Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 2 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er anden halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo. Hvor første halvdel af interviewet med de to kultskuespillerinder fokuserede på deres roller i James Bond 007-serien, handler denne halvdel om deres samarbejder med bl.a. Ray Harryhausen, Oliver Stone, Hervé Villechaize og de berygtede, israelske B-filmproducere Menahem Golan & Yoram Globus.

Læs 1. del af interviewet: Caroline Munro og Martine Beswick om deres tid som Bond-piger
Munro Golden Voyage of Sinbad quad poster

BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

Ray Harryhausen

BI: I har begge medvirket i film, der havde effekter af den legendariske stopmotionanimator Ray Harryhausen. Og Caroline, du er tilknyttet Ray Harryhausen-fonden?
CM: Jeg var bestyrelsesmedlem, og nu kalder de mig protektor. Hvilket lyder meget højt på strå, men det kan jeg egentlig godt lide.
MB: Ja, meget fornemt. For det er du jo. Ha ha.
CM: Det ved jeg nu ikke. Men jeg spreder budskabet. Jeg var med i ”Sinbads gyldne rejse” (The Golden Voyage of Sinbad, 1973), og Martine i ”Kæmpeøglernes kamp" (One Million Years B.C., 1966).
BI: Hvordan var det?
CM: Åh, fantastisk.
MB: Vi elskede Ray. Han var fabelagtig og fremragende.
CM: Og genial til det, han lavede. Willis O'Brien lagde grunden [til stopmotion-animation] med sin "King Kong" (1933), men Ray løftede det til et nyt niveau med sin Dynamation-teknik. Alle de store navne ...
MB: … anerkender, at han inspirerede dem til at lave film. Spielberg
CM: De så op til ham og tænkte, det vil vi også lave.
MB: Jeg føler mig meget privilegeret over at have arbejdet med ham. Gør du ikke også?
CM: Det gør jeg helt sikkert. Vi er gode venner med hans datter, Vanessa. Hun er dejlig.
MB: Hun var med os på krydstogtet sidste år [se interviewets første del, red.]
CM: Det var hun da også, med sin mand. De er begge landmænd. Rays svigersøn er fårefarmer.

Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Læs mere

“Manden med den gyldne pistol”: Dansk pressemateriale (1974)

Herunder ses distributøren United Artists' originale danske pressemateriale til EON Productions' niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974.

A4-tryksagen blev udsendt til landets biografer omkring filmens danmarkspremiere i december 1974.

Manden med den gyldne pistol 1A

Læs mere

“A Jazz Portrait of James Bond”: Eksklusivt interview med Niels Lan Doky (2016)

Indtil 4. december kan man opleve James Bond-jazz på The Standard i København, når Niels Lan Doky Trio og Jordan Jackson spiller ”A Jazz Portrait of James Bond” seks dage om ugen.

James Bond•O•Rama.dk har mødt kapelmester og pianist Niels Lan Doky, der har været Bond-fan siden 12-årsalderen.

Jazz Portrait of James Bond logo

I oktober 2013 gik den internationalt kendte jazzpianist Niels Lan Doky og kokken Claus Meyer sammen om at åbne The Standard, der kombinerer spisested, bar og jazzklub under ét tag.

The Standard er lækkert beliggende i Københavns tidligere luftpudebådterminal i Havnegade, en smuk art deco-bygning designet i 1937 af arkitekten Kristoffer Nyrop Varming. Når man træder ind i den lavloftede jazzklub på første sal, giver den dæmpede belysning, gulvtæppet, den buede endevæg og ikke mindst vandet uden for vinduerne straks følelsen af at være om bord på en luksusfærge.

Foran de røde fløjlsgardiner på den lave intimscene optræder Niels Lan Doky Trio seks dage om ugen med egne arrangementer af James Bond-temasange. ”A Jazz Portrait of James Bond” fortsætter tirsdag-søndag indtil 4. december (i weekenderne to gange dagligt), og de fleste aftener sidder husets medejer selv ved Bösendorfer-flygelet. Niels Lan Doky akkompagneres af sin faste trommeslager, Niclas Bardeleben, bassisten Tobias Dall og sangerinden Jordan Jackson, som også udveksler Bond-anekdoter med kapelmesteren mellem numrene.

En swingende instrumentaludgave af ”James Bond Theme” skyder ”A Jazz Portrait of James Bond” i gang. ”Live and Let Die” piskes frem af en New Orleans-inspireret trommesolo fra Bardeleben, mens ”Thunderball” får et strøg af blødt duvende beguine. Højdepunktet blandt det udvalgte dusin sange er nok popballaden ”For Your Eyes Only”, som Lan Doky Trio og Jordan Jackson sætter endnu længere ned i tempo og tryller om til en indfølt vuggevise.

”Jeg har generelt en idé om, at man kan tage alle slags numre og bruge dem i jazzsammenhænge,” forklarer Niels Lan Doky, da James Bond•O•Rama.dk møder ham efter en veloverstået tirsdagskoncert den 15. november.

”Mindst 80 % af det, man i dag kalder jazzstandarder – ”Summertime”, ”My funny Valentine” og den slags – er i virkeligheden popmelodier fra 1930'erne og 40'erne. Mange af dem er hentet fra broadwayshows og hollywoodfilm. Jazzmusikere brugte dem som afsæt for deres improvisationer, fordi det er nemmere at bearbejde noget til uigenkendelighed, som folk allerede kender,” siger Niels Lan Doky og fortsætter:

”Der skete så det, at jazzversionerne levede længere end originalversionerne, fordi folk blev ved med at spille dem. Det virker lidt dumt, for der er skrevet rigtig mange gode popnumre siden da. Hvorfor tager man ikke og bruger nogle af dem i jazzsammenhænge? Der synes jeg, at Bond-melodierne er en no-brainer. De er nogle af de bedste og mest populære popsange, der findes.”

Læs mere