Op til biografpremieren på "No Time to Die" har gæsteskribent Nicolas Barbano genanmeldt de fire foregående Bond-film med Daniel Craig. Her følger hans førstehåndsindtryk af "No Time to Die", eksklusivt for Bond•O•Rama.dk.

SPOILERADVARSEL! Teksten afslører centrale elementer af filmens handling.

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

No Time to Die
Af Nicolas Barbano

For tiden er jeg nogle kapitler inde i ”Buck Rogers”, Universals science fiction-serial fra 1939 med Larry ”Buster” Crabbe. Der er tale om en klassisk biografføljeton, hvor hvert kapitel slutter med en cliffhanger, så man får opfattelsen af, at nu kan hovedpersonen ikke reddes, eller måske er han allerede død. Men så i starten af næste kapitel afsløres det, at han slap bort via eksempelvis en faldlem - eller at han via en eksperimental gasart blev nedfrosset, så han trehundrede år senere kan findes og genoplives. Filmmediets muligheder for mirakuløse redninger er endeløse.
Dør Bond i slutningen af “No Time to Die”? Det synes at være den generelle opfattelse, på trods af, at vi ikke ser ham dø, at der straks efter klippet fra Bond til en kæmpeeksplosion står ”James Bond will return”, plus at filmens titel er, ja, ”No Time to Die”.
Det ville ikke være første gang, vi synes at have set Bond dø, blot for derefter at se ham genopstå. Måske fandt han i sidste sekund en luge til et beskyttelseskammer? Han kan også være blevet beamet up af rumvæsner, eller han kan reinkarnere som en baby i et tibetansk kloster og på rekordtid blive voksen via nanobots. Det mest sandsynlige er dog, det vedkender jeg, at Bond vender tilbage med et helt nyt ansigt, via et reboot. Det spændende er i så fald, om den næste Bond bliver mere woke end nogensinde, eller (please!) om det med et helt nyt producer/forfatter Bond-team bliver back to basics.
Det har i mange år været mit indtryk, at producenten Barbara Broccoli egentlig ikke bryder sig voldsomt om sin fars James Bond-film og i alt fald ikke er fan. Hun er utvivlsomt stolt over at være associeret med en populær filmserie, og pengestrømmen er selvsagt også velkommen, men når hun er sammen med sine veninder, snakker de antageligt om alt det, der er galt med Bond, og som de mener, burde laves om. Udfordringen i praksis har været ikke at smide babyen ud med badevandet, for hvis man ændrer for meget, er det ikke længere James Bond. Og det er lige præcis problemet med Daniel Craig-filmene, at han spiller James Bond, men trods talrige referencer ikke helt er den Bond, som vi, der er vokset op med Ian Flemings romaner og/eller de ældre Bond-film, kender og elsker.
Dette eksperiment med udvikling af figuren, for at gøre ham mere tidssvarende, har været medårsag til fire noget vakkelvorne film: ”Casino Royale” (2006), ”Quantum of Solace” (2008), ”Skyfall” (2012) og ”SPECTRE” (2015). De fem film er absolut ikke en pentalogi om skørtejægeren og playboyagenten James Bond, men om en iskold dræber, der udvikler sig til en monogam familiefar med samme navn og job som den gamle 007. Afhængigt af ens egen synsvinkel er dette forkasteligt forræderi eller en ideologisk triumf. I begge tilfælde er det dog en god nyhed, at det med ”No Time to Die” (2021) endelig er lykkedes Team Barbara at lave en film, der med sine små tre timer unægtelig er for lang, men uden for megen åbenlys idioti eller lange, hjælpeløst kedsommelige sekvenser, og som i det mindste på sine egne præmisser føles helstøbt og tilfredsstillende. Især er det en værdig afslutning for Daniel Craig, hvis altså det er afslutningen. Never say never!
Nuvel, eftersom jeg ovenfor har afsløret filmens slutning, med det håb at alle uindviede bemærkede spoiler-advarslen, er der ingen grund til at fortie filmens øvrige primære overraskelser, nemlig at Bond i ”No Time to Die” har en datter med Madeleine Swann, og at filmen indeholder elementer fra ”You Only Live Twice” og især ”On Her Majesty’s Secret Service”, bl.a. i form af skurkens besiddelse af en kunstig, dna-specifik supervirus.
Hovedskurken er ikke længere Blofeld, der sidder i fængsel og kan konsulteres a la Hannibal Lecter, men den djævelske Lucifer, undskyld, Louis Cyphre, undskyld, Lyutsifer Safin: En vansiret, maskebærende snigmorder og terrorist med hovedkvarter i en tidligere missilbase på en øde ø, stemningsfuldt designet med skrå Ken Adam-vægge. Den Dr. No-agtige Safin bærer en Noh-maske.
Bond, Madeleine, Safin og Blofelds skæbner overlapper i et komplekst mønster, der sammenkæder alle Craig-pentalogiens film. Det er dog ret tydeligt, at dette ikke har været planlagt på forhånd, resulterende i misforhold såsom at den nu totalt ubetydelige Quantum-organisation fra starten kunne have været navngivet SPECTRE. Det er også uheldigt, at Mr. White i ”Quantum of Solace” fortæller om SPECTRE, at ”We have people everywhere”, mens hele organisationen i ”No Time to Die” kan elimineres under en mindre sammenkomst.
