Tag: “James Bond til Oslo”

“Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”: 4K-visning i CinemaxX (2019)

ARRANGEMENT

Søndag den 007. april 2019 klokken 13.30 kan du (gen)opleve ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service) på stort biograflærred.

CinemaxX København og Aarhus fejrer filmens 50-års jubilæum med denne ene særvisning i digitalt restaureret 4K-kvalitet, og Bond•O•Rama.dk forbereder en lille overraskelse til arrangementet!

OHMSS særvisning CinemaxX

Den sjette film i James Bond-serien (populært forkortet "OHMSS") skilte sig ud, da den kom i 1969. Sean Connery, den originale Agent 007, havde fået nok, og producerne var så frække at erstatte ham med en ukendt amatør. Den 29-årige australske fotomodel George Lazenby blev den yngste 007 nogensinde, den eneste klædt i kilt og kalvekrøs, den eneste, der kun spillede rollen én gang – og den eneste Bond, der gifter sig af kærlighed!

I dag regnes "On Her Majesty's Secret Service" som en af seriens allerbedste. Handlingen holder sig tæt til Ian Flemings spændende romanforlæg, og actionscenerne er så forrygende, at Christopher Nolan plankede klimakset til “Inception” 41 år efter.

Som den selvmorderiske grevinde Tracy er Diana Rigg så fandenivoldsk og selvstændig, at Bond ukarakteristisk forelsker sig i hende. Deres romance, der viser 007's sårbare sider, peger tydeligt frem mod Daniel Craigs menneskelige Bond overfor Eva Greens Vesper Lynd i ”Casino Royale” fra 2006.

CinemaxX viser ”OHMSS” i digitalt restaureret 4K-kvalitet, så instruktøren Peter Hunts knivskarpe iscenesættelse og lækre widescreen-kompositioner kommer til deres ret. “I’m stealing that shit”, har “Ocean’s 11”-instruktøren Steven Soderbergh indrømmet.

Tekst © Brian Iskov, Bond•O•Rama.dk

Køb billet til særvisningen af "OHMSS" (København)
Køb billet til særvisningen af "OHMSS" (Aarhus)
Arrangementets side på Facebook (København)
Arrangementets side på Facebook (Aarhus)

MERE OM "AGENT 007 I HENDES MAJESTÆTS HEMMELIGE TJENESTE":
Bond•O•Ramas interview med George Lazenby - 1. del
Bond•O•Ramas interview med George Lazenby - 2. del
Reportage fra OHMSS-særvisning i Oslo (2016)
Artikel om Nina van Pallandts julesang fra "OHMSS"
Anmeldelse af dvd-filmen "Becoming Bond" om og med George Lazenby

Maryam d’Abo: Eksklusivt interview (2016)

Den 2. september 2016 havde James Bond•O•Rama.dk fornøjelsen af at tale med Maryam d'Abo. Den da 55-årige engelsk-franske skuespillerinde besøgte Norges hovedstad i anledning af arrangementet "James Bond til Oslo".

Som 26-årig havde Maryam d'Abo den kvindelige hovedrolle som Kara Milovy overfor Timothy Daltons James Bond 007 i filmen "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, EON Productions 1987).

I 2002 var Maryam d'Abo producer, medforfatter og vært på tv-programmet "Bond Girls are Forever", hvor hun interviewede en række af filmseriens tidligere Bond-piger. Sammen med John Cork redigerede Maryam d'Abo materialet om til en bog med samme titel. Bogudgaven af "Bond Girls are Forever" udkom på forlaget Boxtree i 2003 og er ikke oversat til dansk. Maryam d'Abo har siden revideret tv-dokumentaren med nye interviews to gange i hhv. 2006 og 2012.

Her kan du læse udskriften af vores samtale i Oslo. Desværre var vores tid begrænset til 15 minutter, eftersom Maryam d'Abo var på vej til lufthavnen.

Maryam D'Abo (med David Fellowes) som dronning Rosalind af Danmark i "The Prince and Me 2: The Royal Wedding" (2006) - skærmbillede

James Bond•O•Rama.dk: Du har jo spillet dronningen af Danmark – eller rettere en dansk dronning?
Maryam d'Abo: Ja, det har jeg.

