Tag: Bjørn Rasmussen

“Agent 007 jages”: Aktuelts filmanmeldelse (1963)

Opslagsværket "Filmens Hvem-Hvad-Hvor", som Politikens Forlag udgav i årene 1968-1970, affærdiger den første James Bond-biograffilm, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962), med ordene:

"Genreskabende kriminalfilm præget af tarvelig smag."

Manden bag den hårde dom var bogværkets redaktør, magister Bjørn Rasmussen (1918-72). Han blev i 1950'erne landskendt som vært for tv-programmet "Filmorientering", hvor han med høj cigarføring lagde grunden for Danmarks Radios fremtidige filmmagasiner som "Bogart", "Filmland" og "Filmselskabet".

Bjørn Rasmussen anmeldte også film for dagbladet Aktuelt fra 1959 til 1969. Da den anden film i EON Productions' serie af James Bond-filmatiseringer nåede Danmark i december 1963, var Bjørn Rasmussen en af de kritikere, som havde sværest ved at finde formildende omstændigheder ved denne moderne type spionthriller, som "Agent 007 jages" (From Russia With Love) repræsenterede:

FRWL anm Aktuelt 211263
(Aktuelt 21.12.1963)

Dog måtte filmmagisteren fem år senere modificere sin holdning.  I bind 2 af "Filmens Hvem-Hvad-Hvor" (1968) skrev Bjørn Rasmussen slet og ret om "Agent 007 jages": "Seriens bedste film".