Dansk førsteudgave
Original: From Russia With Love (Jonathan Cape 1957) Forlag: Grafisk forlag Oversætter: Grete Juel Jørgensen
Omslag: William (Petersen)
Ian Flemings femte James Bond-roman var den ottende, der blev udgivet på dansk.
Bemærk omslagets fordanskning af Ian Flemings navn til "Jan Fleming".
Senere udgaver:
● Agent 007 jages ("G-bog" nr. 57, Grafisk forlag 1965)
● Agent 007 jages ("G-bog" nr. 57, Grafisk forlag 1967)
● Med russisk kærlighed (Aschehoug 1984)
● Kærlig hilsen fra Kreml (Rosenkilde & Bahnhof 2014)
Stuntkøreren (og Matthew Perry-dobbeltgængeren) Ben Collins fylder 41 år i dag.
Ben Collins dublerede Daniel Craig i den Aston Martin-biljagt, som indledte James Bond-filmen "Quantum of Solace" (EON Productions, 2008). Han har også tidligere udfyldt rollen som den gådefulde The Stig i BBC-programmet "Top Gear".
James Bond•O•Rama fik følgende eksklusive interview med Ben Collins, da udstillingen "Bond in Motion" på London Film Museum holdt pressedag den 18. marts 2014.
Ben Collins, er der nogen af de udstillede effekter på "Bond in Motion", du gerne ville eje?
Der er ikke meget her, som jeg ikke gerne ville tage med hjem. Raketrygsækken [fra "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965)] ville være genial til pendling. Den lille, gemene Renault 11, som fik kappet taget af i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, 1985), kan jeg godt lide, fordi den biljagt var så vild. Hvis jeg kunne tage én bil med hjem fra udstillingen, ville jeg vælge [Aston Martin] DB5'eren. Dens look er så tidløst.
Ben Collins i Aston Martin DBS'eren fra "Quantum of Solace" (2008). Foto: London Film Museum
Du kørte Bonds Aston Martin DBS i den indledende biljagt i "Quantum of Solace” (2008). Hvordan var det for dig som racerkører at tilpasse sig stuntverdenen?
Normalt går mit job ud på at beskytte bilen og undgå at lave buler i den. I ”Quantum of Solace” bliver bildøren revet af, og bilen bliver smadret i stumper og stykker. Vi totalskadede 12 spritnye Aston DBS-biler, hvilket får én til at knibe en tåre. Men det så fedt ud, så det var i orden!
Sommetider kan noget, der ser meget simpelt ud, vise sig at være temmelig kompliceret. Vi lavede en scene i Siena, hvor bilen kører gennem en tunnel, og det så ikke særlig imponerende ud, men der var mindre end en centimeters mellemrum mellem sidespejlene og tunnelen på begge sider. Pludselig går det op for én, at man kan komme rigtig galt af sted, hvis man begår en fejl.
Detail of Aston Martin DBS from "Quantum of Solace" (2008) . Photo by London Film Museum
Kan du beskrive, hvordan det føles at køre en Aston Martin DB5? For jeg ved, at jeg aldrig vil få chancen for selv at køre én.
DB5'eren føles meget smooth, fordi affjedringen er meget mere direkte, end hvad vi er vant til i biler i dag. Den har ikke ABS, hjulslipskontrol eller noget af alt det skrammel, som moderne biler er blevet inficeret med. Selv om det sikkert vil afskrække nogle, at den her bil mangler alle de elektroniske hjælpemidler, er den faktisk utrolig velafbalanceret, så på mange måder er den gamle stil langt mere effektiv end den nye.
En DB5 er lidt mere kompliceret at køre, men oplevelsen er ti gange mere tilfredsstillende end i en eller anden moderne kasse. Man mærker alt i vejen: hvordan dækkene bider i asfalten, og hvordan bilen hælder, når man tager et hjørne. Den giver langt mere feedback, så man får meget tæt føling med bilen. Det er en super bil at køre i.
Aston Martin DB5 fra "GoldenEye" (1995). Foto: London Film Museum
Nogle ville hævde, at det virker lidt utroværdigt, at James Bonds DB5 kan udmanøvrere Xenia Onatopps Ferrari i ”GoldenEye”.
Jeg vil mene, at det var et spil, de havde gang i. De kørte om kap, men forsøgte ikke at køre fra hinanden. I en mere regelret situation ville du nok få ret, og jeg vil helt klart sige, at en Aston DBS er hurtigere end en Alfa Romeo. Men Bond mødte en masse forhindringer på sin vej, og det var vel dét, der gjorde den biljagt spændende.
Tak til London Film Museum og Ben Collins. Happy birthday, Ben!
De fleste danske dagbladsanmeldere lod sig besnære af "Agent 007 jages" (From Russia With Love), da denne fik dansk biografpremiere i julen 1963. En undtagelse var Politiken, hvis filmkritiker den 21. december 1963 afskrev EON Productions' anden James Bond-film som "tartar"!
Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.
Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.
Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.
Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.
Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.
Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.
Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.
Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.
I dag for 20 år siden fik James Bond-filmen "GoldenEye" fra 1995 dansk biografpremiere.
Den 11. januar 1996 rapporterede Tv-Avisen på DR1 fra filmens danske gallapremiere, som fandt sted i Imperial-biografen i København samme aften.
Filmanmelder Mette Damgaard Sørensen fra TV 2's filmprogram "Filmkanylen" taler i indslaget om, hvordan James Bond-figuren udvikler sig i forhold til samtidens kvindesyn og fjendebilleder. Også gallaaftenens æresgæst, Pierce Brosnan, optræder i klippet.
Her ses fire versioner af det danske pressemateriale til "Agent 007 jages" (From Russia With Love). Distributøren United Artists sendte disse A4-tryksager ud til landets biografer op til filmens danmarkspremiere i december 1963.
Bemærk, at censurgrænsen er ændret fra gul (tilladt over 16 år) til grøn (tilladt over 12 år) i det sidste pressemateriale, som muligvis stammer fra en senere repremiere.