Kategori: Andet

007-musical i Dansk MAD (1966)

TEGNESERIE ● PARODI

 
I satirebladet Dansk MAD nr. 6 fra 1966 kunne man opleve agent James Bomb nedkæmpe 10.000 eskimoer og få serveret en træet asparges i en ishule i Narsarsuaq. Inden da kører han søndagstur i Bentleyen med sin pigelil, Tasti Delight, og synger "Der er duft af eroter omkring mig" på melodien "Oh, What a Beautiful Morning"!

Alt dette finder sted i tegneserieparodien "007: A MAD Musical", bearbejdet til dansk af Anne-Lise og Sven Henriksen. Sangteksterne går alle på melodierne fra Rodgers & Hammersteins musical "Oklahoma!".

Serien er tegnet af Mort Drucker og skrevet af (i Danmark ukrediteret) Frank Jacobs. Originalversionen, "007: A MAD Musical", blev trykt i det amerikanske MAD Magazine nr. 94 i april 1965 og kan læses hos The James Bond 007 Dossier.

Tak til Jan Mouritzen for fund og indscanning af siderne.

Læs mere

Bond på mission i Danmark: “Killing Music” (1987)

TEGNESERIE

 
Skønt danske skuespillere i senere år har gjort deres indtog i EON Productions' James Bond-filmserie, har Agent 007 stadig ikke fundet det værd at besøge Danmark på sine filmiske missioner. Ingen af de 26 hidtidige biograffilm foregår eller er optaget på dansk jord, medmindre man er så bagstræberisk at medregne den tidligere koloni Island, som figurerede i "Die Another Day" (2002), og korte glimt af Norge i samme film og "Du lever kun to gange" (1967).

Men hvad så med den litterære James Bond? Har han nogensinde opereret i vores kongerige?

Ian Fleming foretrak i sine romaner og noveller at sende agent 007 til mere eksotiske destinationer som Jamaica, USA, Bahamaøerne og Japan. Ian Flemings efterfølger, John Gardner, bragte James Bond tættere på Danmark i første kapitel af romanen "007 - mislykket operation" (No Deals, Mr. Bond) fra 1987. Her befinder Bond sig om bord på en ubåd i Østersøen, og Bornholm bliver nævnt. Agent 007 sætter dog ikke fod på klippeøen.

Det er kun lykkedes Bond•O•Rama at finde én enkelt officiel James Bond-historie, der bringer Storbritanniens mest berømte hemmelige agent til Danmark:

JB007 SE 1-87 Mördande musik

Historien "Killing Music" fik verdenspremiere under titlen "Mördande musik" i det svenske seriehæfte James Bond 007 nr. 1/1987 (13. januar 1987). Den 24 sider lange tegneserie blev skrevet af engelske Bill Harrington og tegnet af spanske Manuel Carmona på foranledning af bladets udgiver Semic Press, der fra 1982 til 1991 havde licens til at producere originale James Bond-tegneserier.

I "Killing Music" følger agent 007 et spor, der leder ham til Tivoli i København. Fortællingens klimaks, med gæsteoptræden af Den Lille Havfrue, kan læses herunder i norsk oversættelse, "Drepende musikk", fra Norges James Bond 007-blad nr. 6/1987.

"Killing Music" er aldrig udgivet på dansk.

Læs mere

“Agent 00-And”: Anders And møder James Bond (2015)

Nummer 44/2015 af ugebladet "Anders And & Co.", som Forlaget Egmont udgav i Danmark den 29. oktober, indeholder en pudsig overraskelse til James Bond 007-fans.

© Egmont/Disney
© Egmont/Disney

Den italienske Disney-veteran Marco Rota har tegnet historien "Agent 00-And" (Double 00 Duck), hvor Anders And bliver hvervet som dobbeltgænger for superagenten Jens Blond.

Agent 00-And på Casino Bingo Royale (tegning af Marco Rota, © Egmont/Disney)
Agent 00-And på Casino Bingo Royale
Tegning af Marco Rota (© Egmont/Disney)

På sit agenteventyr i Monandko møder Anders flere figurer fra James Bond-filmenes univers: selveste Agent 007 (i Sean Connerys skikkelse), våbenmesteren Q (her "X"), den skurkagtige håndlanger Sære Bob med bowlerhatten samt SPEKTRUM-superskurken Ernst Stavre Glofeld og hans hvide kælemink.

Agent 00-And møder Sære Bob og Glofeld (tegning af Marco Rota, © Egmont/Disney)
Agent 00-And møder Sære Bob og Glofeld. Tegning af Marco Rota (© Egmont/Disney)

Den nytegnede historie er skrevet af amerikanerne Carol & Pat McGreal og har verdenspremiere i det danske Anders And-blad. Ifølge Disney-eksperten Robert Johannes Rasmussen fra websitet Fiktion og Kultur vil historien også blive publiceret i Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

"Anders And & Co." nr. 44/2015 kan købes i bladkiosker til og med i dag, onsdag den 4. november.

"Anders And & Co." på Facebook

Læs mere