Tag: David Arnold

Bond•O•Rama podcast 002: “Casino Royale in Concert” (2018)

PODCAST

 

Fra 6. til 10. november 2018 bliver Martin Campbells Bond-film "Casino Royale" fra 2006 vist fem gange på stort lærred i danske koncerthuse (Aalborg, Odense, Aarhus, Vejle og København). Odense Symfoniorkester følger med for at spille David Arnolds filmmusik live til billederne.

I vores podcast 002 besøger Bond•O•Rama.dk de danske orkesterprøver i Odense Koncerthus og taler med den engelske gæstedirigent David Firman om Bond-musikken og kunsten at få et stort orkester til at spille "live to picture".

Alle musikeksempler er optaget live i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. Musik af David Arnold fra "Casino Royale". Produktion og fotos af Brian Iskov/James Bond•O•Rama.dk.

● RSS-feed til din podcastafspiller: http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:349778069/sounds.rss

Køb billetter til "Casino Royale in Concert":
Aalborg Kongres og Kultur Center
ODEON Odense
Musikhuset Aarhus
Vejle Musikteater
Operaen København

Læs mere

David Arnold om Bond-musikken: Interview af Nicolas Barbano (1997)

I 1997 trådte engelske David Arnold til som manden, der skulle løfte arven efter John Barry, da EON Productions valgte ham som komponist på deres 18. James Bond 007-film, "Tomorrow Never Dies". David Arnold fortsatte som filmseriens faste komponist til og med "Quantum of Solace" (2008).

John Barry: Den lækre lyd af luksus

Kun to måneder før premieren på "Tomorrow Never Dies" havde David Arnold gjort sig bemærket som producer og arrangør af hyldestalbummet "Shaken and Stirred: The David Arnold James Bond Project" (udgivet oktober 1997 af EastWest). Albummet nyfortolkede en række klassiske James Bond-temasange med bidrag fra forskellige vokalister (bl.a. Aimee Mann, Jarvis Cocker og Natacha Atlas) og electronica-kunstnere (bl.a. Leftfield og Propellerheads).

Den 22. december 1997 fik den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano et solointerview med David Arnold, da denne besøgte Hotel Phoenix i København. Det følgende er den komplette udskrift af Nicolas Barbanos samtale med den britiske filmkomponist.

David Arnold Shaken and Stirred 1997 cover

Nicolas Barbano: Hvem tror du komponerede James Bond-temaet? Var det Monty Norman eller John Barry?

David Arnold: Det vil jeg helst ikke sige, medmindre jeg har begge to i samme værelse samtidigt. Monty Norman er krediteret som komponisten af James Bond-temaet, og den officielle historie er, at John Barry arrangerede Monty Normans tema. Hver gang nogen påstår, det ikke er komponeret af Norman, sagsøger han dem. Så det bør du vide, hvis du har tænkt dig at skrive noget i den retning, for han har folk overalt, på udkig efter den slags. Jeg har snakket med både John Barry og Monty Norman om det. Monty Norman plejer at synge en sang, han engang har skrevet, og som temaet kom fra. Med en meget underlig tekst (han synger): 'I-I was born, with an unusual sneeze...'

Overvejede du at tage den sang med på 'Shaken and Stirred'-pladen?

Ja, men så mange mennesker har brugt det: David Holmes bruger det i 'Let's Get Killed', LTJ Bukem på 'Shaken and Stirred' og Moby i 'Tomorrow Never Dies'. Så jeg tænkte, at verden nok overlever uden endnu en version.

Hvordan vil du definere John Barrys Bond-stil, som du citerer flittigt i musikken til 'Tomorrow Never Dies'?

Det har delvis at gøre med trompetklangen, hans særlige måde at bruge uartige, sexede trompeter på. Der er også et element af swing, som i forvejen er en meget arrogant, selvsikkert pralende stil. Barry kaldte det 'million dollar Mickey Mouse-music', en opfattelse, jeg deler. Jeg tror, han har en selvkritisk holdning til det, men hvad han skabte fik utrolig indflydelse. For mig er det den halve årsag til Bond-filmenes eksistens. Jeg mener, uden den sound har man ikke en Bond-film, men en actionfilm. Alle seriens andre komponister har citeret John Barry, kigget på den oprindelige arkitekttegning. Eric Serra er nok den eneste, der ikke gjorde det. Men Bill Conti og Marvin Hamlisch var fulde af hentydninger til Barrys orkestrering. Og det er for mig, hvad Bond-musikken handler om. Den dér særlige lyd.

Læs mere

John Barry (1933-2011): Den lækre lyd af luksus

Alle kender James Bond-musikken. Knap så mange kender historien om John Barry, Englands mest succesrige filmkomponist nogensinde. I 1950'erne var John Barry popstjerne, i 1960'erne filmmusikkens innovator (og skørtejæger privat). I 1990'erne blev han hyldet som triphoppens gudeskikkelse, men havde samtidig svært ved at finde job i den branche, han havde givet 40 år af sit liv.

Den følgende nekrolog skrev jeg til Bries Blog-O-Rama på denne dato for fem år siden, da John Barry døde, 77 år gammel. Æret være hans minde.

Hemmeligheden ligger i mellemstykket
Søndag aften, den 30. januar 2011, døde John Barry Prendergast af hjertestop i New York. Den britiske komponist havde trukket sig tilbage fra filmarbejdet efter ”Enigma” i 2001, fordi han følte, tiden og branchen var løbet fra hans karakteristiske stil. Men i de forgangne 40 år nåede han at levere scores til godt 100 film. Og han vandt fem Oscars for sin evne til at skabe musik, der både indkapslede filmens emotionelle kerne og kunne stå på egne ben som selvstændige, lyttevenlige værker.

Meget sigende kombinerede John Barry sin klassiske uddannelse med en givtig karriere i popbranchen. For nok har Barry følt sig inspireret af filmmusikkens gamle kæmper – Erich Wolfgang Korngold, Max Steiner, Alfred Newman – men det var hans tid som leder af 50'er-hitgruppen The John Barry Seven, der gav ham en unik forståelse for den enkle, renfærdige melodi.

Popsensibiliteten løber som en varm strøm igennem Barrys filmmusik og de umiddelbart iørefaldende temaer og ledemotiver, der udgør rygraden i hans scores. Tænk bare på "Midnight Cowboy" (1969). "Out of Africa" (Mit Afrika, 1985). Introen til tv-serien "The Persuaders" (De uheldige helte). Et hvilket som helst musikalsk cue fra Barrys 11 Bond-film.

Eller hvad med hans Oscar-vindende titelsang fra familiefilmen "Born Free" (Født til frihed, 1966): Uimodståeligt sangbar og klassisk struktureret er det en af pophistoriens smukke, simple juveler. John Barry var også ganske tilfreds med den. "Hemmeligheden ligger i mellemstykket", som han sagde.

Se Matt Monro synge "Born Free" (BBC 1974)

Lyden af Barry
Fra slutningen af 1970'erne og frem til årtusindskiftet var lyden af Barry oftest synonym med brede, åbne landskaber af overdådig luksus. Fløjlsbløde altfløjter slår smut over de store, sarte strygerflader, som fremfører hovedtemaet. Underneden flyder rolige og rummelige modstemmer af messingblæsere. Det hele er meget følelsesladet og frygteligt romantisk, med en moltone af vemod og isolation rørt i skønheden.

Sådan kender man John Barry fra "Dances with Wolves" (Danser med ulve, 1990) og "Out of Africa", men fyrre år tidligere spillede han rask guitarrock i The John Barry Seven (JB7). Dengang hed stilen "stringbeat", letfodet instrumental rock a la The Ventures og The Shadows med moderigtig twang-guitar og pizzicato-strengeknips. Det var sidst i 1950'erne, og rock'n'roll var nyt og spændende. Forskellen på JB7 og de fleste andre håbefulde popmusikere var, at Barrys gruppe rent faktisk kunne spille.

Læs mere