“Moonraker” (1979): Peter Bonke, den danske rumsoldat

Vidste du, at der var en dansk skuespiller med i "Moonraker" fra 1979 – hele 18 år før Cecilie Thomsen og de andre danskere gjorde deres indtog i James Bond 007-filmserien?

Danske Peter Bonke som sergent Parish i "Moonraker" (1979) - skærmbillede fra filmen

Skuespilleren Peter Bonke (f. 1942) var i starten af 1970'erne et af dansk teaters lovende unge håb. Efter at han blev smidt ud fra Det Kongelige Teaters elevskole, anbefalede den store skuespiller Poul Reumert ham til Ungdommens Teater. Peter Bonkes talent og flotte, maskuline ydre skaffede ham også spredte filmjobs, bl.a. i lystspillet "Hurra for de blå husarer" (1970). Men Bonke følte sig frustreret over manglen på gode roller i Danmark og flyttede permanent til Paris i 1975, hvor han skabte sig en solid og langvarig karriere i fransk film, tv og teater.

Tre år efter at Peter Bonke bosatte sig i Frankrig, fik han en rolle i "Moonraker", som EON Productions af økonomiske årsager valgte at indspille i franske filmstudier i stedet for de engelske Pinewood Studios. Bonke kan ses som en af de amerikanske rumsoldater, der anløber Drax' rumstation i filmens sidste tyve minutter. Hans rolle som sergent er ukrediteret på rulleteksterne og figurerer så vidt vides ikke i nogen bøger, opslagsværker eller databaser. En reportage, som Billed-Bladet i 1978 bragte fra optagelserne i Studios de Boulogne uden for Paris, satte Bond•O•Rama.dk på sporet af denne hidtil uudforskede danske James Bond-forbindelse.

"Det er meget længe siden og var ganske kort, selvom det nok var en smule mere end statistarbejde," bekræfter den nu 78-årige Peter Bonke i en mail til Bond•O•Rama.dk. Bonke har faktisk en smule dialog i "Moonraker", omend replikkerne lader til at være blevet eftersynkroniseret af en amerikansk skuespiller. Ifølge navneskiltet på Bonkes sølvfarvede uniform hedder han "Sergeant Parish" i filmen.

"It's hopeless, Sir! The corridor is blocked. They can't get to us now."

Peter Bonke husker dog ikke meget fra optagelserne til James Bond-filmen. "Det ligger meget fjernt og tåget i min hukommelse," skriver han og tilføjer: "Havde det været med Sean Connery, havde det nok gjort større indtryk!!!"

Tak til Peter Bonke, Henrik Huus Mikkelsen og Casper Nielsen.

2 comments

  1. Philip Latchford says:

    Sergeant Parrish is listed as just SGT on Call Sheet (No 62 8th November 1978) played by A. N. Other. Filmed on Studios de Boulogne studio B. There’s another actor listed for the same scene Lars Petersen = could be a second Danish actor?

    • Brie says:

      Hi Philip, thanks for the additional info. Very interesting! I will ask Mr Bonke if he has any knowledge of a colleague named Lars Petersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.