“Tomorrow Never Dies” (1997): Junketinterviews af Nicolas Barbano

INTERVIEW

 
Den 9. december 1997 var den danske journalist og bondolog Nicolas Barbano i London for at interviewe holdet bag "Tomorrow Never Dies", EON Productions' attende James Bond 007-film.

Filmens europæiske pressejunket fandt sted på Hyde Park Hotel, og Barbano deltog i to rundbordsinterview, hvor grupper af journalister på skift kunne stille spørgsmål til de deltagende filmfolk.

I den første gruppe medvirkede:
Pierce Brosnan, "James Bond"
Michelle Yeoh, "Wai Lin"
Michael G. Wilson, producer
Barbara Broccoli, producer

– Hvorfor er James Bond mere på mode end nogensinde før?
BROSNAN: Jeg ved det ikke. Jeg tror bare, vi har har lavet en god film. Samarbejdet mellem Barbara [Broccoli] og Michael [G. Wilson], Roger Spottiswoode, fotografen Robert Elswit. Der blev gjort meget ud af detaljerne. Det er en god film med et look og en stil, som ingen anden Bond-film har haft. Jeg tror, at det er vejen frem.
YEOH: Og Pierce er perfekt som Bond.
BROSNAN: Og Michelle er perfekt som Wai Lin. (alle ler)
YEO: Hey, vi er gode til det her!

Pierce Brosnan og Michelle Yeoh i "Tomorrow Never Dies" (1997) - lobby card; foto: George Whitear

– Er I tilfredse med mængden af dialog, I har fået presset ind i actionscenerne? (alle ler)
BROSNAN: Jeg var ikke skuffet. Næste gang vil der være mere character, tror jeg. Den her var tungt læsset med action, det indrømmer jeg. Men det er god action, og jeg synes, filmen har lige akkurat nok personlighed, som jeg kunne hænge min hat på og få noget ud af. Det kom fra Paris [Carver]-figuren. Jeg sagde: "Lad os sørge for, at denne kvinde betyder noget for Bond. En kvinde, han elsker og virkelig holdt af. Lad os se, hvad der sker, når vi anbringer Bond i sådan en situation." Det fascinerer mig: at anbringe Bond i situationer, vi ikke har set før. Det er den slags, Michael, Barbara og jeg sidder og snakker om: Hvordan vi skal få den næste film til virkelig at fungere og skubbe til grænserne?

– Er I begyndt at forberede den næste film?
BROSNAN: Ikke endnu!

– Afspejler filmens fremstilling af Rusland som et upålideligt sted en personlig vision, eller er det blot et tilfælde?
BROSNAN: Pressen mener, at der er en mængde våben derude efter afslutningen på Den Kolde Krig, som ingen kan gøre rede for. Så sent som forleden læste jeg i avisen om otte atombomber, de ikke kan finde. Den slags får lige en til at stoppe op og undre sig. Og vi legede blot videre med den ide.

– Hvordan var det at arbejde med Cecilie Thomsen - og "taler du dansk"?
BROSNAN: Do I what? Do I wanna dance? Vent lidt ... (lader, som om han famler efter en ordbog). Cecilie er en vidunderlig pige, virkelig dejlig, og det var en alt for kort morgen, du ved (latter). Hun var mægtig. Det var meningen, vi skulle have brugt hele dagen på at filme den sekvens, men vi skød det i ét take. Det var godt. Kort og sødt!
– Hvad fik jer til at vælge netop hende?
BROSNAN: Det var ikke mig, der valgte hende, men Roger Spottiswoode. Michael, kan du huske, om du prøvefilmede hende?
WILSON: Pierce kan godt lide at øve sig.
BROSNAN: Hvorom alt er, skilte hun sig godt fra det!

– Hvor meget vil I forny Bond-figuren?
BROSNAN: Det tror jeg faktisk, jeg besvarede før. Jeg ville gerne se mere udforskning af hans personlighed, og hvem han er. Jeg har kontrakt på at lave fire film, og når jeg hænger hatten fra mig og siger farvel, må han gerne være den bedste Bond nogensinde. Den her havde væg til væg-action, men for at holde skuespillerne interesserede må der være mere udvikling af figurerne. Men igen: Fortællingen, figurerne, actionscenerne og brugen af pressen fungerer fremragende i denne film, synes jeg.

Tomorrow Never Dies still
Pierce Brosnan i "Tomorrow Never Dies" (1997) - lobby card; foto: Keith Hamshere

– Hvordan kan det være, at en figur skabt i 1960'erne (faktisk i 50'erne, red.) stadigvæk er så populær?
BROSNAN: Figuren har ikke udviklet sig, men har været den samme i lang tid. Filmene var bedst, da Sean Connery spillede rollen, synes jeg. Der fangede de virkelig hele verdens interesse. Han tårnede over serien i syv film, og det blev fulgt op af Roger Moore. Begge havde helt deres egen stil. Jeg tror ikke, James Bond forandrer sig, men man kan anbringe ham i situationer, vi ikke har set før. Udforske hans forhold til M eller Q, give det mere dybde, underbygge det. Jeg tror, det styrker figuren. Han er et ikon, en helt, men man kan ikke spille ikoner og helte. Man er nødt til spille manden. Hvem er han, og hvordan udforsker man det uden at ødelægge den mytiske, gådefulde helt?

