Tag: filmanmeldelse

“Casino Royale” (2006): Nicolas Barbanos genanmeldelse (2021)

FILMANMELDELSE

I anledning af biografpremieren på "No Time to Die" genanmelder gæsteskribent Nicolas Barbano de fire foregående Bond-film med Daniel Craig: "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008), "Skyfall" (2012) og "SPECTRE" (2015). Eksklusivt for Bond•O•Rama.dk!

Casino Royale
Af Nicolas Barbano

OBS: De fem anmeldelser i denne serie er skrevet for læsere af James Bond-O-Rama, altså for fans, der allerede kender filmene. Derfor nævnes ikke alle de navne og handlingsdetaljer, man ellers typisk ville inkludere i en anmeldelse, og derfor indeholder teksterne information, der for almindelige læsere kunne være spoilers.

Selvom James Bond-filmene har skiftet hovedrolleindehaver en del gange (og stil endnu flere gange), var ”Casino Royale” (2006) første gang, en ny Bond-film definitivt havde karakter af reboot. Det var også tiltrængt, idet filmserien i kølvandet på Albert Broccolis død i 1996 og Austin Powers’ fødsel i 1997 (hvorefter karakternavne a la Miss Broadchest kun kan optræde som selvironisk ekstratekstuelle metafilmjokes) havde lidt under en stigende identitetskrise. Spørgsmålet er, om forsøget var vellykket. Nuvel, både og. Til dels. For det meste.
”Casino Royale” er en origin story, hvilket ikke just kan siges at være originalt for en filmfranchise-reboot, men dog var nytænkning i Bond-filmsammenhæng.
Og netop den karakteretablerende del af filmen er dens bedste øjeblikke, ikke mindst åbningssekvensen, hvor Bond udfører sin agentkarrieres første to drab: Filmet i sort/hvid med dynamisk vekslen mellem to forløb i henholdsvis skarpe, 1960’er-CinemaScope-agtige kompositioner og grynede, håndholdte flashbacks a la Dogme 95. Perfekt afbalanceret med slutningen, hvor Bond med en stor gun skyder den tilsyneladende ubevæbnede Mr. White bagfra, hvorpå vi for første gang i filmen hører Bond-temaet: Først nu er han Agent 007.
Mellem disse to yderpunkter udstyrer manuskriptet Bond med den rette bil, drink og jakke, men også med en desillusionerende romance, så han kan slutte som en antageligt endnu mere rå dræber, end han var i åbningsscenen, og derved fortjene sin 00-status. Filmen tillader også Bond et tilfreds smil, da flybombemanden eksploderer, men ikke den mindste reaktion, da han konfronteres med sin elskerinde Solanges torterede lig. Så rå en Bond havde vi ikke set siden drabet på Dent i ”Dr. No”.
Daniel Craig var velvalgt til denne uromantiske version af karakteren. Han er en god skuespiller med et bredt følelsesregister, når det kræves, men af type er han langt fra den klassisk-elegante playboy-agent, og fremstår af udseende snarere som en arbejderklassehelt, en rå børste, som lever sit halve liv i et fitnesscenter, så han om natten kan tjene som udsmider i den lokale natklub.
Dog oplever vi i ”Casino Royale” også de første antydninger af den afmaskulinisering af figuren (Bond stiger op af havet som en Honey Rider Venus, latterliggøres af heltinden og kastreres af skurken), der har været Team Barbara Broccolis mest tidstypiske, men i mine øjne også mest uvelkomne bidrag til serien. Entusiastisk støttet af Craig selv, især da denne i en reklame for International Women's Day 2011 optrådte i drag.
Meget sigende er dialogen i ”Casino Royale” mest inspireret, når det gælder om at afmaskulinisere eller ligefrem femininisere Bond. Dels reprimanderne på Ms kontor. Og dels middagen i toget, hvor Vesper fantaserer om Bonds ”perfectly formed arse” og piller ham ned med skarp, spydig sarkasme, så han til slut må sympatisere med det spiddede lammekød på sin tallerken.

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Kristeligt Dagblads filmanmeldelse (1977)

Det religiøst funderede Kristeligt Dagblad beskæftigede sig normalt ikke med "filmindustriens teknologiske udskejelser". Men avisens kulturredaktion gjorde alligevel en undtagelse, da EON Productions tiende James Bond-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), fik dansk biografpremiere under stort ståhej den 12. august 1977.

Fem dage senere, 16. august, leverede avisens filmanmelder Niels Houkjær følgende pudsige analyse af Bond-figurens stereotypi og seriefilmenes mytiske skabelonpræg:

“Tomorrow Never Dies”: Ekstra Bladets filmanmeldelse af Nicolas Barbano (1997)

Forud for danmarkspremieren på "Tomorrow Never Dies" (19. december 1997) skrev Bond-ekspert Nicolas Barbano en begejstrede anmeldelse af filmen i Ekstra Bladet.

Nicolas Barbano har eksklusivt for BondORama.dk knyttet denne kommentar til sin egen knap 23 år gamle anmeldelse:

"Anmeldelsen af "Tomorrow Never Dies" blev – som det var normalt for avisanmeldelser af nye film – skrevet umiddelbart efter, at jeg havde set filmen for første gang. Så det er nemt her næsten et kvart århundrede og utallige gensyn senere at være bagklog og føle, visse ting kunne have været vægtet anderledes.
Eksempelvis er jeg i dag nok mindre imponeret over Cecilie Thomsens lagenpræstation (som hun da heller ikke førte til en eneste nævneværdig rolle). Og især forstår jeg ikke mit udfald mod "endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!". Måske var det Martin Campbell, jeg tænkte på, for han havde ud over sine erotiske lystspil iscenesat en del tv-serier, og jeg var dengang lettere utilfreds med "GoldenEye" (som siden er steget betydeligt i min anerkendelse). I alt fald var det ikke en kritik af hverken Peter Hunt eller John Glen, der var sprunget fra at være Bond-klippere til at instruere to af seriens bedste film, "OHMSS" og "For Your Eyes Only". Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg havde i tankerne, og det er en sætning, der smægter af snobberi, og som jeg i dag ville ønske udeladt.
Og så var det ikke just super profetisk at skrive "den evige Desmond Llewelyn", eftersom verdens bedste Q desværre døde to år senere. Men det er småting. I det store hele kan jeg godt stå ved min anmeldelse. At genlæse den gav mig lyst til at gense filmen – igen."

Stop pressen: PRIVATE

BOND REDDER FORSIDEN!

AF NICOLAS BARBANO

LONDON (Ekstra Bladet): Så er vi der igen: En magtgal skurk har verdensfreden mellem sine skarptslebne negle, og kun een mand kan stoppe ham: James Bo...
Næh, stop en halv! Ind fra venstre stormer en kinesisk agent med atletiske lemmer, skælmske øjne og særdeles hårdtslående manerer: Hun hedder Wai Lin og er en af de mange gode årsager til at se den nye James Bond-film 'Tomorrow Never Dies'.
Filmen er nr. 21 i rækken (hvis vi medregner 'Never Say Never Again' og de 2 x 'Casino Royale') og en af de bedste. Hvilket bl.a. skyldes, at den ligesom de allertidligste Bond-film, dem med Sean Connery, er begået af en 'rigtig' instruktør, Roger Spottiswoode ('Terror Train', 'Under Fire', 'Jagten på en morder'). Fremfor endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!
Manuskriptet bygger på en frisk og ret genial ide: Skurken er dennegang en magtgal mediekonge, Elliot Carver (spillet med kynisk humor af Jonathan Pryce), som kun har øjne for seer- og oplagstal. For at fodre sit nye tv-netværk tænder han op under en rask lille krig mellem England og Kina!
På sin lønningsliste har han bl.a. en sadistisk, tysk læge, fremstillet så skægt af Vincent Schiavelli, at hans ene scene i filmen bliver til en uforglemmelig oplevelse. M lugter dog lunten. Hun spilles atter af Judi Dench, der nærmest knuser de mandlige kollegers kønsdele mellem sine skarptandede replikker. Hun er seriens bedste M, og giver sin dygtigste mand 48 timer til at stoppe Carvers ulmende mediebegivenhed.
Allerførst må 007 James Bond dog lige vikle sig ud af Cecilie Thomsens sengelinned. Hun har haft travlt med at lære ham dansk (i alle ordets betydninger!) og synes, han er et naturtalent. Bond nikker: 'Det er en fornøjelse at lære Deres tungemål!'
Man tror ham. Skønne Cecilie ses kun i få minutter, men gør indtryk. Gid hun og ikke Teri Hatcher havde fået rollen som skurkens hustru, der også er Bonds ekskæreste: Hatcher er håbløst uægte i rollen, som dog giver Pierce Brosnan lejlighed til at vise Bonds menneskelige side. Brosnan får betydeligt mere ud af rollen her, end han gjorde i 'GoldenEye'.
Også Kina har et ord at skulle have sagt. Michelle Yeoh i rollen som Wai Lin er en kvindelig 007 og burde få sin egen filmserie. Bond-producenterne har to gange før prøvet at kombinere Bond med en ligeværdig kvinde: Barbara Bach i 'Spionen der elskede mig' og Maud Adams i 'Octopussy'. Men Michelle Yeoh er den første, der lever op til udfordringen. Man tror på, at hun om nødvendigt kunne stoppe skurken uden hjælp fra mr. Bond.
Pierce & Michelle udgør et fantastisk team, især under en forrygende chase midt i filmen, hvor de sammenlænket håndled til håndled formår at køre på motorcykel og bekæmpe en bevæbnet helikopter! Bond får også hjælp fra Q (den evige Desmond Llewelyn) i form af en fjernstyret, indbrudssikker BMW 750 og en Ericsson-mobiltelefon, der kan så meget, at den nærmest fungerer som kombineret schweizerkniv og grønspættebog. I et nostalgisk øjeblik genforenes Bond desuden med sit foretrukne våbenmærke: En Walther – snøft!
'Tomorrow Never Dies' flyder over af action. Hen mod slutningen bliver det næsten for meget, idet filmens opfindsomme fortælleglæde farer vild i en lidt for velkendt finaleopvisning af slagsmål og eksplosioner. Men ellers er opus 21 en gennemført pragtfuld filmfantasi, en smokingklædt cocktail af humor, spænding, vanvittige stunts og britisk charme. Verden og biffen er tryg, så længe vi har James Bond.
"Tomorrow Never Dies" havde i går aftes verdenspremiere i London, og har Danmarkspremiere den 19. december, altså om ni dage. Start bare nedtællingen: 009 ... 008 ... 007!

