Bond•O•Rama podcast 001: “Borte med gæsten” med Rasmus Paaske Larsen (2017)

PODCAST

 
Som noget nyt forsøger James Bond•O•Rama.dk sig nu i podcastformatet.

Emnet for Bond•O•Ramas podcast 001 er Bond-romanen "Borte med gæsten" af Mogens Mugge Hansen. Bogen er noget så eksotisk som danskproduceret James Bond-fanlitteratur, der i 1976 opnåede at blive udgivet på et etableret forlag (Chr. Eriksens forlag).

"Borte med gæsten", der primært omhandler James Bonds uægte søn, James Suzuki, er et helt igennem uofficielt, uautoriseret produkt, og man må formode, at boet efter Ian Fleming ville nedlægge forbud mod bogen, hvis de kendte til dens eksistens. Projektets tvivlsomme legalitet har dog ikke forhindret Lindhardt & Ringhof i at genudgive "Borte med gæsten" som e-bog i foråret 2017.

Mogens Mugge Hansen: "Borte med gæsten" (1976)
Køb "Borte med gæsten" som e-bog (eksternt link)
Læs uddrag af "Borte med gæsten" (eksternt link)

Rasmus Paaske Larsen og Brian Iskov i Library Bar 22.10.2017
Rasmus Paaske Larsen og Brian Iskov i Library Bar 22.10.2017 - foto: James Bond•O•Rama.dk

I en timelang samtale går bondolog Rasmus Paaske Larsen og Brian Iskov fra James Bond•O•Rama.dk i dybden med dette obskure, danske kapitel af Bond-historien.

Undervejs berører samtalen senere, autoriserede Bond-historier af forfattere som Anthony Horowitz, John Gardner og Raymond Benson. Brian Iskov og Rasmus Paaske Larsen diskuterer også andre forsøg på at gøre juniorversioner af James Bond 007 til gangbare franchises, bl.a. børnebogen "003 ½ James Bond junior på hemmelig mission" (1970), den forkætrede tv-tegnefilmserie "James Bond jr." (1991-92) og den aktuelle række af Young Bond-romaner.

Links til omtalte bøger i podcasten:

Ian Fleming: "Du lever kun to gange, James Bond" (1965)
R.D. Mascott: "003 ½ James Bond junior på hemmelig mission" (1970)
John Pearson: "Jeg er 007 James Bond" (1975)
John Gardner: "007 - med ret til at dræbe" (1989)

Rasmus Paaske Larsen Library Bar 221017
Rasmus Paaske Larsen ved Library Bar 22.10.17 - foto: James Bond•O•Rama.dk

Gæsteeksperten i denne første episode er Rasmus Paaske Larsen, som i 2014 skrev forordene til alle Rosenkilde & Bahnhofs nyudgivelser af Ian Flemings Bond-bøger. Rasmus Paaske Larsen oversatte selv Fleming-novellen "007 in New York" til dansk og har desuden publiceret artikler om James Bond 007 i det engelske fantidsskrift MI6 Confidential.

MI6 Confidential (eksternt link)

Note: Klavermusikken i baggrunden skyldes, at podcastepisoden er optaget on location på Library Bar i Københavns Plaza Hotel, der netop indgår i handlingen i "Borte med gæsten".

Library Bar i København (eksternt link)

Bond•O•Rama podcast 001 på Vimeo (med dækbilleder):

Tak til Rasmus Paaske Larsen, Casper K.I. Christensen, Library Bar og Plaza Hotel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *