Tag: Ekstra Bladet

“Tomorrow Never Dies”: Ekstra Bladets filmanmeldelse af Nicolas Barbano (1997)

Forud for danmarkspremieren på "Tomorrow Never Dies" (19. december 1997) skrev Bond-ekspert Nicolas Barbano en begejstrede anmeldelse af filmen i Ekstra Bladet.

Nicolas Barbano har eksklusivt for BondORama.dk knyttet denne kommentar til sin egen knap 23 år gamle anmeldelse:

"Anmeldelsen af "Tomorrow Never Dies" blev – som det var normalt for avisanmeldelser af nye film – skrevet umiddelbart efter, at jeg havde set filmen for første gang. Så det er nemt her næsten et kvart århundrede og utallige gensyn senere at være bagklog og føle, visse ting kunne have været vægtet anderledes.
Eksempelvis er jeg i dag nok mindre imponeret over Cecilie Thomsens lagenpræstation (som hun da heller ikke førte til en eneste nævneværdig rolle). Og især forstår jeg ikke mit udfald mod "endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!". Måske var det Martin Campbell, jeg tænkte på, for han havde ud over sine erotiske lystspil iscenesat en del tv-serier, og jeg var dengang lettere utilfreds med "GoldenEye" (som siden er steget betydeligt i min anerkendelse). I alt fald var det ikke en kritik af hverken Peter Hunt eller John Glen, der var sprunget fra at være Bond-klippere til at instruere to af seriens bedste film, "OHMSS" og "For Your Eyes Only". Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg havde i tankerne, og det er en sætning, der smægter af snobberi, og som jeg i dag ville ønske udeladt.
Og så var det ikke just super profetisk at skrive "den evige Desmond Llewelyn", eftersom verdens bedste Q desværre døde to år senere. Men det er småting. I det store hele kan jeg godt stå ved min anmeldelse. At genlæse den gav mig lyst til at gense filmen – igen."

Stop pressen: PRIVATE

BOND REDDER FORSIDEN!

AF NICOLAS BARBANO

LONDON (Ekstra Bladet): Så er vi der igen: En magtgal skurk har verdensfreden mellem sine skarptslebne negle, og kun een mand kan stoppe ham: James Bo...
Næh, stop en halv! Ind fra venstre stormer en kinesisk agent med atletiske lemmer, skælmske øjne og særdeles hårdtslående manerer: Hun hedder Wai Lin og er en af de mange gode årsager til at se den nye James Bond-film 'Tomorrow Never Dies'.
Filmen er nr. 21 i rækken (hvis vi medregner 'Never Say Never Again' og de 2 x 'Casino Royale') og en af de bedste. Hvilket bl.a. skyldes, at den ligesom de allertidligste Bond-film, dem med Sean Connery, er begået af en 'rigtig' instruktør, Roger Spottiswoode ('Terror Train', 'Under Fire', 'Jagten på en morder'). Fremfor endnu en 'lovende tv-instruktør' eller 'klipperen på den forrige Bond-film'!
Manuskriptet bygger på en frisk og ret genial ide: Skurken er dennegang en magtgal mediekonge, Elliot Carver (spillet med kynisk humor af Jonathan Pryce), som kun har øjne for seer- og oplagstal. For at fodre sit nye tv-netværk tænder han op under en rask lille krig mellem England og Kina!
På sin lønningsliste har han bl.a. en sadistisk, tysk læge, fremstillet så skægt af Vincent Schiavelli, at hans ene scene i filmen bliver til en uforglemmelig oplevelse. M lugter dog lunten. Hun spilles atter af Judi Dench, der nærmest knuser de mandlige kollegers kønsdele mellem sine skarptandede replikker. Hun er seriens bedste M, og giver sin dygtigste mand 48 timer til at stoppe Carvers ulmende mediebegivenhed.
Allerførst må 007 James Bond dog lige vikle sig ud af Cecilie Thomsens sengelinned. Hun har haft travlt med at lære ham dansk (i alle ordets betydninger!) og synes, han er et naturtalent. Bond nikker: 'Det er en fornøjelse at lære Deres tungemål!'
Man tror ham. Skønne Cecilie ses kun i få minutter, men gør indtryk. Gid hun og ikke Teri Hatcher havde fået rollen som skurkens hustru, der også er Bonds ekskæreste: Hatcher er håbløst uægte i rollen, som dog giver Pierce Brosnan lejlighed til at vise Bonds menneskelige side. Brosnan får betydeligt mere ud af rollen her, end han gjorde i 'GoldenEye'.
Også Kina har et ord at skulle have sagt. Michelle Yeoh i rollen som Wai Lin er en kvindelig 007 og burde få sin egen filmserie. Bond-producenterne har to gange før prøvet at kombinere Bond med en ligeværdig kvinde: Barbara Bach i 'Spionen der elskede mig' og Maud Adams i 'Octopussy'. Men Michelle Yeoh er den første, der lever op til udfordringen. Man tror på, at hun om nødvendigt kunne stoppe skurken uden hjælp fra mr. Bond.
Pierce & Michelle udgør et fantastisk team, især under en forrygende chase midt i filmen, hvor de sammenlænket håndled til håndled formår at køre på motorcykel og bekæmpe en bevæbnet helikopter! Bond får også hjælp fra Q (den evige Desmond Llewelyn) i form af en fjernstyret, indbrudssikker BMW 750 og en Ericsson-mobiltelefon, der kan så meget, at den nærmest fungerer som kombineret schweizerkniv og grønspættebog. I et nostalgisk øjeblik genforenes Bond desuden med sit foretrukne våbenmærke: En Walther – snøft!
'Tomorrow Never Dies' flyder over af action. Hen mod slutningen bliver det næsten for meget, idet filmens opfindsomme fortælleglæde farer vild i en lidt for velkendt finaleopvisning af slagsmål og eksplosioner. Men ellers er opus 21 en gennemført pragtfuld filmfantasi, en smokingklædt cocktail af humor, spænding, vanvittige stunts og britisk charme. Verden og biffen er tryg, så længe vi har James Bond.
"Tomorrow Never Dies" havde i går aftes verdenspremiere i London, og har Danmarkspremiere den 19. december, altså om ni dage. Start bare nedtællingen: 009 ... 008 ... 007!

