“Oktoberdage”: Eksklusivt interview med Norman Wanstall (2017)

Vidste du, at Norman Wanstall, den oscarvindende lyddesigner på "Agent 007 contra Goldfinger”, har været klipper på en dansk krigsfilm?

James Bond•O•Rama har talt med Wanstall om "Oktoberdage" (1970), der også bød på Jane Seymours filmdebut – tre år før hun spillede Solitaire i James Bond-filmen "Lev og lad dø".

19-årige Jane Seymour i "Oktoberdage" (The Only Way, 1970) - screengrab

”Oktoberdage” (The Only Way, 1970) skildrer de danske jøders masseflugt til Sverige, som fandt sted natten mellem 1. og 2. oktober 1943.

En kun 19-årig, filmdebuterende Jane Seymour spiller ballerinaen Lillian Stein, datter af violinhandleren Leo Stein (Ebbe Rode) og dennes hustru, Ruth Stein (Helle Virkner). Familien må flygte fra deres lejlighed på Østerbro i København, da den tyske besættelsesmagt indleder en razzia mod de danske jøder. Heldigvis har Stein en handlekraftig nabo, hr. Petersen (Ove Sprogøe), som formidler kontakt til modstandsbevægelsen og får familien Stein fragtet ud af København og til Gilleleje, hvor de brave fiskere (bl.a. Kjeld Jacobsen) smugler flygtningene over Øresund i deres kuttere.

Blandt andre kendte danske skuespillere i mindre roller ses Bjørn Watt-Boolsen, Benny Hansen, Claus Ryskjær og Jens Okking i dennes (eftersynkroniserede) filmdebut.

Filmens instruktør, Bent Christensen, skrev også manuskriptet til ”Oktoberdage” sammen med forfatteren Leif Panduro. De havde tidligere arbejdet sammen på den oscarnominerede ”Harry og kammertjeneren” fra 1961.

Med undtagelse af Jane Seymour og Martin Potter som hendes kæreste er rollelisten i "Oktoberdage" besat med lutter danske skuespillere, der fremsiger deres replikker på engelsk. Producenten, Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film, ønskede nemlig at sælge "Oktoberdage" til udlandet, hvor historien om den danske modstandsbevægelses bedrift i 1943 er velkendt. Til det formål allierede han sig med det amerikanskejede produktionsselskab Hemisphere Productions, der var indregistreret i Panama (hvorfor ”Oktoberdage” officielt var en dansk-panamansk ko-produktion). Desværre blev ”Oktoberdage” ikke en tilnærmelsesvis så stor succes som ”Harry og kammertjeneren” hverken i Danmark eller på det internationale marked, hvor den gik under titlen ”The Only Way”.

Engelske Norman Wanstall, der var lyddesigner på fire James Bond-film mellem 1962 og 1967, blev hentet til København for at klippe ”Oktoberdage”. I dag er han 81 år og for længst pensioneret fra filmbranchen. James Bond•O•Rama har været så heldig at få et eksklusivt mailinterview med Wanstall, hvor han fortæller om sit lille bidrag til dansk filmhistorie.

Bonusinfo: To andre danske film har siden genfortalt historien om jødernes flugt i 1943: ”En dag i oktober” (Kenneth Madsen, 1991) og ”Fuglene over sundet” (Nicolo Donato, 2016).

Norman Wanstall ved sit Moviola-klippebord - privatfoto

Norman Wanstall, hvilke minder har du fra arbejdet på ”Oktoberdage”?
Jeg har vidunderlige minder fra arbejdet på “Oktoberdage”. Eftersom hele filmen skulle indspilles i Danmark, indså produceren, at jeg skulle være længe væk hjemmefra, så han inviterede min kone og min lille datter til at bo i Danmark med mig. Det var meget usædvanligt og i hvert fald den eneste gang jeg har oplevet, at en filmtekniker har fået sin familie med til en opgave i udlandet. Som du måske kan forestille dig, havde vi en skøn tid i København. Fordi min datter var tre år gammel, fik hun lov til at gå i en skole med danske børn. Da vi atter rejste hjem, kunne vi høre, hun var begyndt at lære dansk.

Produceren lejede et hus til os, som tilhørte en familie, hvis søn var tilknyttet Den Kongelige Ballet. Tilfældigvis havde min kone gået på Royal Academy of Ballet i London, så hun blev præsenteret for kompagniets medlemmer og tilbragte mange gode timer sammen med dem.

Vores familie elskede København. Huset lå på Tuborgvej, og vi kunne se Tuborgbryggeriets store vartegn. Vi var også fascinerede af Strøget – en indkøbsgade, hvor der ikke måtte køre biler! I dag har de fleste engelske byer gågader, men vi havde aldrig set sådan en før. I weekenderne besøgte vi andre steder såsom Den Lille Havfrue, som vi var vilde med.

