Tag: Spionen der elskede mig

“Spionen der elskede mig”: Politiken besøger 007 Stage (1977)

REPORTAGE

 
I januar 1977 fik Politikens filmkritiker Herbert Steinthal (1913-1986) chancen for at besøge '007 Stage' under optagelserne til "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), EON Productions' tiende James Bond-film.

Artiklen, der blev trykt i Politikens søndagsudgave 16. januar 1977, beskriver Herbert Steinthals visit til Pinewood-studierne uden for London. 007 Stage var på det tidspunkt kun en måned gammel, indviet med pomp og pragt den 5. december 1976. James Bond-filmseriens producer, Albert R. Broccoli, lod den gigantiske studiehal opføre, da der ikke fandtes noget filmatelier i verden, der var stort nok til at rumme scenografen Ken Adams dekoration af supertankeren Liparus' indre (med plads til tre atomubåde i 5/8 målestok).

Herbert Steinthal overværede også filmens stjerne, Roger Moore, give tv-interviews til verdenspressen. Roger Moore udtaler blandt andet i artiklen:

"Jeg glæder mig til at komme til København igen til sommer, når Tivoli har åbnet. Så vil jeg have min kone og børnene med."
Roger Moore

Note: Kvinden på det ledsagende foto er naturligvis ikke Barbara Bach, som billedteksten angiver, men engelske Caroline Munro, der spillede Naomi i "Spionen der elskede mig".

(klik for at forstørre)

Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Læs mere

Hjemme hos Q, del 2: Interview med Desmond Llewelyn af Nicolas Barbano (1997)

Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er anden halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.

Læs 1. del af "Hjemme hos Q"

A (NICOLAS BARBANO): Hvor mange reklamer har du lavet, hvor du optræder som Q?
Q (DESMOND LLEWELYN): Ikke mange. Kun to eller tre. Alle dem, jeg har lavet, er baseret på Q. Jeg lavede to i Amerika, men så gik firmaet konkurs. Og jeg lavede en forleden i Los Angeles, nogen med en pen.

A: Hvornår blev du første gang konfronteret med Q's enorme popularitet?
Q: Vel, han har altid været ret populær, men det gik ikke op for mig, da jeg tog på min første promotiontur, for "Diamanter varer evigt". Jeg var ikke klar over, at det havde noget at gøre med mig. Jeg troede, det var på grund af Bond-filmene. Det første interview, jeg nogensinde gav, var klokken otte om morgenen, med alle disse morgensure teknikere, som bare skævede hen til mig og tænkte: "Hvad mon den der gamle gråhårede fyr skal ævle om?" Men pludselig startede Bond-musikken, og alle nærmest frøs på stedet, idet de indså, hvem jeg var. Efter interviewet ville de allesammen snakke med mig om Bond og om serien, og produceren måtte komme hen og få dem til at genoptage deres arbejde.

Det var vel først på min seneste tur til USA, at jeg indså, hvor utroligt populær Q er. Det rystede mig virkelig. Vel, det er okay her i Bexhill, hvor folk kender mig. Men mange folk kan ikke forstå, at når jeg er så kendt, hvorfor kører jeg så ikke rundt i en Rolls Royce? Hvorfor køber jeg ind i det lokale supermarked? En lille dreng spurgte mig: "Hvorfor bor du i et sted som Bexhill? Hvorfor er du ikke i Hollywood?" Og jeg forklarede, at jeg medvirker jo kun i disse film, og i perioden frem til "GoldenEye" (1995) havde jeg ikke medvirket i en film i syv år! Jeg krydser fingre for, at jeg får lov at medvirke i en film, hvor jeg ikke skal spille Q. Det ville være rart. Og jeg er ligeglad med, hvor lille rollen er.

A: Hvilke film udover Bond-serien husker du med særlig affektion?
Q: Ahr, jeg var meget glad for "They Were Not Divided". Det er den eneste store rolle, jeg har haft. Jeg har haft så mange små roller i små film, såsom "Piraterne fra Blodfloden" (The Pirates of Blood River, 1962) og "Robin Hood - den fredløse" (Sword of Sherwood Forest, 1960).

