“Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” (1969): Danske forbindelser

Til filmen "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969) indrettede scenografen Syd Cain atter superskurken Ernst Stavro Blofelds tilholdssted med dansk design.

Forklædt som heraldikeren Sir Hilary Bray bliver James Bond (George Lazenby) indlogeret på alpetoppen Piz Gloria. I hans værelse hænger to pendler, som Verner Panton designede i 1964. Lamperne er af mærket Fun 0DM, hvor DM står for "Decken-Montage" (loftmontering), og består af lette muslingeskaller ophængt i et kromstel. Fun 0DM ses tydeligt knap 56 minutter inde i filmen (Blu-ray-spilletid), da Bond undersøger lampen for skjulte mikrofoner. De tidlige versioner af lampen blev produceret i Schweiz, som også er filmens location.

OHMSS Panton 1

Link til Fun 0DM-lampen på verpan.com

I samme sekvens (tidskode 56:20) genbrugte Syd Cain det ikoniske Bodil Kjær-skrivebord Office Desk fra 1959 som en del af møblementet i Bonds værelse. Det fritstående skrivebord sås tidligere i "Agent 007 jages" (From Russia with Love, EON 1963) og "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, EON 1967).

To timer inde i filmen står Tracy di Vicenzo (Diana Rigg) og piller ved en anden Verner Panton-lampe, Fun 5DM, på Blofelds kontor. Fun 5DM er en 180 cm høj loftslampe, hvorfra der hænger to klaser af muslingeskaller i ringe af rustfrit stål.

OHMSS Panton 2

OHMSS Panton 3

Link til Fun 5DM-lampen på verpan.com

"Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" er desuden den eneste James Bond 007-film til dato, hvis lydside indeholder en sang fremført af en dansk vokalist. Julesangen "Do You Know How Christmas Trees are Grown?" indgår som kildemusik i filmen, skrevet og arrangeret af John Barry med tekst af Hal David og fremført af den danske sangerinde og skuespiller Nina van Pallandt med et børnekor.

Uddrag af sangen kan høres hhv. 47 minutter inde i filmens spilletid, da James Bond ankommer med toget til Lauterbrunnen i Schweiz, og igen 100 minutter inde, mens Bond søger tilflugt fra Irma Bunt og hendes håndlangere på en skøjtebane.

I 2012 udtalte Nina van Pallandt til journalisten Jacob Wendt Jensen: "Sangen "Do You Know How Christmas Trees Are Grown" er ikke indspillet til selve filmen, men den kom med alligevel. John Barry var vanvittigt sød, og han har flere gange været min musical director i både London og New York. For mig var det en stor ting at have en sang med i en James Bond-film, så jeg var vildt begejstret. Første gang jeg så filmen, tænkte jeg, 'er det virkelig lille danske Nina, der er kommet med i en James Bond-film?'"

Læs hele historien om John Barry og Nina van Pallandts julesang "Do You Know How Christmas Trees are Grown?"

OPDATERING 17.06.2022

Angiveligt overvejede Syd Cain først at anvende den danske rejsekonge Simon Spies' nyopførte sommerhus Villa Fjolle som Blofelds tilholdssted i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste". Et amerikansk magasin havde bragt billeder af huset på den svenske skærgårdsø Torø, som var resultatet af en arkitekturkonkurrence, Spies havde igangsat i 1967. Stefan Berglunds modernistiske, ufo-runde bygning af plastic, beton og fiberglas, med indlagte elektroniske raffinementer, leder da også tanken hen på Piz Gloria, som filmholdet endte med at benytte som deres location. For ifølge Se og Hør havde den danske rigmand nægtet at leje sit 75.000 kvadratmeter store villa ud til EON. Spies kørte ellers i samme periode i en Aston Martin DBS, ganske som George Lazenbys James Bond i filmen.

Se og Hør-reportagen fra september 1976 vil blive bragt på Bond•O•Rama.dk på et fremtidigt tidspunkt.

Tak til Johnny Maximillian Jensen for at gøre opmærksom på Simon Spies-forbindelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.