”James Bond og … cognac?”: Gylden smagning i Cinemateket

ARRANGEMENT

 
James Bond 007 er en sjælden gæst i Det Danske Filmmuseums biograf. Men torsdag 28. april kl. 18 bliver der endelig lejlighed til at nørde agent 007 i Cinemateket i Gothersgade, København – endda med en lidt usædvanlig vinkel.

Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab
Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab

Her følger Cinematekets beskrivelse af arrangementet ”James Bond og .. cognac?”:

Cognac er en ofte tilbagevendende drik i 007-universet. Hør meget mere om dette, når forfatter og cognac-ekspert Mogens Bachau 28. april gæster Cinemateket. Efter cognac-smagning vises 'Goldfinger' (1964).

Indrømmet, cognac er ikke James Bonds favoritspriritus. Men den ædle drik optræder igen og igen i 007-universet, både som plot-element og product placement. Hvad mener Bond fx, når han i ‘Goldfinger’ beskriver smagen af en brandy således over for M: ”I'd say it's a 30-year-old fine, indifferently blended … with an overdose of bon bois”?

Forfatter og cognac-ekspert Mogens Bachau vil 28. april kl. 18.00 indføre os i cognac’ens historie og beskrive de forskellige huse. Lær, hvordan man smager på cognac, hvilke smagsnoterog forskelle man kan forvente, og hvilke glas man skal bruge. Også emner som jordbundsforhold, kork, opbevaring og cognac som ingrediens i cocktails vil blive berørt.

Vi skal undervejs smage på tre forskellige cognacer. Efter smagning og foredrag i Asta Bar ser vi Guy Hamiltons ‘Goldfinger’ (1964) – nu anderledes velinformerede om, hvad ”fine” og ”bon bois” er for størrelser!

Billetter koster 120/130 kr. kr. og skal være afhentet tre dage inden arrangementet.

Kenneth Just og Christian Hansen / Cinemateket

Richard Vernon & Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab
Richard Vernon & Sean Connery i "Agent 007 contra Goldfinger" (1964) | framegrab

Til James Bond•O•Rama.dk forklarer programredaktør Christian Hansen, at ideen til arrangementet ”James Bond og .. cognac?” kom fra cognaceksperten Mogens Bachau.

”Det sidste års tid har vi lavet filmvisninger med tilhørende smagninger. For eksempel har vi holdt engelsk vinaften i forbindelse med filmen ”The Trip” og ølsmagning til filmen ”Drinking Buddies”, der handler om et mikrobryggeri. Vi ville også gerne holde et cognacarrangement, og da pååpegede Mogens Bachau, at der var en egnet scene i ”Agent 007 contra Goldfinger”, hvor James Bond og 'M' diskuterer cognac,” fortæller Christian Hansen.

Christian Hansen beklager, at Det Danske Filmmuseum ikke ejer en 35mm-kopi af ”Agent 007 contra Goldfinger”, hvorfor visningen den 28. april afvikles fra blu-ray.

Foredraget varer ca. 45 minutter og foregår i Asta Bar i filmhusets kælder. Filmen starter kl. 19.00.

Bestil billetter til ”James Bond og .. cognac?” her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.