Kategori: Interview

“Licence to Spy – For Queen and Country”: Interview med Michaell Colin (2017)

ARRANGEMENT

 
I morgen, fredag 3. marts 2017, er der verdenspremiere på showet ”Licence to Spy – for Queen and Country” i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Licence to Spy - plakat

”Licence to Spy – for Queen and Country” er det første, stort anlagte James Bond 007-sceneshow på dansk jord. Idemand og primus motor er Michaell Colin, der også selv synger i showet. Han får selskab af sangerinderne Gry Meilstrup, Christina Undhjem og Malena Vallentine samt The Diamonds, seks professionelle dansere.

”Vi vil give publikum en totaloplevelse,” siger Michaell Colin til James Bond•O•Rama.dk.

”Man går sjældent all-in i Danmark. Det virker, som om mange tænker, hvor billigt kan vi gøre det, og hvor meget kan vi tjene? Vi vil gerne hæve overliggeren og lave noget, der overrasker, så det ikke bare bliver nummer på nummer. Folk skal have noget med hjem,” siger han.

Læs mere

“James Bond 007 – Casino Royale”: Terence Cooper – den glemte Agent 007 (1996)

I 1967 lancerede Columbia Pictures deres lystspilfilmatisering af Ian Flemings "Casino Royale" under sloganet "Too much for one James Bond".

Slaglinjen hentyder til, at den engelske efterretningstjeneste MI-6 i filmen udstyrer en lang række af deres agenter med kodenavnet 007 for at forvirre fjenden, efter at den oprindelige Sir James Bond (David Niven) er gået på pension. Som hans primære arvtager udpeges en flot, ung herre ved navn Cooper, som spilles af den nordirske og dengang som nu relativt ukendte Terence Cooper (1933-1997).

Knap 30 år senere, i 1996, lykkedes det Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Australien, Karen Glahn, at opsøge Terence Cooper i Melbourne. Han har på interviewtidspunktet været 62 og ikke 67 år som angivet i artiklen.

Artiklen "Terence Cooper - den glemte agent 007" blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 21. maj 1996. Terence Cooper døde året efter, i september 1997.

Gengivet med venlig tilladelse af Karen Glahn – karenglahndesign.com.

(klik for at forstørre billedet)

“Oktoberdage”: Eksklusivt interview med Norman Wanstall (2017)

Vidste du, at Norman Wanstall, den oscarvindende lyddesigner på "Agent 007 contra Goldfinger”, har været klipper på en dansk krigsfilm?

James Bond•O•Rama har talt med Wanstall om "Oktoberdage" (1970), der også bød på Jane Seymours filmdebut – tre år før hun spillede Solitaire i James Bond-filmen "Lev og lad dø".

19-årige Jane Seymour i "Oktoberdage" (The Only Way, 1970) - screengrab

”Oktoberdage” (The Only Way, 1970) skildrer de danske jøders masseflugt til Sverige, som fandt sted natten mellem 1. og 2. oktober 1943.

En kun 19-årig, filmdebuterende Jane Seymour spiller ballerinaen Lillian Stein, datter af violinhandleren Leo Stein (Ebbe Rode) og dennes hustru, Ruth Stein (Helle Virkner). Familien må flygte fra deres lejlighed på Østerbro i København, da den tyske besættelsesmagt indleder en razzia mod de danske jøder. Heldigvis har Stein en handlekraftig nabo, hr. Petersen (Ove Sprogøe), som formidler kontakt til modstandsbevægelsen og får familien Stein fragtet ud af København og til Gilleleje, hvor de brave fiskere (bl.a. Kjeld Jacobsen) smugler flygtningene over Øresund i deres kuttere.

Blandt andre kendte danske skuespillere i mindre roller ses Bjørn Watt-Boolsen, Benny Hansen, Claus Ryskjær og Jens Okking i dennes (eftersynkroniserede) filmdebut.

Filmens instruktør, Bent Christensen, skrev også manuskriptet til ”Oktoberdage” sammen med forfatteren Leif Panduro. De havde tidligere arbejdet sammen på den oscarnominerede ”Harry og kammertjeneren” fra 1961.