For mig var det selvfølgelig interessant at være den eneste englænder på et dansk filmhold, og det overraskede mig, at to af hovedrollerne ikke også var danske – især fordi Jane Seymour og Martin Potter ikke var særlig kendte på det tidspunkt. Men jeg kan heldigvis sige, at vi alle arbejdede fint sammen, og at jeg havde en god oplevelse.

Hvordan fik du jobbet som klipper på “Oktoberdage”?
Som du ved, er filmbranchen fuld af freelancere, og en teknikers liv forandrer sig konstant. På trods af min succesrige karriere som lyddesigner havde jeg altid ambitionen om at blive filmklipper, og Twentieth Century Fox gav mig endelig chancen for filmen ”Joanna” (1968). Det var en film om 60'ernes Swinging London, og instruktøren (Michael Sarne, red.) gav mig lov til at gå uortodokst til værks med den måde, jeg klippede filmen på. Anmelderne var meget begejstrede over klipningen, og jeg blev kontaktet af flere andre producere, deriblandt Barry Levinson (ikke filminstruktøren af samme navn, red.). Han sendte mig manuskriptet til “Oktoberdage”, som jeg var meget imponeret over, og jeg sagde ja til at slutte mig til hans hold. Et lille udsnit af det danske hold besøgte London for at møde mig og Barry, og det lykkedes mig at forklare dem, hvorfor et par af scenerne i manuskriptet ikke ville komme til at fungere. De var glade for at høre min mening og fulgte mine råd.

Norman Wanstall ved Den Lille Havfrue på Langelinie, 1970 - privatfoto

Hvordan var instruktøren, Bent Christensen, at arbejde med?
Jeg havde meget let ved at arbejde sammen med Bent Christensen. Han var altid åben over for ideer. Hvis jeg foreslog måder at forbedre en scene på, var han altid lydhør og parat til at foretage ændringer. Han løste opgaven særdeles udmærket, og jeg tvivler på, at nogen anden instruktør kunne have opnået samme resultat med det budget, filmen havde. Jeg blev meget stolt, da filmen var færdig, og han kom forbi vores hus med en gave. Inden han gik, sagde han … “Jeg lærer meget af dig!”.

Rollelisten bestod af velkendte danske skuespillere (f.eks. Ebbe Rode, Helle Virkner, Ove Sprogøe) samt en purung Jane Seymour i hendes første talerolle på film. Lærte du nogle af skuespillerne at kende?
Eftersom filmklippere sjældent har nogen grund til at besøge filmholdet på optagelse, kommer de sjældent tæt på skuespillerne. Det er kun, når en skuespiller kommer tilbage for at genindspille udvalgte replikker, at klipperen sommetider møder dem – men det er normalt lydklipperens opgave. Jeg havde fornøjelsen af at møde Jane Seymour et par gange, men de andre skuespillere så jeg næsten intet til.

Var du tilfreds med den færdige film?
Jeg syntes, at den fortalte historien særdeles udmærket, især når man tænker på, hvor få mennesker der ved, hvad der egentlig skete dengang. Der var en enkelt scene, som second unit havde optaget, som desværre ikke fungerede ret godt, og det skuffede mig, fordi den kunne have skabt en masse spænding. Det var sekvensen, hvor gruppen er stuvet sammen i en bil, og de må dukke hovederne, da de nærmer sig en kontrolpost. Second unit havde ikke skudt nok film, så scenen var alt for hurtigt overstået. Jeg var også bekymret for, om Jane og Martin lød for britiske! Jeg tror, at det havde været bedre kun at benytte danske skuespillere.

Hvordan ser du tilbage på din tid i Danmark?
Alt i alt havde min familie og jeg en vidunderlig tid i Danmark, selvom den bil, jeg havde med fra England, blev beskadiget af al den sne og is, vi udsatte den for. Kort efter at filmen var færdiggjort, rejste jeg til Israel for at klippe en anden film. Min kone tog tilbage til Danmark for at være sammen med de nye venner, hun havde fået. Det viser, hvor glad hun havde været for opholdet.
Dansk er selvfølgelig et meget svært sprog at lære, men det vil glæde dig at høre, at vi lærte nok til at kunne gå ud og købe ind alene!

En særlig tak til Norman Wanstall og Morten Steingrimsen.

Oktoberdage (The Only Way). Danmark-Panama 1970. Instruktion: Bent Christensen. Drejebog: John Gould efter manuskript af Bent Christensen og Leif Panduro. Fotografi: Henning Kristiansen. Musik: Carl Davis. Klip: Norman Wanstall. Produktionsselskab: Laterna Film, Hemisphere Productions. Spilletid: 85 min. Dansk biografpremiere: 20. oktober 1970. Udgivet på dvd i Danmark af Soul Media i 2011.

Framegrabs:







Jane Seymour, Ebbe Rode, Helle Virkner og Ove Sprogøe i "Oktoberdage" (1970)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *