Tag: Bond-musik

Dagens sang: “From Russia With Love” (DR 2019)

VIDEO

 
I denne optagelse fra DR Byens Studie 2 i 2017 fremfører DR Vokalensemblet titelsangen fra James Bond-filmen "From Russia With Love" (Agent 007 jages, EON 1963) med Hans-Henrik Selchau Raaholt som solist. Koret akkompagneres af en trio bestående af Søren Rastogi på klaver, Anders Banke på træblæsere og Janne Fredens på cello.

DR Vokalensemblets version af "From Russia with Love", komponeret af Lionel Bart, blev vist første gang på DRK i programrækken "Dagens sang" den 26. januar 2019.

● Se flere sjældne videoer på Bond•O•Ramas Vimeo-side

“Manden med den gyldne pistol” (1974): Danske forbindelser

● EONs niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974, udmærker sig ved, at der for første gang i serien optræder en dansker foran kameraet. Janni Pia Christensen er dog ikke nævnt i rulleteksterne, og hun har heller ingen replikker. Den da 20-årige københavner skimtes kortvarigt i en enkelt indstilling, hvor hun passerer James Bond i Roger Moores skikkelse på trappen foran The Peninsula Hotel i Hongkong.
Tidskode (Blu-ray): 27.37

Janni Pia Christensen i "Manden med den gyldne pistol" (1974) - framegrab

Ifølge Ekstra Bladet indspillede Janni Pia også en aftenscene med Moore og Britt Ekland på en thailandsk restaurant i Bangkok. Dette optrin lader dog til at være endt på klipperummets gulv, hvis den da ikke var iscenesat alene for at sikre presseomtalen i Danmark.

Janni Pia Christensens statistrolle i Bond-filmen skyldtes netop, at hun i 1973 vandt skønhedskonkurrencen "Årets pige" i Ekstra Bladet. Den 29. december 1973 trykte avisen et billede af Roger Moore, der angiveligt udpeger Janni Pia til at medvirke i sin kommende Bond-film. Ekstra Bladet havde sendt et foto af de femten finalister (i alderen 15 til 21 år) til Sydafrika, hvor den engelske stjerne var i gang med at indspille filmen "Guld" (Gold) for instruktøren Peter Hunt.

Janni stødte til Bond-filmholdet i maj 1974, men udtalte efter hjemkomsten til Vi Unge og Billed Bladet, at oplevelsen som den første danske Bond-babe havde været en skuffelse, og at Roger Moore med sine "hule knæ" ikke var hendes type. Senere samme år skiftede hun navn til Nicolaisen efter sin nye ægtemand og forsvandt hurtigt ud af mediernes søgelys.

● Janni Pia i Vi Unge 1974: "Dansk piges voldsomme møde med 007"

Læs mere

“Shaken, Not Stirred”: Bondkoncert med Sinne Eeg (2022)

BOND-MUSIK

Tirsdag den 5. juli 2022 fremfører Sinne Eeg en række håndplukkede James Bond-sange ved en open air-koncert i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Bond•O•Rama.dk har talt med sangerinden forud for showet "Shaken, Not Stirred".

Sinne Eeg • pr-foto: Stephen Freiheit

I Haveselskabets smukke omgivelser ved Frederiksberg Have kan man på tirsdag den 5. juli klokken 19.00 opleve en af Danmarks fremmeste jazzsangere, Sinne Eeg, fremføre en perlerække af klassiske temasange fra James Bond 007-filmene. Sinne Eeg akkompagneres af fem musikere og en gæstevokalist, Patrick Dorgan, til koncerten “Shaken, Not Stirred”, der indgår i eventrækken “Sommer i Haveselskabet”. Der vil også være særlig Bond-stemning i form af en sølvgrå Aston Martin DB6 og vodka martinier i baren.

Sinne Eeg har kun optrådt offentligt med Bond-musik én gang før, nemlig da hun i 2012 blev inviteret af jazzkvartetten Kiss Kiss Bang Bang til at være deres gæstesolist på Copenhagen Jazz Festival. “Det var megafedt at være med til, og jeg har gået og sunget sangene for mig selv lige siden,” fortæller Sinne Eeg til Bond•O•Rama.dk forud for “Shaken, Not Stirred”.

Da hun for et par år siden mødte den amerikanske jazzpianist Josh Nelson, besluttede hun sig for at tage Bond-sangene op igen. “Josh er kæmpe filmnørd, og han elsker filmmusik,” siger Sinne Eeg. Josh Nelson flyver hertil fra Amerika for at optræde til “Shaken, Not Stirred”, og det er også ham, der forud for showet har siddet og lyttet Bond-sangene af og skrevet dem på nodeform.