Med undtagelse af Jane Seymour og Martin Potter som hendes kæreste er rollelisten i "Oktoberdage" besat med lutter danske skuespillere, der fremsiger deres replikker på engelsk. Producenten, Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film, ønskede nemlig at sælge "Oktoberdage" til udlandet, hvor historien om den danske modstandsbevægelses bedrift i 1943 er velkendt. Til det formål allierede han sig med det amerikanskejede produktionsselskab Hemisphere Productions, der var indregistreret i Panama (hvorfor ”Oktoberdage” officielt var en dansk-panamansk ko-produktion). Desværre blev ”Oktoberdage” ikke en tilnærmelsesvis så stor succes som ”Harry og kammertjeneren” hverken i Danmark eller på det internationale marked, hvor den gik under titlen ”The Only Way”.

Engelske Norman Wanstall, der var lyddesigner på fire James Bond-film mellem 1962 og 1967, blev hentet til København for at klippe ”Oktoberdage”. I dag er han 81 år og for længst pensioneret fra filmbranchen. James Bond•O•Rama har været så heldig at få et eksklusivt mailinterview med Wanstall, hvor han fortæller om sit lille bidrag til dansk filmhistorie.

Bonusinfo: To andre danske film har siden genfortalt historien om jødernes flugt i 1943: ”En dag i oktober” (Kenneth Madsen, 1991) og ”Fuglene over sundet” (Nicolo Donato, 2016).

Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 2 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er anden halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo. Hvor første halvdel af interviewet med de to kultskuespillerinder fokuserede på deres roller i James Bond 007-serien, handler denne halvdel om deres samarbejder med bl.a. Ray Harryhausen, Oliver Stone, Hervé Villechaize og de berygtede, israelske B-filmproducere Menahem Golan & Yoram Globus.

Læs 1. del af interviewet: Caroline Munro og Martine Beswick om deres tid som Bond-piger

READ PART ONE OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
READ PART TWO OF THE INTERVIEW IN ENGLISH
Munro Golden Voyage of Sinbad quad poster

BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

Ray Harryhausen

BI: I har begge medvirket i film, der havde effekter af den legendariske stopmotionanimator Ray Harryhausen. Og Caroline, du er tilknyttet Ray & Diana Harryhausen-fonden?
CM: Jeg var bestyrelsesmedlem, og nu kalder de mig protektor. Hvilket lyder meget højt på strå, men det kan jeg egentlig godt lide.
MB: Ja, meget fornemt. For det er du jo. Ha ha.
CM: Det ved jeg nu ikke. Men jeg spreder budskabet. Jeg var med i ”Sinbads gyldne rejse” (The Golden Voyage of Sinbad, 1973), og Martine i ”Kæmpeøglernes kamp" (One Million Years B.C., 1966).
BI: Hvordan var det?
CM: Åh, fantastisk.
MB: Vi elskede Ray. Han var fabelagtig og fremragende.
CM: Og genial til det, han lavede. Willis O'Brien lagde grunden [til stopmotion-animation] med sin "King Kong" (1933), men Ray løftede det til et nyt niveau med sin Dynamation-teknik. Alle de store navne ...
MB: … anerkender, at han inspirerede dem til at lave film. Spielberg
CM: De så op til ham og tænkte, det vil vi også lave.
MB: Jeg føler mig meget privilegeret over at have arbejdet med ham. Gør du ikke også?
CM: Det gør jeg helt sikkert. Vi er gode venner med hans datter, Vanessa. Hun er dejlig.
MB: Hun var med os på krydstogtet sidste år [se interviewets første del, red.]
CM: Det var hun da også, med sin mand. De er begge landmænd. Rays svigersøn er fårefarmer.

Læs mere

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 1 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

tswlm-framegrab-4
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab

75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.

Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.

En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.

Bond•O•Rama møder George Lazenby: "James Bond til Oslo"
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 1. del
Eksklusivt interview: George Lazenby om sin filmkarriere - 2. del

Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov
Caroline Munro, Brian Iskov og Martine Beswick i Oslo 01.09.2016 - © Brian Iskov

Læs mere

“A Jazz Portrait of James Bond”: Eksklusivt interview med Niels Lan Doky (2016)

Indtil 4. december kan man opleve James Bond-jazz på The Standard i København, når Niels Lan Doky Trio og Jordan Jackson spiller ”A Jazz Portrait of James Bond” seks dage om ugen.

James Bond•O•Rama.dk har mødt kapelmester og pianist Niels Lan Doky, der har været Bond-fan siden 12-årsalderen.

Jazz Portrait of James Bond logo

I oktober 2013 gik den internationalt kendte jazzpianist Niels Lan Doky og kokken Claus Meyer sammen om at åbne The Standard, der kombinerer spisested, bar og jazzklub under ét tag.

