Tag: Den skaldede frisør

“Den skaldede frisør”: Interview med Pierce Brosnan (2012)

I dag, 16. maj 2016, fylder Pierce Brendan Brosnan 63 år.

Pierce Brosnan spillede selvfølgelig James Bond 007 i EON Productions' filmserie fra 1995 til 2004. Men den irske skuespiller har også medvirket i en enkelt dansk spillefilm, Susanne Biers romantiske dramakomedie "Den skaldede frisør" (engelsk titel: Love is All You Need) fra 2012.

"Den skaldede frisør" fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig samme år, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.

Den da 59-årige Pierce Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".

Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, desværre også af kræft, 42 år gammel.


INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR"

Fra Bond til Bier

Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012

»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.

I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.

brosnan_venice 2012
Pierce Brosnan (t.h.) møder den danske presse i Venedig 2012 | foto © Brian Iskov

Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.

– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.

– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!

Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.

– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.

– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.

Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory

Læs mere