– Er det muligt at skabe nye helte, som opnår samme status?
BROSNAN: Det er jeg sikker på. [Steven] Spielbergs Indiana Jones var en hilsen til Bond. Han er alle disse actionheltes bedstefar. Jeg er sikker på, at når jeg er færdig med rollen, vil der stå en anden fyr parat.
WILSON: Det er en evigt ung figur, som Tarzan og Superman. Han vil altid være der, i forskellige versioner.

– Hvem er seriens kernepublikum?
WILSON: Jeg har altid tænkt på dem som familiefilm. Jeg forestiller mig altid, at der om et bord sidder en familie på 4-5 mennesker i forskellige aldre, og de vil alle sammen se denne film. Vi prøver at appellere til dem alle sammen, måske til nogen mere end til andre, men de vil alle være entusiastiske efter at se den.

– Hvor vigtigt er det, at Bond beholder sin nationalitet?
BROSNAN: Bond er britisk, og sådan spiller jeg ham. Men han er også international og har været det i atten film! Spørg hvem som helst hvor som helst i verden, hvem Bond er, og de vil svare: 007, engelsk hemmelig agent!
WILSON: Bond er britisk agent. Det har han altid været, og det er åbenbart et essentielt træk ved figuren. Men han har universel appeal, og i modsætning til de fleste store actionfilm, som tjener flest poenge i USA, tjener vores penge overalt. "GoldenEye" tjente 85 procent af sit overskud hjem uden for USA! Det er en international film.

– Er Bond en slags [todimensionel] tegneseriefigur?
BROSNAN: Jeg opfatter ham helt afgjort ikke som en tegneseriefigur. Denne mand er af kød og blod, og han betyder meget for mig, af mange indlysende grunde. Da jeg lavede "GoldenEye", fik jeg rollen leveret med hele mytologien og billedet af Connery, som var den første, jeg så i rollen, og det gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg havde aldrig nogen drømme om at blive James Bond, men pludselig blev jeg tilbudt rollen. Jeg søgte inspiration i bøgerne, og Ian Fleming skabte en mand med tvivl og frygt. Han var ikke uovervindelig. Der var en periode i 1970'erne, hvor filmene blev tegneserieagtige, de blev masseproduceret, og ingen bekymrede sig om detaljerne, sådan som Martin Campbell gjorde, da han instruerede "GoldenEye". Så jeg opfatter ham ikke som en tegneseriefigur, men det er rigtigt, at filmene beskæftiger sig med fantasi.

– Michelle Yeoh kan gøre ting, som ingen amerikansk, britisk eller selv irsk skuespiller kan. Var det svært at følge trit med hende?
BROSNAN: Jeg er stor fan af hendes filmarbejde og kunne ikke have haft en bedre partner i de 25 uger, vi filmede sammen. Hun er spektakulær i filmen.
YEOH: Det var mig, der skulle sørge for ikke at sakke agterud!
BROSNAN: Jeg følte mig ikke nervøs. Det var nok plads til os begge to.

Tomorrow Never Dies still
Pierce Brosnan og Michelle Yeoh i "Tomorrow Never Dies" (1997) - lobby card; foto: Keith Hamshere

– Hvad var det mest farlige, I lavede under optagelserne?
BROSNAN: Undervandsscenerne, af flere årsager. Der er lys og lamper, flammer og gas, man er under vandet, man er træt, det er sent, der kan let ske en ulykke, men det gjorde der heldigvis ikke.

– Hvad med det frelsende kys - er det ægte?
BROSNAN: Du mener, gjorde vi det rigtigt? (latter)
YEOH: Det er derfor, jeg sidder her!
BROSNAN: Vi havde det mægtigt!

– Hvad synes du selv om de folk, der kontrollerer medierne?
BROSNAN: Jeg kender ikke selv nogen af dem. Men de kunne være farlige. De har stor magt og enorm kontrol over, hvad vi ser og læser. Det er muligt, at en af dem kunne stå ud af sengen på det forkerte ben og beslutte at overtage verden. Deres egoer er store nok, og de har enorme ressourcer (taler, som om det er et 1950'er-retsforhør, red.) Men jeg omgås ikke, har aldrig og vil aldrig omgås mediemoguler. De får ikke julekort fra mig, og jeg håber, de har lidt humoristisk sans, når de ser filmen.

