Tag: Aktuelt

“James Bond 007 – Casino Royale”: Aktuelts filmanmeldelse (1967)

21. december 1967, kun tre måneder efter EON Productions' "Agent 007 – du lever kun to gange", fik rivalen "James Bond 007 – Casino Royale" dansk biografpremiere.

Columbias film var produceret af Charles K. Feldman, der i 1960 havde sikret sig filmrettighederne til Ian Flemings første Bond-roman. Da Feldman ikke kunne lokke Sean Connery over på sin produktion, valgte han at overkompensere ved at udstyre adskillige skuespillere med kodenavnet 007. I spidsen for den stjernespækkede rolleliste sås David Niven som den pensionerede Sir James Bond.

Hele fem krediterede instruktører arbejdede på "James Bond 007 – Casino Royale", der i nogen grad delte den danske anmelderstand. Dagbladet Aktuelts "Vagn" følte sig bedre underholdt end de fleste kritikere af Columbias kaotiske (over)bud på en Bond-parodi. Måske fordi han aldrig havde set en "rigtig" James Bond-film?

“Agent 007 contra Goldfinger”: Aktuelts filmanmeldelse (1964)

"Goldfinger", den tredje James Bond-film fra EON Productions, fik dansk biografpremiere 2. juledag 1964 under titlen "Agent 007 contra Goldfinger".

Rygtet om filmens sensationelle succes i hjemlandet Storbritannien, hvor premieredatoen lå i september, var tydeligvis løbet i forvejen. Men dagbladet Aktuelts filmkritiker nægtede at lade sig dupere.

Den følgende anmeldelse blev trykt i Aktuelt 27. december 1964 og udtrykker tydeligt den ringeagt, som dele af datidens kulturparnas nærede over for "underlødige" underholdningsformer såsom James Bond-film, for ikke at tale om det publikum, som disse appellerede til.

GOLDFINGER Aktuelt (27.12.64)

(klik på billedet for at forstørre)

“Agent 007 jages”: Aktuelts filmanmeldelse (1963)

Opslagsværket "Filmens Hvem-Hvad-Hvor", som Politikens Forlag udgav i årene 1968-1970, affærdiger den første James Bond-biograffilm, "Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962), med ordene:

"Genreskabende kriminalfilm præget af tarvelig smag."

Manden bag den hårde dom var bogværkets redaktør, magister Bjørn Rasmussen (1918-72). Han blev i 1950'erne landskendt som vært for tv-programmet "Filmorientering", hvor han med høj cigarføring lagde grunden for Danmarks Radios fremtidige filmmagasiner som "Bogart", "Filmland" og "Filmselskabet".

Bjørn Rasmussen anmeldte også film for dagbladet Aktuelt fra 1959 til 1969. Da den anden film i EON Productions' serie af James Bond-filmatiseringer nåede Danmark i december 1963, var Bjørn Rasmussen en af de kritikere, som havde sværest ved at finde formildende omstændigheder ved denne moderne type spionthriller, som "Agent 007 jages" (From Russia With Love) repræsenterede:

FRWL anm Aktuelt 211263
(Aktuelt 21.12.1963)

Dog måtte filmmagisteren fem år senere modificere sin holdning.  I bind 2 af "Filmens Hvem-Hvad-Hvor" (1968) skrev Bjørn Rasmussen slet og ret om "Agent 007 jages": "Seriens bedste film".