens for Bond-producenterne til dovent at caste skuespillere, der netop havde spillet tilsvarende roller i andre film. Det er ikke på den måde, man udvinder ikoniske præstationer som fx Gert Fröbe i ”Goldfinger” og Lotte Lenya i ”From Russia with Love”.
Bardem gør dog, hvad han kan, for at skabe afstand til sin forrige skurkerolle, bl.a. ved at ændre sin hårfarve. Apropos Lotte Lenya som Tatiana Romanovas lesbiske overordnede, ville det også være uretfærdigt at negligere karakterens homoerotiske træk. Silvas provokerende adfærd over for den fastbundne Bond trumfes dog af 007, da denne erklærer sig åben over for tanken om svedig mandesex. Så langt vover ”Skyfall” sig trods alt ikke. Bond har en tradition for at have sex med sine modstandere, og skurkene elsker at binde og tortere ham, men så vidt vi ved, er han kun til kvinder.
At flirte med chefens sekretær er blevet dårlig stil siden 2012, men i ”Skyfall” er der stadig erotiske gnister mellem Bond og Moneypenny. Især under et sexet CFNM-stævnemøde, hvor Moneypenny glatrager Bond med en strubeskrabende ragekniv. Bond-seriens tradition for at udsætte sin hovedperson for tortur går helt tilbage til tæppebankeren i Ian Flemings ”Casino Royale”. Og skulle nogen være i tvivl om, at barber-optrinnet spiller på en mandlig masochistisk fantasi, er scenen placeret som forspil til Bonds møde med natklubchefen Severine: For Bond-fans med bondage-viden en åbenlys reference til Severin von Kusiemski, hovedpersonen i litteraturhistoriens mest berømte værk om mandlig underkastelse, Leopold von Sacher-Masochs roman ”Venus im Pelz” (1870).
Ligesom sex har en vigtig ingrediens i Bond-filmene altid været eksotiske rejsemål. I ”Skyfall” kommer vi bl.a. til Kina, hvor en neglebidende elevatorscene bygger op til filmens visuelle højdepunkt, med suspense og slagsmål mellem glødende neonskilte i desorienterende glasreflekser. I sig selv er slagsmålet brutalt-konventionelt, dette er ikke en film, man skal se for actionscenerne. Den bedste af disse er overstået inden forteksterne, en flot og dynamisk menneskejagt, som gentager det overraskende moment fra ”Casino Royale”, hvor Bond pludselig drøner frem mod modstanderen i en gravko. Her står gravkoen på et tog, og Bond vandrer frejdigt ud langs gravearmen, hopper ned på togvognen foran og retter dér på tøjet i klassisk Bond-stil. Unægtelig effektivt.
Daniel Craig er igen glimrende i rollen. Han spiller i ”Skyfall” Bond, som Connery skulle have gjort det i ”Never Say Never Again”. Efter M’s forræderi synker han til bunds som øllet barflue, der udfordrer døden via bizarre drinking-games. Han vender tilbage til London som et vrag, og formår i filmens plot aldrig for alvor at vende sit held og løse udfordringerne. I stedet undergår han en infantilisering og ender i afmagt på knæ foran alteret i sin barndoms kirke, ved liget af sin ma’am, sin mammy: Endnu en kvinde, han ikke formåede at redde.
På sin vis er Silva et spejlbillede af Bond. Begge introduceres ved at træde frem mod kameraet, til de er i fokus. Silva blæser sig op som computergeni, men afsløres efterhånden som en forvokset knægt med moderkomplekser (”Mommy was very bad!”) og verdens dårligste plan. Hvilket hænger dårligt sammen. Her er en fyr, der på en eller anden måde kan planlægge en flugt så præcist, at han og hans forfølger ender på det rigtige sted på præcis det rette tidspunkt, så han kan trykke på en knap og vupti lade et forbipasserende undergrundstog falde ned gennem loftet. Men hvis plan derefter er at styrte ind i Londons stærkt bevogtede Parlamentsbygning og skyde sig til retfærdighed, som man kunne forvente af en impulsiv alkoholiker sur over en uretfærdig parkeringsbøde.
Efter den absurde London-sekvens, flyttes handlingen til Skyfall, Bonds barndomshjem i Skotland, hvor filmen bliver endnu en variation af ”The Siege of Trencher's Farm”, altså en home invasion thriller. Lidt charme tilføjes af Albert Finney som herregårdsjægeren Kincade, men det gør ikke finalen mindre absurd. Bond burde med hjælp fra Q have været i stand til at udklække en langt bedre plan, herunder et mere sikkert gemmested for M. Manuskriptet får både Bond, M og Silva til at fremstå som idioter, som da godset sprænges i luftet, hvorefter Silva beordrer sine to sidste levende håndlangere at tjekke, om Bond nu også er død. Jovist chef, vi løfter lige kampestensmurene og kigger efter.

Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond 007-tegneserieblad fra 1980 til 1984 og har skrevet om James Bond i adskillige medier sidenhen. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens personlige holdninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.