The Standard er lækkert beliggende i Københavns tidligere luftpudebådterminal i Havnegade, en smuk art deco-bygning designet i 1937 af arkitekten Kristoffer Nyrop Varming. Når man træder ind i den lavloftede jazzklub på første sal, giver den dæmpede belysning, gulvtæppet, den buede endevæg og ikke mindst vandet uden for vinduerne straks følelsen af at være om bord på en luksusfærge.

Foran de røde fløjlsgardiner på den lave intimscene optræder Niels Lan Doky Trio seks dage om ugen med egne arrangementer af James Bond-temasange. ”A Jazz Portrait of James Bond” fortsætter tirsdag-søndag indtil 4. december (i weekenderne to gange dagligt), og de fleste aftener sidder husets medejer selv ved Bösendorfer-flygelet. Niels Lan Doky akkompagneres af sin faste trommeslager, Niclas Bardeleben, bassisten Tobias Dall og sangerinden Jordan Jackson, som også udveksler Bond-anekdoter med kapelmesteren mellem numrene.

En swingende instrumentaludgave af ”James Bond Theme” skyder ”A Jazz Portrait of James Bond” i gang. ”Live and Let Die” piskes frem af en New Orleans-inspireret trommesolo fra Bardeleben, mens ”Thunderball” får et strøg af blødt duvende beguine. Højdepunktet blandt det udvalgte dusin sange er nok popballaden ”For Your Eyes Only”, som Lan Doky Trio og Jordan Jackson sætter endnu længere ned i tempo og tryller om til en indfølt vuggevise.

”Jeg har generelt en idé om, at man kan tage alle slags numre og bruge dem i jazzsammenhænge,” forklarer Niels Lan Doky, da James Bond•O•Rama.dk møder ham efter en veloverstået tirsdagskoncert den 15. november.

”Mindst 80 % af det, man i dag kalder jazzstandarder – ”Summertime”, ”My funny Valentine” og den slags – er i virkeligheden popmelodier fra 1930'erne og 40'erne. Mange af dem er hentet fra broadwayshows og hollywoodfilm. Jazzmusikere brugte dem som afsæt for deres improvisationer, fordi det er nemmere at bearbejde noget til uigenkendelighed, som folk allerede kender,” siger Niels Lan Doky og fortsætter:

”Der skete så det, at jazzversionerne levede længere end originalversionerne, fordi folk blev ved med at spille dem. Det virker lidt dumt, for der er skrevet rigtig mange gode popnumre siden da. Hvorfor tager man ikke og bruger nogle af dem i jazzsammenhænge? Der synes jeg, at Bond-melodierne er en no-brainer. De er nogle af de bedste og mest populære popsange, der findes.”

Læs mere

“Bond in Motion”: Interview med Vic Armstrong (2014)

FEATURE

I dag fylder James Bond 007-veteranen Vic Armstrong 70 år. James Bond•O•Rama interviewede den garvede stuntkoordinator og second unit-instruktør ved åbningen af udstilingen "Bond in Motion" på London Film Museum den 18. marts 2014.

Al tekst © Brian Iskov/James Bond•O•Rama; må kun gengives med tilladelse

Vic Armstrong, 18. marts 2014. Foto: London Film Museum

Vic Armstrong, det glæder mig at møde dig. Du har været tilknyttet Bond-franchisen i en stor del af dit liv.
Ja, siden 1966. Nogle og fyrre år.

Har du en favorit blandt Bond-bilerne?
Jeg kunne godt lide Aston Martin'en. Men hvis jeg kunne vælge en hvilken som helst anden af de biler, jeg har arbejdet med, skulle det være BMW Z8. Jeg synes, den er unik. Jeg ejer flere biler, blandt andet en 450 SL C Mercedes og en Bentley Continental GT. Jeg holder af biler, der ser godt ud og har en vis personlighed, hvilket alle de biler har, og jeg synes faktisk, at BMW'en kan måle sig med dem.

Visse Bond-fans brød sig ikke om BMW'erne, primært fordi de ikke er britiske biler.
Ja. Der var en masse snak om det, men BMW firdoblede sit salg, mener jeg, efter "GoldenEye" (1995). Det gik helt amok.

Selvom Bond knap nok brugte Z3'eren i filmen.
Præcis! Han gjorde ingenting med den; han kørte bare ned ad en vej. Men det firdoblede salget.

Læs mere