– Hvor længe vil du fortsætte som Bond?
BROSNAN: Det er svært at spå om fremtiden. Denne rolle betyder meget for mig. Jeg fik den på et vigtigt tidspunkt i mit liv, der stod meget på spil, og jeg ønskede, at den skulle være mægtig, og at "GoldenEye" blev en stor succes. Denne gang var ansvaret og presset enormt for alle ved dette bord. Jeg kan ikke besvare spørgsmålet. Jeg skal spille rollen endnu to gange. Måske er jeg hen mod slutningen ved at miste forstanden og ønsker blot, at jeg ikke skal have mere med figuren at gøre. Eller måske ønsker jeg at fortsætte.

– Michelle, hvordan afviger din rolle i denne film fra tidligere Bond-piger?
YEOH: Der er en voldsom forskel. Hende her sparker røv, bliver James Bonds partner og har det fantastisk! Det er en stor, stor forskel. Jeg tror, producenterne og instruktøren anerkender det faktum, at publikum ønsker en Bond, der afspejler 90'erne og hvad der sker i samfundet i dag, hvor kvinder er i stand til at udføre deres job.

Afspejler filmens handling aktuelle verdensbegivenheder?
WILSON: Det er to år siden, vi startede denne film, så den afspejler ikke nogen aktuelle begivenheder. Blot spiller den på den misbilligelse, folk føler omkring den vertikale integration af satellitter, tv, aviser og radio, som ejes af blot en lille håndfuld mennesker. Problemet med manuskriptet var, at det ikke var færdigt!

– Hvordan udvikler I actionscenerne?
WILSON: Det er altid vores ønske, at actionscenerne skal vokse naturligt ud af handlingen. Når vi skaber en actionscene, prøver vi altid samtidig at have en ekstra dimension, hvor der sker noget. Som i motorcykelsekvensen, hvor de to figurer lærer hinanden at kende undervejs. Det er de mest vellykkede actionsekvenser, synes jeg.

– Hvorfor drikker Bond vodka i filmen?
WILSON: Han drikker hvad som helst.
BROSNAN: Jeg er dranker! (hik)
WILSON: Han vil drikke alt, der kommer ud af en flaske.

Tomorrow Never Dies still
Jonathan Pryce og Michelle Yeoh i "Tomorrow Never Dies" (1997) - lobby card; foto: Jay Maidment

I den anden interviewgruppe deltog:
Roger Spottiswoode, instruktør
Jonathan Pryce, "Elliot Carver"
Götz Otto, "Stamper"

– Får I lov til selv at udføre de farlige oplevelser?
PRYCE: Jeg bruger altid en stand-in, når der kræves skuespil.

– Er der en forbindelse mellem din rolle i filmen og CNNs dækning af Golfkrigen?
PRYCE: CNN var en organisation på grænsen til konkurs, som fik sin skæbne vendt på hovedet, fordi den var på det rette sted og kunne formidle billeder af krigen. Ironier er, at Carver indser mulighederne i dette. Og i stedet for blot at være til stede som observatør skaber han selv en krig, så han kan levere billederne.

– Jonathan Pryce, du har tydeligvis overlevet din dødsscene!
PRYCE: Æh ... Jeg er glad for, at seriens producere er her i dag, for det er netop noget, jeg gerne vil diskutere med dem! Jeg mener nemlig ikke, at jeg dør i filmen: Vi ser ikke mit lig, så der er mulighed for at lade Carver vende tilbage i næste film!

– Men der er blod på hans ansigt!
PRYCE: Blod på ansigtet? Ah, en klodset barbering!

– Roger Spottiswoode, hvad gjorde du for at give denne Bond sin egen karakter?
SPOTTISWOODE: Jeg prøvede at skabe en mørkere, mere usædvanlig historie og gøre den lidt mere realistisk end de foregående ved at gøre skurken til en mere genkendelig type og give ham en form for ondskab, vi alle kunne blive interesserede i. Jeg prøvede at lave en film, der handler om noget reelt, og som blot nærmest tilfældigvis inkluderer James Bond og alt det, vi godt kan lide ved James Bond, men uden at det dominerer filmen. Filmen skal fungere som en film og have sit eget liv i kraft af sin historie og sine personer, samtidig med at den er del af en serie. Desuden ønskede jeg at ændre kvinderne, sige farvel til fortidens Bond-babes og introducere noget nyt til det næste årtusinde, så serien fra nu af kan have ægte kvinder, ligesom den har haft ægte mænd. Jeg mente, det var på høje tid, og Michelle Yeoh var den perfekte løsning.

– Hvordan var det at arbejde med Cecilie Thomsen?
SPOTTISWOODE: Hun var MEGET rar. (latter) Den scene var planlagt til en hel dag, men jeg skød den på præcis to timer. De var glimrende i hver eneste optagelse. Så jeg sagde: 'Okay, den er vist i kassen!' Men de svarede: 'Nej, lav nogle flere skud, vi bliver nødt til at filme videre resten af dagen!' Vi kunne ikke få dem ud af det lagen ...

Transskribering: Nicolas Barbano
Redigering: Brian Iskov, Bond•O•Rama.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *