REPORTAGE
Søndag 5. december 1999 holdt United International Pictures gallapremiere på James Bond 007-filmen "The World is Not Enough" i Imperial-biografen i København. Æresgæst ved arrangementet var skuespilleren Ulrich Thomsen, der medvirkede i filmen som Davidov, og den engelske instruktør Michael Apted.
Filmmagasinet Scope.dk dækkede begivenheden, der også bød på musikalsk optræden af Michael Carøe. Nedenstående reportage fra premieren har ikke været tilgængelig på Scope.dk siden 2001.
En glamourøs Bond-aften
Scope trak i det store skrud og var med til gallapremieren på det nyeste kapitel om mesterspionen og kvindebedåreren James Bond - "The World Is Not Enough"
Af Puk Bang Jensen
Håret var højt og smokingen presset i anledning af Bond-cirkusets indtog i København. Imperial lagde rammer til et storstilet arrangement, der bød på sprudlende champagne, festklædte celebriteter og rytmisk musik. Michael Carøe og band stod for en let opvarmning med en samling af gamle Bond-slagere, og Elisabeth Wille havde fornøjelsen at introducere aftenens hovedpersoner. Pierce Brosnan var stjernen på lærredet, mens Ulrich Thomsen så absolut tog sig af den tjans på hjemmebanen i Imperial. Desuden var filmens engelske instruktør Michael Apted også mødt op for at kaste internationalt glans over begivenheden.
Favorit-Bond
Det var Bonds store aften, men med antallet af fremmødte deltagere fra de to Robinson-ekspeditioner kunne man godt få et fejlagtigt indtryk af at være med til et gensynsparty for tidligere øboere. Midt i vrimlen af tv-stjerner var det dog muligt at spotte nogle af Ulrich Thomsens kolleger fra den danske filmverden, og Scope satte sig for at lave en lille uvildig undersøgelse på et fuldstændigt usikkert grundlag: Hvem er den bedste skuespiller til at udføre 007's farefulde, men også behagelige gerninger?
Det er tredje gang, Pierce Brosnan har fået udstedt licens til at dræbe, og dermed har han også fået tid til at sætte sit eget fingeraftryk på figuren. Brosnans indsats imponerede dog ikke Scopes bedømmelsespanel, og fortidens agenter synes stadig at have en stor plads i manges hjerter. Sofie Lassen-Kahlke karakteriserede Brosnan som "lækker" og gav dermed den aktuelle Bond den største kompliment. Hendes ledsager og medspiller i "Kærlighed ved første hik" ('99), Karl Bille, svor dog til Sean Connery som den ultimative mand:
"Han er macho - det tænder jeg på".
Charme, selvironi og lækkert hår
Om Lars Bom tænder på den skotske kraftkarl skal være usagt, men også i den tidligere Samsø-strissers øjne er Connery favorit: "Det er sikkert fordi, han var den første, jeg så som barn". Boms tidligere medspiller i Samsøs skønne omgivelser, Andrea Vagn Jensen, ville dog ikke favorisere nogen på andres bekostning og mente, at "de er gode alle sammen". Hos makkerparret Steen Rasmussen og Michael Wikke (også kendt under navne som Onkel Morfar og Robin Hat) var der uenighed, men ingen slinger i valsen.
Rasmussen: "Sean Connery er den eneste. Han personificerer James Bond".
Wikke: "Ja, men Roger Moore gav Bond humor".
Det samme syntes Helle Dolleris: "Moore var charmerende og havde selvironi. Det mangler Pierce Brosnan - men han har lækkert hår".
Udlandet kalder
Men hvad synes Ulrich Thomsen, der i "The World Is Not Enough" har æren af at blive aflivet på drabeligste vis af legenden selv. Det var hårdt arbejde, men Scope kæmpede sig vej gennem menneskemasserne til en Hr. Thomsen, der stod badet i fotografernes blitzlys det meste af aftenen. Det mest slående ved skuespilleren, der opnåede international opmærksomhed med sin rolle i "Festen", er hans uimponerede og tilbagelænede holdning til al virakken omkring filmen. Vist er det et scoop for en dansk skuespiller (derfor medregnes Cecilie Thomsen ikke i denne sammenhæng) at få en større birolle i en James Bond-film, hvor 1300 filmfolk er i sving på en gang - men arbejdet er det samme.
"Det har bare været en sjov og god oplevelse".
Hvad angår favoritværdigheden som alle tiders 007, er Thomsen meget diplomatisk: "Jeg synes, de er gode hver for sig og arbejder med forskellige udtryk. Pierce Brosnan er charmerende, flot, distingveret, og så er han en dygtig skuespiller".
Det lader til, at Thomsen er godt på vej til at skabe sig en international karriere og ikke er bleg for at udtrykke sine ambitioner - Stellan Skarsgård er for eksempel et forbillede. Thomsen har også allerede været med i optagelserne til Kathryn Bigelows ("Strange Days", '95) næste film ["The Weight of Water", red.], men han er ikke tabt for dansk film og teater. Hvis en travl kalender tillader det, kan der blive tale om en optræden næste år.
"Jeg vil meget gerne spille teater igen, og jeg har snakket med Lars Kaalund om en forestilling på Østre Gasværk. Men jeg skal blandt andet til Prag og filme, så det kan godt blive lidt svært".
Han afslutter med noget, der kan lyde som en arbejdsfilosofi: "Hellere castet end slet ikke castet".
Efter en travl premiereaften kunne Ulrich Thomsen velfortjent fejre sin fødselsdag ved midnatstid. Tillykke med det hele.
Teksten er gengivet med venlig tilladelse af Puk Bang Jensen.
Jeg var med til den premiere og Pierce Brosnan var selv til stede i Imperial den aften, hvor også Carøe optrådte