Tag: Pierce Brosnan

“Die Another Day”: TJECK besøger optagelserne (2003)

Ungdomsbladet TJECK Magazine var efter eget udsagn det eneste danske medie, som var med på optagelserne til "Die Another Day", EON Productions' 20. James Bond-film, i 2002.

I TJECK nr. 134, der udkom januar 2003, kunne man læse Thomas Møllers reportage fra Pinewood Studios, hvor han mødte instruktøren Lee Tamahori, fægtemesteren Bob Anderson, skuespillerne Toby Stephens og Rick Yune samt en noget anstrengt Pierce Brosnan under indspilningen af fægtescenen i Blades-klubben.


Læs mere

Hjemme hos Q, del 2: Interview med Desmond Llewelyn af Nicolas Barbano (1997)

Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er anden halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.

Læs 1. del af "Hjemme hos Q"

A (NICOLAS BARBANO): Hvor mange reklamer har du lavet, hvor du optræder som Q?
Q (DESMOND LLEWELYN): Ikke mange. Kun to eller tre. Alle dem, jeg har lavet, er baseret på Q. Jeg lavede to i Amerika, men så gik firmaet konkurs. Og jeg lavede en forleden i Los Angeles, nogen med en pen.

A: Hvornår blev du første gang konfronteret med Q's enorme popularitet?
Q: Vel, han har altid været ret populær, men det gik ikke op for mig, da jeg tog på min første promotiontur, for "Diamanter varer evigt". Jeg var ikke klar over, at det havde noget at gøre med mig. Jeg troede, det var på grund af Bond-filmene. Det første interview, jeg nogensinde gav, var klokken otte om morgenen, med alle disse morgensure teknikere, som bare skævede hen til mig og tænkte: "Hvad mon den der gamle gråhårede fyr skal ævle om?" Men pludselig startede Bond-musikken, og alle nærmest frøs på stedet, idet de indså, hvem jeg var. Efter interviewet ville de allesammen snakke med mig om Bond og om serien, og produceren måtte komme hen og få dem til at genoptage deres arbejde.

Det var vel først på min seneste tur til USA, at jeg indså, hvor utroligt populær Q er. Det rystede mig virkelig. Vel, det er okay her i Bexhill, hvor folk kender mig. Men mange folk kan ikke forstå, at når jeg er så kendt, hvorfor kører jeg så ikke rundt i en Rolls Royce? Hvorfor køber jeg ind i det lokale supermarked? En lille dreng spurgte mig: "Hvorfor bor du i et sted som Bexhill? Hvorfor er du ikke i Hollywood?" Og jeg forklarede, at jeg medvirker jo kun i disse film, og i perioden frem til "GoldenEye" (1995) havde jeg ikke medvirket i en film i syv år! Jeg krydser fingre for, at jeg får lov at medvirke i en film, hvor jeg ikke skal spille Q. Det ville være rart. Og jeg er ligeglad med, hvor lille rollen er.

A: Hvilke film udover Bond-serien husker du med særlig affektion?
Q: Ahr, jeg var meget glad for "They Were Not Divided". Det er den eneste store rolle, jeg har haft. Jeg har haft så mange små roller i små film, såsom "Piraterne fra Blodfloden" (The Pirates of Blood River, 1962) og "Robin Hood - den fredløse" (Sword of Sherwood Forest, 1960).

A: Hvad spillede du i "Robin Hood - den fredløse"?
Q: Fyren, som bliver skudt med en pil i starten af filmen. Det elskede jeg, for jeg var længe i Irland bare for at lave den lille optagelse. Jeg medvirkede i et par Terence Fisher-film. Jeg havde et par replikker i "Titanics sidste timer" (A Night to Remember, 1959). Og fire replikker i "Kleopatra" (Cleopatra, 1963). Det var frygtindgydende! Roddy McDowall havde en lang monolog, som de filmede i ét take, og når han var færdig, skulle jeg sige fire replikker. Han brugte hele morgenen og blev ved med at lave fejl, og da han endelig fik sagt det rigtigt, lavede jeg en fejl! Jeg havde ventet hele morgenen på at få lov til at sige mine fire replikker. Jeg kan huske, at jeg undskyldte til instruktøren, Joseph Mankiewicz. Men som sagt, jeg har haft masser af små roller, og det har været sjovt, men der har ikke været noget særligt vigtigt. Masser af roller med kun een replik. Og så har jeg lavet tv. Jeg var meget glad for "Follyfoot".

Læs mere

“Tomorrow Never Dies”: I biffen – 007 Special (TvDanmark 1997)

Op til danmarkspremieren på "Tomorrow Never Dies" i december 1997 viste TvDanmarks filmprogram "I biffen" denne 007-special, hvor programvært Bo Larsen interviewer skuespillerne Cecilie Thomsen (professor Inga Bergstrøm) og Desmond Llewelyn ('Q').

Indslaget indeholder også optagelser fra den danske gallapremiere på "Tomorrow Never Dies" i Imperial-biografen i København samt interviewklip med Michelle Yeoh og Pierce Brosnan, som lader til at stamme fra filmens EPK-pressemateriale.

Bond•O•Rama.dk beklager den inferiøre billed- og lydkvalitet (kildematerialet er en andengenerations VHS-kopi).

Se flere videoer på James Bond•O•Ramas Vimeo-side

“Den skaldede frisør”: Interview med Pierce Brosnan (2012)

I dag, 16. maj 2016, fylder Pierce Brendan Brosnan 63 år.

Pierce Brosnan spillede selvfølgelig James Bond 007 i EON Productions' filmserie fra 1995 til 2004. Men den irske skuespiller har også medvirket i en enkelt dansk spillefilm, Susanne Biers romantiske dramakomedie "Den skaldede frisør" (engelsk titel: Love is All You Need) fra 2012.

"Den skaldede frisør" fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig samme år, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.

Den da 59-årige Pierce Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".

Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, desværre også af kræft, 42 år gammel.


INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR"

Fra Bond til Bier

Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012

»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.

I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.

brosnan_venice 2012
Pierce Brosnan (t.h.) møder den danske presse i Venedig 2012 | foto © Brian Iskov

Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.

– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.

– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!

Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.

– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.

– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.

Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory

Læs mere

“GoldenEye”: Tv-Avisens reportage fra gallapremieren (1996)

I dag for 20 år siden fik James Bond-filmen "GoldenEye" fra 1995 dansk biografpremiere.

Den 11. januar 1996 rapporterede Tv-Avisen på DR1 fra filmens danske gallapremiere, som fandt sted i Imperial-biografen i København samme aften.

Filmanmelder Mette Damgaard Sørensen fra TV 2's filmprogram "Filmkanylen" taler i indslaget om, hvordan James Bond-figuren udvikler sig i forhold til samtidens kvindesyn og fjendebilleder. Også gallaaftenens æresgæst, Pierce Brosnan, optræder i klippet.

Se flere videoer på James Bond•O•Ramas Vimeo-side

“GoldenEye”: TV 2 Søndagsdunk til gallapremiere (1996)

På denne dato for tyve år siden afholdt distributionsselskabet UIP (United International Pictures) den danske gallapremiere på filmen "GoldenEye" i Imperial-biografen i København.

TV 2-programmet "Søndagsdunk" fulgte forberedelserne til den store aften og selve afviklingen af arrangementet i dette indslag, som blev vist på TV 2 14. januar 1996. Blandt de medvirkende i indslaget ses filmproducent Regner Grasten og gallaens æresgæst, Pierce Brosnan.