Værst er dog, at Bond i løbet af de fem film udstyres med to kvinder, Vesper og Madeleine, der begge portrætteres som hans livs kærlighed. Sådan kan kærlighed godt manifestere sig i real life, og dilemmaet kunne fungere fint i et arthouse-drama, men inden for rammerne af en kulørt agentfantasi virker det sjusket og unødigt mudret. Det er heller ikke helt nemt at forstå, hvorfor Bond, da han er gået under jorden med Madeleine, ved første angreb fra en gammel fjende straks er overbevist om, at Madeleine må have forrådt ham, skønt han få minutter forinden er blevet mindet om sin tilsvarende mistanke om Vesper, som viste sig at være forkert.
Actionsekvensen, der starter ved Vespers grav og inkluderer et Tarzan-lianstunt og masser af imponerende stuntkørsel, er i øvrigt en af filmens bedste, i tone markant anderledes end helikoptersekvensen med Blofeld efter Bonds besøg ved Theresas grav i ”For Your Eyes Only”, hvormed den ellers plotmæssigt er helt parallel. Blandt andre markante actionsekvenser kan nævnes unge Madeleines flugt fra Safin over en tynd isflade, Bonds bilflugt i Norge sammen med Madeleine og Mathilde, og hele finalen på Safins ø.
Et fælles problem for actionscener i Craig-filmene er dog, at de næsten alle mangler den gode ide, der kan gøre sådan en sekvens unik og mindeværdig. Som det fx var tilfældet med jetpack-flyveturen i ”Thunderball” og turen ned ad bjergsiden på kun én ski i ”On Her Majesty’s Secret Service”. Man kan købe sig til alverdens kameraudstyr og hyre hundrede stuntmen, men den gode ide er ikke nødvendigvis med i prisen; den kommer, eller også gør den det ikke. Og hvis filmskaberne venter forgæves, gør publikum det også. Så sidder man som ikke helt nystartet filmnørd og tænker: Nå, dér er skuddet af helten på vej bort, hvor en fjendtlig helikopter pludselig svinger ind i billedet. Og dér er skuddet (vistnok først set i Kurosawas ”De syv samuraier”, 1954), hvor skurkene kommer til syne over en bakketop. Etc. etc.
Opfindsomheden synes i stedet hovedsageligt at være gået til persondramaet og sci-fi-innovationer såsom smart-glasøjne og viral nanoteknologi. Vældigt underholdende, og man må tage hatten af for, at filmskaberne havde en epidemifilm klar, netop som en ægte pandemi ramte verden. En mere passende titel på filmen end det lodret misvisende ”No Time to Die” havde været ”Zeitgeist”.
Nemmere end at gribe friske ideer ud af luften er det trods alt at sikre sig solide skuespilpræstationer, og ”No Time to Die” nyder godt af en stærk rollebesætning. Blandt de mange danskere, der hidtil har spillet Bond-skurke, levererer David Dencik som ussel virusforsker om ikke den mest glamourøse så i alt fald den mest sprudlende underholdende præstation. Som Bonds ven og kollega Felix Leiter fungerer Jeffrey Wright for første og antageligt også sidste gang upåklageligt. Rami Malek som Lyutsifer Safin har ikke helt den imponerende udstråling, rollen kræver, men han får hjælp fra lydteknikerne, der har forsynet hans stemme med dæmonisk rumleklang. Gid han havde bedre dialog. Det er lidt som at lytte til en svag efterligning af Vincent Prices mesterlige monologer i de to Dr. Phibes-film.
Enhver film med ønsker om at være woke må nutildags have en ikke-heteroseksuel karakter i persongalleriet, også selvom det kun antydes. Q’s kodenavn står normalt for ”Quartermaster”, men kan fremover også opfattes som en LGBTQ-reference.
På den lige så woke-bevidste kvindeside byder filmen på to store positive oplevelser, begge blandt de ansatte hos MI6: Lashana Lynch som Nomi, den nye 007, der verbalt og veloplagt krydser klinger med den gamle 007, indtil de vinder hinandens respekt og skulder ved skulder går til angreb på skurken og hans hær.
Samt Ana de Armas som den nyuddannede agent Paloma, der hjælper Bond med at infiltrere et SPECTRE-møde. I 1974 ville Paloma være blevet spillet af Britt Ekland som en letpåklædt, fummelfingret joke, Bond kunne klappe i numsen. Men her - muligvis takket være det meget omtalte manuskriptbidrag fra Phoebe Waller-Bridge - fremstår Paloma som en menneskelig og værdig karakter, der både kan være forståeligt nervøs og efter den indledende sceneskræk guddommeligt effektiv, som havde hun aldrig lavet andet end at rekognoscere menneskefyldte lokaler og med valkyrie-agtig elegance manøvrere gennem flokke af fjender. De alt for få minutter med Ana de Armas som Paloma genopliver livsglæden fra de gamle Bond-film.
Daniel Craig som James Bond har aldrig været bedre. Det er en stor skuespilpræstation, og man skal ikke udelukke en stor prisnominering. Men hans Bond er altså en trist skikkelse. Og det giver mening, at de to sidste Bond-film har haft triste sange. Godt, man ikke er James Bond. Stakkels, stakkels, stakkels, stakkels Bond.
Okay, jeg tror ikke for alvor, at Craigs Bond vil overleve bombeinfernoet på Lyutsifer Safins ø. Til gengæld ved vi som opmærksomme Bond-fans nu, at James Bond har to døtre: Mata Bond (hans datter med Mata Hari) og Mathilde (hans datter med Madeleine Swann). Vil vi en dag se de to piger sammen på en hemmelig mission, måske anført af Paloma? In my dreams!

Ovenstående er skrevet umiddelbart efter Danmarkspremiere på ”No Time to Die” og skal på ingen måde opfattes som en udtømmende anmeldelse eller mit sidste ord om sagen.

Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond 007-tegneserieblad fra 1980 til 1984 og har skrevet om James Bond i adskillige medier sidenhen. Anmeldelsen er alene udtryk for skribentens personlige holdninger.