A: Hvad spillede du i "Robin Hood - den fredløse"?
Q: Fyren, som bliver skudt med en pil i starten af filmen. Det elskede jeg, for jeg var længe i Irland bare for at lave den lille optagelse. Jeg medvirkede i et par Terence Fisher-film. Jeg havde et par replikker i "Titanics sidste timer" (A Night to Remember, 1959). Og fire replikker i "Kleopatra" (Cleopatra, 1963). Det var frygtindgydende! Roddy McDowall havde en lang monolog, som de filmede i ét take, og når han var færdig, skulle jeg sige fire replikker. Han brugte hele morgenen og blev ved med at lave fejl, og da han endelig fik sagt det rigtigt, lavede jeg en fejl! Jeg havde ventet hele morgenen på at få lov til at sige mine fire replikker. Jeg kan huske, at jeg undskyldte til instruktøren, Joseph Mankiewicz. Men som sagt, jeg har haft masser af små roller, og det har været sjovt, men der har ikke været noget særligt vigtigt. Masser af roller med kun een replik. Og så har jeg lavet tv. Jeg var meget glad for "Follyfoot".

Læs mere

“Jeg elskede James Bond” (Skrifola 1965)

ROMAN

 
Spionen der elskede mig (Skrifola 1965)

Jeg elskede James Bond (1965)

Ian Fleming

Dansk førsteudgave
Original:
The Spy Who Loved Me (Jonathan Cape 1962)
Forlag: Skrifola (Lommeromanen nr. 394)
Oversætter: Rita Damm
Omslag: 
United Artists & Rolf Müller (foto)

Ian Flemings tiende James Bond-roman var den ellevte, der blev udgivet på dansk.

Senere udgaver:
● Spionen der elskede mig (Rosenkilde & Bahnhof 2014)

“Martin Grace: Den anonyme helt” (Ugens Rapport, 1985)

ARTIKEL

 
Stuntmanden Martin Grace (1942-2010) var stand-in for Roger Moore i fem James Bond-film. Han arrangerede desuden actionsekvenserne i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill) fra 1985.

Samme år blev Martin Grace portrætteret i Ugens Rapport nr. 49. I artiklen fortæller han også om dengang, han dublerede Richard Kiel  som Jaws i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977):

Martin Grace - Ugens Rapport 49-85 A (2)

Martin Grace - Ugens Rapport 49-85 B.jpeg (2)

“Bond in Motion”: Interview med SFX-veteran Chris Corbould (2014)

AF BRIAN ISKOV

Dette interview med special effects-supervisor og James Bond-veteran Chris Corbould fandt sted på pressedagen for udstillingen "Bond in Motion" på London Film Museum den 18. marts 2014.

Mere "Bond in Motion": Reportage fra pressedagen på London Film Museum

Chris Corbould, dit første job på en Bond-film var som special effect-assistent på "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me) i 1976. Hvor mange af EONs Bond-film har du arbejdet på siden?
Jeg har været med på 13 i alt [14 inklusiv "SPECTRE" fra 2015, red.]. Den eneste, jeg ikke arbejdede på, var ”Octopussy” (1983).

Du er med andre ord et centralt medlem af Bond-familien.
Ja. Broccolierne er en fantastisk familie at arbejde for. Jeg har haft mange gode år med dem. Forhåbentlig mange flere fremover.

Chris Corbould med Jaguar XKR fra 'Die Another Day' (Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum)
Chris Corbould med Jaguar XKR fra 'Die Another Day' (Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum)

Får du nogensinde lov til selv at køre nogle af de biler, man ser i filmene?
Ja, absolut. De her [Jaguar XKR og Aston Martin Vanquish fra ”Die Another Day” (2002)] er ret interessante, fordi min afdeling måtte ombygge begge biler. Vi havde faktisk fire Jaguarer og fire Astoner, der skulle modificeres. De fandtes ikke med firehjulstræk. Men da hele biljagten, kampsekvensen, udspillede sig på is, besluttede vi os for at konvertere dem til firehjulstræk. Desuden installerede vi våben og et oppusteligt flydesystem i begge biler. Hvis de gik igennem isen, ville flydesystemet automatisk blive udløst, så føreren og bilen ikke sank til bunds.

Og du udløste alle effekterne i realtid fra den her fjernstyringsboks?
Ja, vi håndterede alle de tekniske effekter. Boksen styrer missilerne, der kommer ud; geværerne, der roterer og skyder ... Vi tænkte, at stuntkøreren havde rigeligt at se til med at køre bilen, så det var bedst, hvis vi tog os af resten.

SFX-fjernstyringskonsol til Vanquish and Jaguar (Die Another Day, 2002)
SFX-fjernstyringskonsol til Vanquish og Jaguar (Die Another Day, 2002)

Jeg antager, at du ikke stod for den usynlige bil. Det må have været en anden afdeling.
Nej, nej, den overlod vi til nogle andre. Jeg er ikke nogen stor tilhænger af den [usynlighe Aston Martin "Vanish"], men sådan var det nu engang. Jeg synes, vi gik lidt for vidt med dén.

Hvilken af Bond-bilerne synes du så bedst om?
Jeg kunne godt lide Vanquish; jeg synes, det var en dejlig bil. Faktisk kunne jeg godt lide den fra ”Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987), som var en rigtig vægtig ... Hed den Vantage?

Aston Martin Volante? Den med skiene?
Ja. Den var min favorit, fordi det var mig, der gjorde bilen klar, da vi skulle optage scenen i Østrig. Vi tog den ud på den frosne sø og kørte rundt på isen. Det var rigtig skægt.

Aston Martin V8 Volante fra "The Living Daylights" (1987). Foto: London Film Museum
Aston Martin V8 Volante fra "The Living Daylights" (1987). Foto: London Film Museum

Arbejdede du på Lotus Esprit'en, da du var med på ”Spionen der elskede mig”?
Det gjorde jeg desværre ikke. Under produktionen af den film befandt jeg mig hovedsagelig i England, og de optog undervandsscenerne med bilen ud for Bahamaøerne [i Caribien].

Passer det, at I ikke kunne få Aston Martin DBS'en i ”Casino Royale” (2006) til at rulle rundt, fordi dens vejgreb var alt for godt?
Det var ikke dét, der var problemet. DBS'ens balancepunkt var så godt, at stuntholdet flere gange forsøgte at få bilen til at vælte, men uden held. Til sidst måtte vi installere en lille kvælstofkanon i den. Når føreren drejede rattet, aktiverede vi kvælstofkanonen, som fik bilen til at tippe over. Så snart den tippede, gik det fint. Problemet var at få den til at gøre det. Men det lykkedes i sidste ende. Det er virkelig førsteklasses biler, ikke? Sådan en Aston Martin er designet til ikke at kunne væltes. Vi måtte hjælpe den lidt på vej.

Det forlyder, at den britiske motorunion kritiserede ”GoldenEye” (1995), fordi de ikke mente, at Bond burde køre rundt i en tysk BMW.
Jamen altså, betyder det noget? Man kan ikke beholde den samme bil i hver eneste film. En overgang havde vi Lotus, så fik vi BMW, og nu hvor vi har fået Aston'en tilbage, elsker alle den igen. Jeg synes da, det er sjovere at ryste posen lidt en gang imellem. Man må forny sig nu og da. Ellers ville det blive kedeligt.

Aston Martin DB5 fra "GoldenEye" (1995). Foto: London Film Museum
Aston Martin DB5 fra "GoldenEye" (1995). Foto: London Film Museum

Hvad gør i dine øjne Aston Martin til et så ikonisk bilmærke?
En Aston er indbegrebet af en britisk bil, ligesom Bond er indbegrebet af Storbritannien. Det er en elegant bil; den har stil, og den indbyder til, at man kører hurtigt. Og så er der de tekniske dimser, vi udstyrer den med. Man forventer ikke at se gadgets komme ud af en så stilig bil. Jeg tror, at den kontrast hjælper.

En del af dit job synes at være at give bilerne ekstra personlighed ud over dén, de leveres med fra fabrikkens side.
Jep, personlighed. Det er bestemt, hvad vi stræber efter. Vi skal virkelig lægge hjernerne i blød efterhånden for at finde på noget, man ikke har set før. Jeg mener, se bare hvor mange af bilerne på udstillingen, der har missiler indbygget! Vi må kæmpe for at hitte på noget anderledes.

Engelsk originalversion af Chris Corbould-interviewet (Read the interview in English here)

Tekst © Brian Iskov for James Bond•O•Rama.dk.
Tak til Chris Corbould og London Film Museum.