Tag: Roger Moore

“Manden med den gyldne pistol”: Ugens rapport besøger optagelserne (1974)

REPORTAGE

 
Den 4. november 1974 kunne man på forsiden af ugens rapport nr. 45 læse den saftige overskrift "rapport-journalist i slagsmål med James Bond!".

Inde i bladet fremgik det, at filmholdet havde fingeret et slagsmål mellem reporteren Chris Viffert og Roger Moore til ære for mandebladets fotograf Holger Blom. Pressestuntet fandt sted i de engelske Pinewood-studier på den sidste optagedag til den kommende James Bond 007-film "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974).

Chris Vifferts tekst beskriver stemningen på settet, hvor alle synes at have travlt med at blive færdige, dels for at den danske journalist kan få sit "scoop", og dels fordi Roger Moore skal have hældt fire spande med melklister ned over sit fine jakkesæt som en spøgefuld markering af, at filmindspilningerne er i mål.

Kulissen, der danner rammen for Chris Vifferts møde med Roger Moore, forestiller mavedanserinden Carmens omklædningsrum i Beirut og altså ikke et hotelværelse i Hongkong, som Viffert havde fået indtryk af. Med den færdige film in mente kan sidstedagens løsslupne feriestemning, som den er beskrevet i reportagen, meget vel være forklaringen på, at slagsmålet mellem James Bond og de tre håndlangere er ualmindeligt sløset filmet. Det er i denne sekvens, at kameraet indfanger filmholdets genspejling i dekorationens makeup-spejl – en sjuskefejl, som ellers ikke ses i Bond-serien, og som tilsyneladende skyldes, at ingen gad bruge tid på et ekstra take.

Foruden en række fotos af den iscenesatte kamp mellem Viffert og Moore indeholder artiklen også et billede af filmens instruktør, Guy Hamilton, under optagelserne.

Læs mere

“Manden med den gyldne pistol” (1974): Danske forbindelser

● EONs niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974, udmærker sig ved, at der for første gang i serien optræder en dansker foran kameraet. Janni Pia Christensen er dog ikke nævnt i rulleteksterne, og hun har heller ingen replikker. Den da 20-årige københavner skimtes kortvarigt i en enkelt indstilling, hvor hun passerer James Bond i Roger Moores skikkelse på trappen foran The Peninsula Hotel i Hongkong.
Tidskode (Blu-ray): 27.37

Janni Pia Christensen i "Manden med den gyldne pistol" (1974) - framegrab

Ifølge Ekstra Bladet indspillede Janni Pia også en aftenscene med Moore og Britt Ekland på en thailandsk restaurant i Bangkok. Dette optrin lader dog til at være endt på klipperummets gulv, hvis den da ikke var iscenesat alene for at sikre presseomtalen i Danmark.

Janni Pia Christensens statistrolle i Bond-filmen skyldtes netop, at hun i 1973 vandt skønhedskonkurrencen "Årets pige" i Ekstra Bladet. Den 29. december 1973 trykte avisen et billede af Roger Moore, der angiveligt udpeger Janni Pia til at medvirke i sin kommende Bond-film. Ekstra Bladet havde sendt et foto af de femten finalister (i alderen 15 til 21 år) til Sydafrika, hvor den engelske stjerne var i gang med at indspille filmen "Guld" (Gold) for instruktøren Peter Hunt.

Janni stødte til Bond-filmholdet i maj 1974, men udtalte efter hjemkomsten til Vi Unge og Billed Bladet, at oplevelsen som den første danske Bond-babe havde været en skuffelse, og at Roger Moore med sine "hule knæ" ikke var hendes type. Senere samme år skiftede hun navn til Nicolaisen efter sin nye ægtemand og forsvandt hurtigt ud af mediernes søgelys.

● Janni Pia i Vi Unge 1974: "Dansk piges voldsomme møde med 007"

Læs mere

“Agent 007 i skudlinien”: Berlingske Tidendes filmanmeldelse (1985)

Ved danmarkspremieren på "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, EON 1985) i august 1985 måtte Berlingske Tidendes filmkritiker Michael Blædel konstatere, at der ikke var meget saft og kraft tilbage i den efterhånden 57-årige Roger Moore som James Bond - og at denne 14. Bond-film fra EON også viste tegn på træthed.

"Roger Moore [...] i titelrollen ligner efterhånden kun en mislykket ansigtsløftning, en stift stirrende statist i det show, han engang var centrum i."

AVTAK Berlingske anm 090885

“Manden med den gyldne pistol”: Interview med Roger Moore (Se og Hør 1974)

"Jeg vil sandelig gerne spille skurk," udtalte Roger Moore, da ugebladet Se og Hør mødte ham under indspilningerne af "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974) i Pinewood-studierne.

I interviewet, der blev trykt i Se og Hør den 16. august 1974 (nr. 33), indrømmer Roger Moore også, at han ikke er bleg for at give sine børn en endefuld: "Så de ved, jeg er et ganske almindeligt menneske"!

Læs mere

“Lev og lad dø”: Se og Hør til gallapremiere i London (1973)

REPORTAGE

 
Ugebladet Se & Hørs journalist John Lindskog deltog i den stort opsatte kongelige gallapremiere på "Lev og lad dø" (Live and Let Die, EON 1973) i Odeon Leicester Square den 5. juli 1973.

Lindskogs reportage kunne læses i Se og Hør den 13. juli (nr. 28). Han havde blandt andet udvekslet et par ord med Roger Moore, der erklærede sig "rystende nervøs" for sin debut og røbede, at han fik 1 million pund i samlet honorar for sine første tre film som James Bond 007.

Læs mere

“Lev og lad dø”: Roger Moore og Jane Seymour i Se og Hør (1972)

Ugebladet Se og Hør foromtalte den kommende EON-produktion "Lev og lad dø" (Live and Let Die) den 20. oktober 1972, kort efter at filmoptagelserne gik gang og mere end et år før filmens danske biografpremiere.

Under overskriften "En snob bli'r 007 James Bond" kunne læserne se den nye James Bond 007, Roger Moore fra den populære tv-serie "De uheldige helte" (The Persuaders), få klippet sit lange nakkehår hos frisøren. Artiklen fra nr. 42/1972 oplyser desuden, at filmselskabet havde forsikret Moore for et enormt pundbeløb (omend brødteksten og underrubrikken er uenige om beløbet: 35 eller 40 millioner).

Typisk for Se og Hørs redaktionelle linje i 1970'erne handler den modstående artikel om Moores kvindelige medspiller, Jane Seymour, primært om, at hun angiveligt var jomfru, indtil hun blev gift som 22-årig, og at hun nyder at nøgenbade: