Tag: filmplakat

“Agent 007 – du lever kun to gange”: Dansk premiereplakat (1967)

BIOGRAFPLAKAT

 
Den danske afdeling af distributøren United Artists sendte denne plakat med metallisk staffagefarve ud til biograferne op til premieren på "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, EON 1967) i december 1967. Ved senere repremierer af filmen skiftede United Artists metaleffekten ud med blå staffagefarve.

Plakatkunstner: Frank McCarthy.

• Se den danske repremiereplakat til "Agent 007 - du lever kun to gange"

“Operation opium”: Dansk biografplakat (1966)

Den i dag lidet kendte spillefilm "Operation Opium" (The Poppy is also a Flower) fra 1966 har særlig interesse for James Bond-fans, idet handlingen er baseret på et udkast af Ian Fleming. Bond-forfatteren nåede dog ikke at fuldføre manuskriptet før sin død i august 1964.

Flemings deltagelse skete på foranledning af filmens instruktør, Terence Young. Denne overlod postproduktionen af "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965) til klipperen Peter Hunt for at hellige sig arbejdet på "Operation Opium".

Initiativet til projektet kom fra De Forenede Nationer (FN), mens kontorvareselskabet Xerox finansierede produktionen. Filmen, der propaganderer imod narkotika og fremhæver FN's indsats på området, blev oprindelig lavet til amerikansk tv, men opnåede biografdistribution i en række lande. Herhjemme fik "Operation Opium" biografpremiere 14. oktober 1966 ledsaget af den nedenfor viste plakat, som gør sit bedste for at understrege James Bond/Agent 007-forbindelsen.

Harold Sakata (Oddjob i "Agent 007 contra Goldfinger") ses som eneste EON-Bond-skuespiller blandt de stjerner, som stillede op til velgørenhedsfilmen for et symbolsk honorar på en dollar. Dog er mange af de franske og italienske medvirkende eftersynkroniseret af Robert Rietty, som også lagde stemme til bl.a. Largo (Adolfo Celi) i "Agent 007 i ilden" og gæsteoptrådte foran kameraet i "Never Say Never Again" (1983).

"Operation Opium" fik overvejende negative anmeldelser ved sin fremkomst. Filmen er udgivet på tysk dvd og Blu-ray (Region 2) af firmaet Filmjuwelen under titlen "Mohn ist auch eine Blume".

Operation Opium dansk biografplakatTak til movieposter.dk.

“No Time to Die”: Ny dansk hovedplakat (2020)

I går, torsdag den 12. november 2020, skulle "No Time to Die" have haft dansk biografpremiere.

Den danske distributør SF Studios bekræftede datoen, da de frigav denne nye hovedplakat den 1. september 2020. Premieren på EON Productions' 25. Bond-film var blevet udskudt hele to gange på grund af følgerne af den verdensomspændende COVID-19-pandemi; først fra november 2019 til februar 2020 og siden til april. I skrivende stund vides det endnu ikke, hvornår vi får filmen at se ...

Plakatfoto: Greg Williams.

Dansk teaserplakat til "No Time to Die" (oktober 2019)
Oprindelig dansk premiereplakat til "No Time to Die" (vinter 2020)

“Tomorrow Never Dies”: Dansk premiereplakat (1997)

Den 18. James Bond-film fra EON Productions, "Tomorrow Never Dies", fik dansk biografpremiere 19. december 1997. Filmens lokale udlejer, United International Pictures, sendte denne version af den internationale premiereplakat ud til de danske biografer.

Oprindeligt plakatdesign: Randi Braun, Mark Belin. Repro/tryk: Pro Grafica.

● Se den danske teaserplakat til "Tomorrow Never Dies"

Tak til movieposter.dk.