(FEM STJERNER)

'Tomorrow Never Dies'. USA 1997. Instr.: Roger Spottiswoode. De gode: Pierce Brosnan, Michelle Yeoh, Teri Hatcher, Judi Dench, Desmond Llewelyn, Samantha Bond, Cecilie Thomsen. De onde: Jonathan Pryce, Götz Otto, Ricky Jay, Vincent Schiavelli. Website: www.mgm.com.

“Agent 007 contra Goldfinger”: Berlingske Tidendes filmanmeldelse (1964)

Morten Piil tilhørte i 1960'erne den lejr af danske filmkritikere, der forstod at anmelde de nye James Bond 007-film på deres egne præmisser. I denne anmeldelse fra Berlingske Tidende 27. december 1964 roser han den aktuelle premierefilm, "Agent 007 contra Goldfinger", for at være "en lækkerbisken i knaldfilmgenren":

Gengivet med venlig tilladelse af Anne Koblen.

“Spionen der elskede mig”: Land og Folks filmanmeldelse (1977)

Den 10. Bond-film fra Eon Productions, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), fik dansk biografpremiere 12. august 1977. En uge senere anmeldte Mikael Sne filmen i dagbladet Land og Folk, men brugte halvdelen af spaltepladsen på at hylde en tidligere film i serien, den da 14 år gamle "Agent 007 jages" (From Russia With Love, 1963). Den biografaktuelle  "Spionen der elskede mig" gik han let hen over:

"Det er for lidt at få ud af 78 millioner kroner."

 

“Never Say Never Again”: Pråsens filmanmeldelse (1984)

I nummer 33 af Danske Børnefilmklubbers medlemsblad Pråsen skrev Hans Peter Mehlsen i 1984 denne positive anmeldelse af den uafhængigt producerede James Bond-film "Never Say Never Again":

"... et stykke kvalitetsunderholdning, som bærer præg af at være kælet for i alle detaljer ... figurerne omkring Bond er ikke så stereotype og klichefyldte, som man er vant til."

Læs mere

“Manden med den gyldne pistol”: Margrete Aukens anmeldelse fra Film 75

Før Margrete Auken blev SF-politiker og medlem af Europa-Parlamentet, skrev hun anmeldelser for tidsskriftet Film, udgivet af institutionen Kirke og Film.

Her er Aukens anmeldelse af "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974) fra Film nr. 1, 1975:

Gengivet med venlig tilladelse af Margrete Auken.