Var det dronning Rosalind?
Maryam d'Abo: Jeg husker ikke navnet, men ja, jeg spillede en dansk dronning i "The Prince and Me 2: The Royal Wedding" (2006) med den her amerikanske skuespillerinde [Kam Heskin, red.]. Vi optog filmen udenfor Prag. Jeg tog tilbage til Prag efter tv-serien "Doktor Zivago" (2002).

Så I var end ikke i nærheden af Danmark.
Maryam d'Abo: Nej. Men jeg har været i København. Jeg tog dertil for et par år siden for at lave noget. Måske var det en reklame. Jeg blev fløjet ind og boede på et virkelig skønt boutiquehotel. Faktisk minder det her [Oslo] mig lidt om København med havnebassinerne og alt det. Men her er ikke lige så fint som i København. Det var ikke en film, nok nærmere en reklame eller noget i den retning, for jeg var der kun meget kort i tre dage. Men det var helt afgjort en professionel opgave.

Lavede du en pressejunket for "Spioner dør ved daggry" i København?
Maryam d'Abo: Nej. Aldrig. Jeg var med til en stor junket i Vienna, og så holdt vi premiere i Amsterdam.


Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Eksklusivt interview: Caroline Munro og Caroline Beswick - 2. del
Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Læs mere

Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere, 2. del (2016)

James Bond•O•Rama fik et eksklusivt solointerview med George Lazenby, da den 76-årige australske eks-James Bond besøgte Norges hovedstad, Oslo, den 1. september 2016. Her følger anden del af karriereinterviewet.

Læs 1. del af George Lazenby-interviewet (om 1970'erne) på dansk

THE GEORGE LAZENBY CAREER INTERVIEW: Part two - in English
THE GEORGE LAZENBY CAREER INTERVIEW: Part one - in English

George Lazenby i David Mason-smoking på The Thief, Oslo 01.09.2016 - foto © Brian Iskov
George Lazenby i David Mason-smoking på The Thief, Oslo 01.09.2016 - foto © Brian Iskov

Under arrangementet "James Bond til Oslo" deltog George Lazenby i en 4K-gallavisning af sin eneste filmoptræden som James Bond, ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” (On Her Majesty's Secret Service). Det var første gang siden verdenspremieren i 1969, at George Lazenby så filmen til ende. Da han bagefter blev spurgt, hvad han syntes om at gense sit 29-årige jeg spille James Bond på lærredet, svarede Lazenby prompte:

”Jeg ville ønske, jeg havde gjort det bedre!”


INTERVIEW MED GEORGE LAZENBY

DEL 2: 1980'ERNE OG FREM

Af Brian Iskov, Oslo 01.09.2016

”The Return of the Man from U.N.C.L.E.: The Fifteen Years Later Affair” - ”J.B.”

(tv-film, 1983, instr.: Ray Austin)

I 1962 var Ian Fleming, skaberen af James Bond 007, med til at udtænke det koncept, som siden udmøntede sig i ”The Man from U.N.C.L.E.”. Den uhøjtidelige spionserie, som kørte på NBC fra 1964 til 1968, var en af de mere succesfulde Bond-rivaler og kastede yderligere en serie (”The Girl from U.N.C.L.E.”), et tegneseriehæfte, en række romaner og adskillige biografversioner i spillefilmslængde af sig hen ad vejen.
Efter 15 års pause vendte seriens oprindelige stjerner – Robert Vaughn som playboyagenten Napoleon Solo, David McCallum som hans russiske makker, Ilja Kuryakin – tilbage i denne enkeltstående tv-film. Det er en noget fjollet affære (omend knap så konturløs som Guy Ritchies 2015-genoplivning i biografformat med Henry Cavill og Armie Hammer).
Under en jævn biljagt gennem Las Vegas' gader får Napoleon Solo uventet hjælp af en elegant britisk kollega, der iført hvid smoking kører en specialudstyret Aston Martin DB5 med ønskenummerpladen ”JB”. George Lazenby fremsiger sågar replikken ”Shaken, but not stirred”, alt imens Solos russiske medpassager kurrer: ”Det er præcis som i 'On Her Majesty's Secret Service'”. Så kan tungen vist ikke begraves dybere i kinden, men Lazenby gør en flot figur og lader til at have en fest med sin gæsterolle.
Bond-bonusinfo: Anthony Zerbe (Milton Krest i ”Licence to Kill”, 1989) og Patrick Macnee (Sir Godfrey Tibbett in ”A View to a Kill”, 1985) medvirker også i ”The Return of the Man from U.N.C.L.E.”.