(FEM STJERNER)

'Tomorrow Never Dies'. USA 1997. Instr.: Roger Spottiswoode. De gode: Pierce Brosnan, Michelle Yeoh, Teri Hatcher, Judi Dench, Desmond Llewelyn, Samantha Bond, Cecilie Thomsen. De onde: Jonathan Pryce, Götz Otto, Ricky Jay, Vincent Schiavelli. Website: www.mgm.com.

“The World is Not Enough”: Ekstra Bladets filmanmeldelse af Nicolas Barbano (1999)

FILMANMELDELSE

 
James Bond 007-ekspert og filmjournalist Nicolas Barbano skriver:

I 1996-2001 var jeg tilknyttet Ekstra Bladet som ’fast freelancer’, den mest intense skriveperiode i mit liv, hvor jeg ofte skrev i døgndrift for at nå utallige ugentlige deadlines på en nonstop strøm af anmeldelser, interviews og artikler. Fordi jeg skrev så ekstremt mange anmeldelser (ikke blot biografpremierer men også videoudgivelser mm.), var jeg ekstra opmærksom på ikke at at stivne i skrivemæssige formularløsninger og forsøgte med vekslende held løbende at lege med sproget og formen. Mine anmeldelser af ”The World Is Not Enough” og Jamie Lee Curtis-gyseren ”Virus” (begge fra 1999) var de to mest ekstreme eksempler herpå.

Jeg elsker at skrive om film og sagde straks ja, da Ekstra Bladets daværende kulturredaktør i 1996 inviterede mig om bord – skønt jeg aldrig har følt mig specielt kaldet til at blive dagbladsanmelder og skulle aflevere en anmeldelse straks efter at have set en film første gang. Jeg synes nemlig ikke, at den arbejdsgang yder filmene den største retfærdighed. En god anmeldelse kræver overblik. Især var jeg meget lidt glad for at skulle anmelde ”The World Is Not Enough” efter kun ét gennemsyn, for Bond-filmene med deres lange spilletid og episodiske natur er typiske eksempler på, at det kan kræve et gensyn at ”kunne se skoven for bare træer”. Ydermere var det vigtigt for mig at yde netop Bond-serien retfærdighed. Mine overvejelser om filmens kvaliteter og frustration over ikke at føle mig klar til at anmelde den, førte sammen med mit ønske om at eksperimentere med anmeldergenren til, at jeg valgte at udforme anmeldelsen som en fiktiv dialog, som afspejlede mit eget foreløbige syn på filmen, men hvormed jeg samtidigt distancerede mig fra denne min foreløbige vurdering.

At lade Bond, M og Miss Moneypenny optræde som virkelige personer, der forholder sig til filmen som en hemmelig virkelighed camoufleret som fiktion, forekom mig i øvrigt at være en original ide – i alt fald indtil jeg i oktober 2017 via et indlæg i Bond-O-Rama.dk blev mindet om John Pearsons roman “James Bond: The Authorized Biography of 007” (1973, dansk udgave 1975), der som titlen antyder er udformet, som var den en virkelig persons selvbiografi. Jeg erindrer svagt at have læst den helt eller delvis som 14-årig, hvor jeg netop var begyndt at interessere mig for 007-universet, mens jeg undrede mig såre over, at James Bond ifølge bogen skulle være en virkelig person. Jeg vidste, at Q var baseret på en virkelig person, men Bond? I alt fald endte jeg med at kaste bogen fra mig som nonsens – uden at have forstået spøgen. Der skulle derefter gå nogle år, før jeg lærte at værdsætte mockumentaries, paralleluniverser og lignende konstruktioner. Sidenhen har i øvrigt Lars Ole Sauerberg i ”Den store karakterbog” (2012) skrevet en fiktiv James Bond-biografi udformet med Moneypenny som talerør, fuldstændigt som i min filmanmeldelse.