Selve arrangementerne bliver dog først lagt fast dagen inden koncerten, når Sinne Eeg & Co. går i øvelokalet. “Det bliver knap så orkestreret som originalversionerne,” siger sangeren om sin og bandets udlægning af musikken.

Læs mere

Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond

PODCAST

 
Bond•O•Rama har taget hul på et nyt podcastformat, "Mit liv med Bond". I denne serie vil jeg – webmaster Brian Iskov – invitere andre danske Bond-nørder til en uformel hyggesnak om vores fælles lidenskab, James Bond 007.

Dagens gæst i podcasten er tonemester Peter Albrechtsen (f. 1976), som introducerer "Goldfinger" i CinemaxX København på søndag den 18. juli. Allerede som dreng i 1980'ernes Nyborg hæftede Peter sig ved lyden i Bond-filmene, fordi han så dem med tysk tale. Lydeffekterne og musikken i Bond-serien har inspireret Peters arbejde som lyddesigner på f.eks. "Vores mand i Amerika". Derfor kan I også undtagelsesvist høre lydeksempler fra Bond-filmene i dette afsnit af "Mit liv med Bond".

Som tidligere vært på "P2 Soundtrack" har Peter meget at sige om de særlige kvaliteter ved John Barrys Bond-musik. Vi taler om, hvordan den oscarvindende mixer Norman Wanstall skabte lyden af bl.a. Oddjobs hat, og hvor forbløffende godt Gert Fröbe er eftersynkroniseret til engelsk som Auric Goldfinger. Peter deler også sin begejstring for scenografen Ken Adams fabelagtige production design.

Endelig fortæller Peter, hvordan han forholder sig til filmenes politisk ukorrekte elementer, når han indvier sin 11-årige søn i 007's univers ("Goldfinger" hører også til sønnens yndlingsfilm).

"Mit liv med Bond" er produceret i anledning af, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med alle 26 Bond-biograffilm, inklusiv “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983, på stort lærred i digital 4K-kvalitet.

Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)

Tonemester Peter Albrechtsen er gæst i Bond•O•Rama Podcast afsnit 004.

Læs mere

Blu-ray- og cd-udgivelse: “Agents are Forever” (2020)

Den 6. november 2020 udgav det tyske selskab EuroArts koncertoptagelsen "Agents are Forever" med DR SymfoniOrkestret på Blu-ray og cd. Optagelsen fandt sted under koncerterne af samme navn i DR KoncertHuset i januar 2020. Spilletiden på begge formater er dog lidt kortere end den tv-udgave, DR2 viste den 19. marts 2020. Bernard Herrmanns "Overture" fra "North by Northwest" er fjernet fra sætlisten, og Jakob Stegelmanns hyggelige oplæg mellem numrene er redigeret bort, idet udgivelsen er møntet på et internationalt publikum.

Hør "Agents are Forever" på Spotify
Køb "Agents are Forever" på EuroArts' officielle side
Læs Jakob Stegelmanns oprindelige programtekst til "Agents are Forever"



Cd'en har en effektiv spilletid på 79 minutter, mens Blu-ray'en varer 85 minutter inklusive rulletekster og bifald. 12 af de 21 numre er James Bond-musik, mestendels komponeret af John Barry, der også er repræsenteret ved en stemningsfuld og velklingende udgave af temaet fra "The Ipcress File".

Bond•O•Rama.dk's vurdering: Som på så mange andre symfoniske indspilninger af Bond-temasangene er fremførelsen i "Agents are Forever" noget mere friseret end på de originale soundtracks. Musikerne er tydeligt på hjemmebane i det smukt leverede instrumentale cue "Moutains and Sunsets" fra "You Only Live Twice", mens man på flere af temasangene fornemmer, at rytmisk musik ikke er DR SymfoniOrkestrets spidskompetence. Vokalist på syv af de ti Bond-numre er Caroline Henderson, som virker fejlcastet til opgaven, da hun hverken demonstrerer stemmepragten, registeret eller divamanererne, som kan yde forbillederne retfærdighed. Bedst klarer Henderson sig på "Skyfall", der i sit udtryk ligger tættere på sangerindens vanlige repertoire. Alt i alt en fin koncertudgivelse til den jævne filmmusikfan snarere end den kræsne Bond-aficionado. DR's billeddækning, instrueret af Karsten Andersen, er visuelt og teknisk veludført.

Blu-ray-omslag:

Læs mere