Bond•O•Rama (Brian Iskov): På en måde kom du til at spille James Bond igen efter ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”, da du dukkede op som JB i "The Return of the Man from U.N.C.L.E.". Det ser ud, som om du morede dig.
George Lazenby: Det gjorde jeg. Det var en af mine venner, Mike Sloan, som instruerede [Michael Sloan var manusforfatter og executive producer, red.]. Jeg kan ikke huske, hvad ham skuespilleren hed, men ...
Bond•O•Rama: Robert Vaughn?
George Lazenby: Jep. Han ville ikke have noget med mig at gøre, he he. Ingen mandlige stjerner ønskede at have mig på rollelisten dengang. Fordi jeg var hardcore, ikke? Den ægte vare. De fleste af dem var … skvattede.
[Se også afsnittet om "Hawaii Five-O" i interviewets 1. del.]

”The Return of the Man from U.N.C.L.E.” er udgivet på amerikansk dvd.
 

Læs mere

Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere, 1. del (2016)

James Bond•O•Rama fik et eksklusivt solointerview med George Lazenby, da den 76-årige australske eks-James Bond besøgte Norges hovedstad, Oslo, den 1. september 2016.

George Lazenby i David Mason-smoking på The Thief, Oslo 01.09.2016 - foto © Brian Iskov
George Lazenby i Mason & Sons-smoking på The Thief, Oslo 01.09.2016 - foto © Brian Iskov

I de fleste interviews og offentlige optrædender – herunder hans pressekonference i Oslo – genfortæller George Lazenby gerne de samme 10-15 anekdoter om sin tid som James Bond 007. Tanken med denne samtale var derfor at nå længere ud i hjørnerne af hans filmografi, der trods alt dækker 60 krediterede film- og tv-roller fordelt over et lille halvt århundrede fra 1969 til nu.

Bond•O•Rama (Brian Iskov): ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” er min yndlingsbondfilm.
George Lazenby: Så har du god smag.
Bond•O•Rama: Men du har omkring 60 andre roller på din filmografi, som folk sjældent taler om.
George Lazenby: Åh ja. De taler aldrig om dem.
Bond•O•Rama: Så jeg tænkte, at det skulle vi gøre.
George Lazenby: Åh, hvis jeg kan huske dem.

Små 13 minutter fik James Bond•O•Rama i enrum med George Lazenby, hvilket satte sine naturlige begrænsninger for spørgsmålene og svarenes detaljegrad. Da Lazenby i forvejen har tendens til at bevæge sig ud af tangenter (gerne af pralende karakter om hans mandighed og/eller seksuelle formåen), er visse af hans kommentarer kun spinkelt relateret til spørgsmålet eller den pågældende film.

Enkelte supplerende citater stammer fra den Q&A, som George Lazenby deltog i umiddelbart inden gallavisningen af ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” i Vika Kino samme aften.

Læs anden del af interviewet på dansk
Læs første del af interviewet på engelsk / Click here to read part one of the interview in English

Maryam d'Abo og George Lazenby i Vika Kino 01.09.16 - foto © Brian Iskov
Maryam d'Abo og George Lazenby i Vika Kino 01.09.16 - foto © Brian Iskov

P.S.: George Lazenbys erindringer har været på trapperne i snart mange år, men har stadig ingen udgivelsesdato. I Oslo fortalte Lazenby, at han havde hyret en amerikansk ghostwriter til opgaven, men at denne havde svært ved at fange Lazenbys særlige, australske humor.

Til gengæld er en dokumentarfilm om George Lazenbys liv og levned, ”This Never Happened to the Other Fella”, ved at blive færdigredigeret i skrivende stund. Portrætfilmen er instrueret af Andrew Lumley og vil indgå i serien Limelight Documentary Series på den amerikanske streamingtjeneste Hulu.

Der foreligger endnu ingen premieredato for ”This Never Happened to the Other Fella”, men Morten Steingrimsen, hovedarrangøren bag begivenheden ”James Bond til Oslo”, har set et råklip af dokumentaren og bekræfter, at den også dækker mange af George Lazenbys film efter Bond.

Læs mere