Hvad angår ”The World Is Not Enough” er den dalet en smule i min anerkendelse, siden jeg anmeldte den i Ekstra Bladet. Måske skriver jeg en dag en ny og mere konventionelt udformet anmeldelse, sådan som Ekstra Bladets daværende chefanmelder Jonna Gade ville have foretrukket. Hun stoppede mig i alt fald samme dag, anmeldelsen var i avisen, i en af redaktionens korridorer og gjorde meget eftertrykkeligt opmærksom på, at dén anmeldelse syntes hun bestemt ikke, var morsom.

Nicolas Barbano, 6.4.2018

James Bond i "Den store karakterbog"
John Pearson: "Jeg er 007 James Bond"

MISSION: VERDENSKLASSE

AF NICOLAS BARBANO

--Moneypenny, kom lige ind på mit kontor.
--Ja, M. (...) Her er jeg.
--Vi bliver nødt til at lave efterkritik på 007s seneste opgave, Mission: World.
--Burde vi ikke vente, til Commander Bond kan være med?
--Jo, men han er stadig på hospitalet med en knust skulder, og vi er under pres fra amerikanerne. De har stærkt kritiseret Mission: World.
--Men Bond frelste jo den vestlige verden - igen?!
--Korrekt, han fik ram på skurkene og reddede otte millioner menneskeliv, inklusive mit eget. Men amerikanerne synes, der var for lidt action. Måske 007 burde have undgået den situation i bjergene, hvor han blev angrebet af Parahawks. Lavinen var nul og niks. Og 007s tidligere sne-action under Mission: Majesty, Mission: Spy og Mission: Eyes er svær at toppe.
--Enig, M. Men ski-slaget var kun et af Bonds fem action-optrin denne gang. De andre fire var forrygende. Især var jeg meget imponeret over bådjagten ned ad Themsen, som startede her i vores eget hovedkvarter. Bloody good show! Og det endelige opgør på liv og død mellem Bond og skurken Renard...
--Mmh, med Bond lammet af smerte, i en lodret atomubåd der hastigt fyldes med vand mens en nedsmeltning er undervejs i reaktoren! Afgjort et af de mest intense, klaustrofobiske slagsmål, 007 har oplevet siden konfrontationen med Grant i togkupeen under Mission: Russia. Problemet handler vist om balance.
--Balance?
--Ja, Moneypenny. Når missionen starter med sådan en storstilet bådjagt, forventer folk, at den vil slutte med noget endnu mere storslået og spektakulært, ikke bare en veludført nævekamp. Det er en skam, at skurken ikke havde en kæmpemæssig, underjordisk base, hvor 007 kunne have udløst en mindre krig.

Læs mere

“Die Another Day”: Ekstra Bladets filmanmeldelse (2003)

"Die Another Day", EON Productions' 20. James Bond 007-film, havde dansk biografpremiere 24. januar 2003.

I bakspejlet må man sige, at "Die Another Day" blev forbavsende positivt modtaget af de danske filmanmeldere, der næsten alle bedømte filmen til fire stjerner eller derover. Man bemærker dog, at karaktergivningen ofte stemmer dårligt overens med de forbehold, som anmelderne også udtrykker over for filmen. Her Niels Lind Larsens anmeldelse i Ekstra Bladet 24.01.2003.

Gengivet med venlig tilladelse af Niels Lind Larsen.

“James Bond 007 – Casino Royale”: Ekstra Bladets filmanmeldelse (1967)

Enkelte danske filmkritikere udtrykte deres overmåde begejstring for Columbia Pictures' parodiske gigantkomedie "James Bond 007 - Casino Royale", da filmen fik dansk biografpremiere i december 1967.

Mest entusiastisk blandt dagbladenes anmeldere var Bent Grasten, som signerede nedenstående jubelskrift i Ekstra Bladet 22. december 1967.

Bent Grastens uforbeholdne kærlighed til rodebutikken "James Bond 007 - Casino Royale" giver god mening, al den stund at han i samme årti skrev og instruerede flere åndsbeslægtede filmfarcer sammen med sin kone, Kirsten Stenbæk. F.eks. lader "Fantasterne" fra 1967 og "Den gale dansker" fra 1969 til at have været lige så excentriske og fragmenterede i deres "anything goes"-attitude som Columbias James Bond-film.


Læs mere