Kategori: Diverse artikler

“Casino Royale” (2006): Featureartikel i dansk Total Film

Det britiske filmtidsskrift Total Film udkom også en kort overgang i dansk versionering fra specialbladsforlaget Audio Media A/S. I det danske nummer 8 af Total Film fra december 2006 var hovedhistorien en oversat feature om den biografaktuelle "Casino Royale". Daniel Craig, Eva Green, Mads Mikkelsen, Caterina Munro, Martin Campbell, Barbara Broccoli og Michael G. Wilson bidrog alle med citater til den syv sider lange artikel "Et skud i mørket".

Til forskel fra det tilsvarende engelske nummer af Total Film pryder den nye James Bond 007-skuespiller ikke forsiden af det danske blad. Udgiveren mente, at Daniel Craig var for ukendt og insisterede på, mod chefredaktørens ønske, at kippe med danskerflaget i stedet for. Derfor blev Mads Mikkelsen gjort til coverstjerne med rubrikken "Mikkelsen smadrer 007".

CR Total Film DK forside

Læs artiklen herunder (klik for at forstørre siderne):

Læs mere

“James Bonds piger – i billigudgave”: Artikel fra Alt for mænd (1965)

I julinummeret 1965 af herremagasinet Alt for mænd kunne man læse dette essay om Agent 007's kvinder. I artiklen gennemgår skribenten, Kaj Apel, de centrale kvindefigurer i Ian Flemings tolv James Bond-romaner og causerer over Bonds præferencer og forhold til kvindekønnet. Apels betragtninger kan, set med nutidens øjne, siges at være ganske karakteristiske for deres tid.

Blandt andet bemærker Kaj Apel, at Bond har været i seng med tretten ud af de femten kvinder, han møder i bøgerne, og at han tilsyneladende aldrig går i seng med gifte kvinder.  "Fem af de femten er sorthårede, fire har brunt hår, seks er blondiner. Besynderligt nok har han aldrig mødt rødhårede," skriver Apel, der også noterer sig, at én af Bonds erobringer var lesbisk, og en anden var "frigid med lesbiske tendenser".  Sluttelig konkluderer Apel, at man kun vanskeligt kunne forestille sig James Bond som "en hyggelig familiefader med børn på vuggestue og flødeskumskagepakke i hånden om søndagen" (apropos den langt senere Bond-film "No Time to Die").

Artiklen indeholder en lang række nyoversatte citater fra Ian Flemings tekster og et sort-hvidt stillfoto af Martine Beswick fra filmen "Agent 007 i ilden" (Thunderball, EON 1965).

(Klik på billederne for at læse teksten i fuld størrelse.)

AFM juli 1965 A

Læs mere

“Mit navn er Bond, James Bond”: 25-års jubilæumsartikel i Vi Unge (1987)

I forbindelse med danmarkspremieren på "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights), der markerede 25-årsjubilæet for EON Productions' James Bond-filmserie, skrev Jørgen Kristiansen denne artikel til nummer 8/1987 af bladet Vi Unge.

Teksten, der noget uopfindsomt bærer titlen "Mit navn er Bond, James Bond", gør status over Bond-filmserien og dens udvikling i det første kvarte århundrede siden "Agent 007 mission: drab" i 1962. Jørgen Kristiansen causerer over seriens faste ingredienser, filmenes større succes i Europa end i USA samt fænomenet product placement.

Simon Spies’ svenske Bond-villa (Se og Hør 1976)

Til filmen "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969) overvejede scenografen Syd Cain først at anvende den danske rejsekonge Simon Spies' nyopførte sommerhus Villa Fjolle som Blofelds tilholdssted. Et amerikansk magasin havde bragt billeder af Spies' hus, der lå på den svenske skærgårdsø Torø, og som var resultatet af en arkitekturkonkurrence, den danske rigmand havde igangsat i 1967. Stefan Berglunds modernistiske, ufo-runde bygning af plastic, beton og fiberglas, med indlagte elektroniske raffinementer, leder da også tanken hen på alperestauranten Piz Gloria i Schweiz, som filmholdet endte med at benytte som deres location.

Ifølge denne fotoreportage fra Se og Hør nr. 38/1976 (17. september) havde Simon Spies nægtet at leje sit 75.000 kvadratmeter store villa ud til EON Productions. Spies kørte ellers i samme periode i en Aston Martin DBS, ganske som George Lazenbys James Bond i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste".

Spies SH 38-76 (17 sep)
Spies SH 38-76 (17 sep) B

Læs mere

“Agent 007 jages”: Uddrag fra bogen “Erotik i filmen” (1965)

I 1965 udgav filmkenderne Ove Brusendorff og Poul Malmkjær bogen "Erotik i filmen: Den nøgne bølge". Som titlen antyder, anskuede forfatterne filmkunsten fra en kødelig vinkel, hvilket gav Thaning og Appels Forlag anledning til at trykke et rigt udvalg af sort-hvide filmstills med mere eller mindre påklædte skuespillerinder.

Også vores "egen" playboyagent, James Bond, er repræsenteret i bogen på side 59 ved nedenstående sengebillede, "et herligt voyeurmotiv" med Sean Connery og Daniela Bianchi fra "Agent 007 jages" (From Russia with Love, EON 1963). Et kort tekststykke om erotikken i de tidlige Bondfilm følger på side 60.

Desuden finder man på side 31 et pr-foto fra knaldfilmen "Gangsterblondinen" (Guns, Girls and Gangsters) fra 1958. Som Bondkender Nicolas Barbano har bemærket, er motivet - en bevæbnet mand set igennem to nøgne dameben - en tidlig forløber for biografplakaten til "Agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, EON 1981).

FRWL Erotik i filmen s 59

Læs mere

James Bond i “Aschehougs biografiske leksikon” (1998)

I 1998 udkom bogen "Aschehougs Biografiske Leksikon", hvori en række danske skribenter, politikere og mediepersonligheder portrætterer 339 kendte personer, som alle kun har eksisteret i fiktionens verden.

Jakob Stegelmann, Stig Andersen og Ole Knudsen redigerede leksikonet, og Knudsen, der dengang også var forlaget Aschehougs redaktionschef, tog sig selv af opslaget om "Bond, James". Knudsen har flere gange skrevet om James Bond 007, blandt andet i Berlingske Tidende.

Under teksten ses bogens forsidetegning af Janus René Andersen, hvor James Bond 007 figurerer i Sean Connerys gestaltning.

Læs mere