Tag: interview

“Tomorrow Never Dies”: Cecilie Thomsen i V.I.P. (NBC 1997)

VIDEO

 
Omkring verdenspremieren på "Tomorrow Never Dies" i 1997 var danske Cecilie Thomsen gæst i talkshowet "V.I.P." på satellitkanalen NBC. Her fortalte hun journalisten Selina Scott om sin rolle som Inga Bergström i James Bond-filmen, om sin karriere som fotomodel, sit forhold til sangeren Bryan Adams og meget andet.

James Bond•O•Rama.dk beklager den dårlige videokvalitet.

● Se flere videoer på James Bond•O•Ramas Vimeo-side

Maryam d’Abo: Eksklusivt interview (2016)

Den 2. september 2016 havde James Bond•O•Rama.dk fornøjelsen af at tale med Maryam d'Abo. Den da 55-årige engelsk-franske skuespillerinde besøgte Norges hovedstad i anledning af arrangementet "James Bond til Oslo".

Som 26-årig havde Maryam d'Abo den kvindelige hovedrolle som Kara Milovy overfor Timothy Daltons James Bond 007 i filmen "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, EON Productions 1987).

I 2002 var Maryam d'Abo producer, medforfatter og vært på tv-programmet "Bond Girls are Forever", hvor hun interviewede en række af filmseriens tidligere Bond-piger. Sammen med John Cork redigerede Maryam d'Abo materialet om til en bog med samme titel. Bogudgaven af "Bond Girls are Forever" udkom på forlaget Boxtree i 2003 og er ikke oversat til dansk. Maryam d'Abo har siden revideret tv-dokumentaren med nye interviews to gange i hhv. 2006 og 2012.

Her kan du læse udskriften af vores samtale i Oslo. Desværre var vores tid begrænset til 15 minutter, eftersom Maryam d'Abo var på vej til lufthavnen.

Maryam D'Abo (med David Fellowes) som dronning Rosalind af Danmark i "The Prince and Me 2: The Royal Wedding" (2006) - skærmbillede

James Bond•O•Rama.dk: Du har jo spillet dronningen af Danmark – eller rettere en dansk dronning?
Maryam d'Abo: Ja, det har jeg.

Var det dronning Rosalind?
Maryam d'Abo: Jeg husker ikke navnet, men ja, jeg spillede en dansk dronning i "The Prince and Me 2: The Royal Wedding" (2006) med den her amerikanske skuespillerinde [Kam Heskin, red.]. Vi optog filmen udenfor Prag. Jeg tog tilbage til Prag efter tv-serien "Doktor Zivago" (2002).

Så I var end ikke i nærheden af Danmark.
Maryam d'Abo: Nej. Men jeg har været i København. Jeg tog dertil for et par år siden for at lave noget. Måske var det en reklame. Jeg blev fløjet ind og boede på et virkelig skønt boutiquehotel. Faktisk minder det her [Oslo] mig lidt om København med havnebassinerne og alt det. Men her er ikke lige så fint som i København. Det var ikke en film, nok nærmere en reklame eller noget i den retning, for jeg var der kun meget kort i tre dage. Men det var helt afgjort en professionel opgave.

Lavede du en pressejunket for "Spioner dør ved daggry" i København?
Maryam d'Abo: Nej. Aldrig. Jeg var med til en stor junket i Vienna, og så holdt vi premiere i Amsterdam.


Læs mere

“The World is Not Enough”: Tv-interview og anmeldelse (Bogart, DR2 1999)

I december 1999 bragte DR2's filmmagasin "Bogart" et længere indslag om den premiereaktuelle James Bond 007-film "The World is not Enough" (EON Productions 1999).

Først bliver skuespilleren Ulrich Thomsen interviewet af journalist Søren Høy om sin skurkerolle som Davidov i filmen. Dernæst er der klip fra Søren Høys junketinterview med hhv. filmens instruktør, Michael Apted, der fortæller om sit forsøg på at lave en Bond-film med mere interessante kvinderoller, og James Bond himself, Pierce Brosnan, der forklarer, hvorfor Bond er ikke-ryger i såvel denne som de foregående to film.

Endelig fælder programmets vært, Ole Michelsen, sin dom over "The World is Not Enough".

Se flere sjældne videoer på Bond•O•Ramas Vimeo-side
Ulrich Thomsen: Interview om "The World is Not Enough" (TV 2 1999)

“James Bond 007 – Casino Royale”: Terence Cooper – den glemte Agent 007 (1996)

I 1967 lancerede Columbia Pictures deres lystspilfilmatisering af Ian Flemings "Casino Royale" under sloganet "Too much for one James Bond".

Slaglinjen hentyder til, at den engelske efterretningstjeneste MI-6 i filmen udstyrer en lang række af deres agenter med kodenavnet 007 for at forvirre fjenden, efter at den oprindelige Sir James Bond (David Niven) er gået på pension. Som hans primære arvtager udpeges en flot, ung herre ved navn Cooper, som spilles af den nordirske og dengang som nu relativt ukendte Terence Cooper (1933-1997).

Knap 30 år senere, i 1996, lykkedes det Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Australien, Karen Glahn, at opsøge Terence Cooper i Melbourne. Han har på interviewtidspunktet været 62 og ikke 67 år som angivet i artiklen.

Artiklen "Terence Cooper - den glemte agent 007" blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 21. maj 1996. Terence Cooper døde året efter, i september 1997.

Gengivet med venlig tilladelse af Karen Glahn – karenglahndesign.com.

(klik for at forstørre billedet)

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Eksklusivt interview: Caroline Munro og Caroline Beswick - 2. del
Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Læs mere

“A Jazz Portrait of James Bond”: Eksklusivt interview med Niels Lan Doky (2016)

Indtil 4. december kan man opleve James Bond-jazz på The Standard i København, når Niels Lan Doky Trio og Jordan Jackson spiller ”A Jazz Portrait of James Bond” seks dage om ugen.

James Bond•O•Rama.dk har mødt kapelmester og pianist Niels Lan Doky, der har været Bond-fan siden 12-årsalderen.

Jazz Portrait of James Bond logo

I oktober 2013 gik den internationalt kendte jazzpianist Niels Lan Doky og kokken Claus Meyer sammen om at åbne The Standard, der kombinerer spisested, bar og jazzklub under ét tag.

The Standard er lækkert beliggende i Københavns tidligere luftpudebådterminal i Havnegade, en smuk art deco-bygning designet i 1937 af arkitekten Kristoffer Nyrop Varming. Når man træder ind i den lavloftede jazzklub på første sal, giver den dæmpede belysning, gulvtæppet, den buede endevæg og ikke mindst vandet uden for vinduerne straks følelsen af at være om bord på en luksusfærge.

Foran de røde fløjlsgardiner på den lave intimscene optræder Niels Lan Doky Trio seks dage om ugen med egne arrangementer af James Bond-temasange. ”A Jazz Portrait of James Bond” fortsætter tirsdag-søndag indtil 4. december (i weekenderne to gange dagligt), og de fleste aftener sidder husets medejer selv ved Bösendorfer-flygelet. Niels Lan Doky akkompagneres af sin faste trommeslager, Niclas Bardeleben, bassisten Tobias Dall og sangerinden Jordan Jackson, som også udveksler Bond-anekdoter med kapelmesteren mellem numrene.

En swingende instrumentaludgave af ”James Bond Theme” skyder ”A Jazz Portrait of James Bond” i gang. ”Live and Let Die” piskes frem af en New Orleans-inspireret trommesolo fra Bardeleben, mens ”Thunderball” får et strøg af blødt duvende beguine. Højdepunktet blandt det udvalgte dusin sange er nok popballaden ”For Your Eyes Only”, som Lan Doky Trio og Jordan Jackson sætter endnu længere ned i tempo og tryller om til en indfølt vuggevise.

”Jeg har generelt en idé om, at man kan tage alle slags numre og bruge dem i jazzsammenhænge,” forklarer Niels Lan Doky, da James Bond•O•Rama.dk møder ham efter en veloverstået tirsdagskoncert den 15. november.

”Mindst 80 % af det, man i dag kalder jazzstandarder – ”Summertime”, ”My funny Valentine” og den slags – er i virkeligheden popmelodier fra 1930'erne og 40'erne. Mange af dem er hentet fra broadwayshows og hollywoodfilm. Jazzmusikere brugte dem som afsæt for deres improvisationer, fordi det er nemmere at bearbejde noget til uigenkendelighed, som folk allerede kender,” siger Niels Lan Doky og fortsætter:

”Der skete så det, at jazzversionerne levede længere end originalversionerne, fordi folk blev ved med at spille dem. Det virker lidt dumt, for der er skrevet rigtig mange gode popnumre siden da. Hvorfor tager man ikke og bruger nogle af dem i jazzsammenhænge? Der synes jeg, at Bond-melodierne er en no-brainer. De er nogle af de bedste og mest populære popsange, der findes.”

Læs mere