Kategori: Artikler

“James Bond 007 – Casino Royale”: Terence Cooper – den glemte Agent 007 (1996)

I 1967 lancerede Columbia Pictures deres lystspilfilmatisering af Ian Flemings "Casino Royale" under sloganet "Too much for one James Bond".

Slaglinjen hentyder til, at den engelske efterretningstjeneste MI-6 i filmen udstyrer en lang række af deres agenter med kodenavnet 007 for at forvirre fjenden, efter at den oprindelige Sir James Bond (David Niven) er gået på pension. Som hans primære arvtager udpeges en flot, ung herre ved navn Cooper, som spilles af den nordirske og dengang som nu relativt ukendte Terence Cooper (1933-1997).

Knap 30 år senere, i 1996, lykkedes det Morgenavisen Jyllands-Postens korrespondent i Australien, Karen Glahn, at opsøge Terence Cooper i Melbourne. Han har på interviewtidspunktet været 62 og ikke 67 år som angivet i artiklen.

Artiklen "Terence Cooper - den glemte agent 007" blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 21. maj 1996. Terence Cooper døde året efter, i september 1997.

Gengivet med venlig tilladelse af Karen Glahn – karenglahndesign.com.

(klik for at forstørre billedet)

“Octopussy”: James Bond i Indien (1994)

I 1982 indspillede EON Productions scener til deres 13. James Bond 007-film, "Octopussy", i Udaipur i Indien. Tolv år senere gik en dansk rejseskribent i Roger Moores fodspor for at opsøge nogle af filmens locations. Skribenten har dog ikke ulejliget sig med at slå filmens produktionsår op, men daterer "Octopussy" til "slutningen af 70erne".

Artiklen "Med James Bond i Indien" blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten 29.10.1994.

(klik for at forstørre)

“Oktoberdage”: Eksklusivt interview med Norman Wanstall (2017)

Vidste du, at Norman Wanstall, den oscarvindende lyddesigner på "Agent 007 contra Goldfinger”, har været klipper på en dansk krigsfilm?

James Bond•O•Rama har talt med Wanstall om "Oktoberdage" (1970), der også bød på Jane Seymours filmdebut – tre år før hun spillede Solitaire i James Bond-filmen "Lev og lad dø".

19-årige Jane Seymour i "Oktoberdage" (The Only Way, 1970) - screengrab

”Oktoberdage” (The Only Way, 1970) skildrer de danske jøders masseflugt til Sverige, som fandt sted natten mellem 1. og 2. oktober 1943.

En kun 19-årig, filmdebuterende Jane Seymour spiller ballerinaen Lillian Stein, datter af violinhandleren Leo Stein (Ebbe Rode) og dennes hustru, Ruth Stein (Helle Virkner). Familien må flygte fra deres lejlighed på Østerbro i København, da den tyske besættelsesmagt indleder en razzia mod de danske jøder. Heldigvis har Stein en handlekraftig nabo, hr. Petersen (Ove Sprogøe), som formidler kontakt til modstandsbevægelsen og får familien Stein fragtet ud af København og til Gilleleje, hvor de brave fiskere (bl.a. Kjeld Jacobsen) smugler flygtningene over Øresund i deres kuttere.

Blandt andre kendte danske skuespillere i mindre roller ses Bjørn Watt-Boolsen, Benny Hansen, Claus Ryskjær og Jens Okking i dennes (eftersynkroniserede) filmdebut.

Filmens instruktør, Bent Christensen, skrev også manuskriptet til ”Oktoberdage” sammen med forfatteren Leif Panduro. De havde tidligere arbejdet sammen på den oscarnominerede ”Harry og kammertjeneren” fra 1961.

Med undtagelse af Jane Seymour og Martin Potter som hendes kæreste er rollelisten i "Oktoberdage" besat med lutter danske skuespillere, der fremsiger deres replikker på engelsk. Producenten, Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film, ønskede nemlig at sælge "Oktoberdage" til udlandet, hvor historien om den danske modstandsbevægelses bedrift i 1943 er velkendt. Til det formål allierede han sig med det amerikanskejede produktionsselskab Hemisphere Productions, der var indregistreret i Panama (hvorfor ”Oktoberdage” officielt var en dansk-panamansk ko-produktion). Desværre blev ”Oktoberdage” ikke en tilnærmelsesvis så stor succes som ”Harry og kammertjeneren” hverken i Danmark eller på det internationale marked, hvor den gik under titlen ”The Only Way”.

Engelske Norman Wanstall, der var lyddesigner på fire James Bond-film mellem 1962 og 1967, blev hentet til København for at klippe ”Oktoberdage”. I dag er han 81 år og for længst pensioneret fra filmbranchen. James Bond•O•Rama har været så heldig at få et eksklusivt mailinterview med Wanstall, hvor han fortæller om sit lille bidrag til dansk filmhistorie.

Bonusinfo: To andre danske film har siden genfortalt historien om jødernes flugt i 1943: ”En dag i oktober” (Kenneth Madsen, 1991) og ”Fuglene over sundet” (Nicolo Donato, 2016).

Læs mere

Filmcensor Ulrich Breuning: “James Bond kan godt være lidt af et problem” (1989)

I forbindelse med den danske biografpremiere på "Licence to Kill" (1989) skrev Mogens Damgaard denne artikel i Fyens Stiftstidende 9. juli 1989, hvor filmcensor ved Statens Filmcensur Ulrich Breuning fortæller om de særlige udfordringer ved jobbet - især når det gælder James Bond-film.

"Licence to Kill" var EON Productions' 16. James Bond-film. Dens voldelige indhold bevirkede, at Statens Filmcensur for første gang i 20 år vurderede en James Bond-film til højeste censurgrænse (dengang 16 år).

I 1997 blev Statens Filmcensur afløst af Medierådet for Børn og Unge, der giver nye film vejledende censurgrænser på 7, 11 eller 15 år. Den eneste James Bond-film, der siden "Licence to Kill" har fået højeste censurgrænse i Danmark, er "Tomorrow Never Dies" (1997).

LTK filmcensur FS 1989

Sean Connery: “Han valgte Bond frem for bolden” (1995)

I forbindelse med den danske biografpremiere på "Sammensværgelsen" (Just Cause, 1995) bragte Fyns Amts Avis den 16. marts 1995 følgende portrætartikel om filmens hovedrolleindehaver, den da 64-årige Sean Connery.

Artiklens rubrik henviser til, at Sean Connery i starten af 1950'erne fik tilbudt en plads som wing på fodboldholdet Manchester United, men sagde nej. Journalisten har desværre forsømt at angive kilder til tekstens mange farverige citater, ligesom det heller ikke fremgår, hvem den danske bager fra Karup var, som Sean Connery spillede golf med på den spanske solkyst i 1990'erne.

Fyns Amts Avis 16.03.1995

(klik for at forstørre)

“Tomorrow Never Dies”: Georg Olesen dansk håndlanger? (1996)

I november 1996 kunne BILLED-BLADET afsløre, at danskeren Georg Olesen – med stillingsbetegnelsen "stærk mand" – var blevet prøvefilmet i Los Angeles til rollen som skurkens højre hånd i EON Productions' endnu unavngivne 18. James Bond-film. (Ifølge den anonyme skribent var filmen nr. 19 i rækken - en af utallige fejl).

På dette tidspunkt var filmens handling stadig henlagt til Kina, og som det fremgår af artiklen, var Anthony Hopkins rygtesmedenes storfavorit til rollen som hovedskurk. Den endelige film, der som bekendt ikke hed "Avatar", men "Tomorrow Never Dies", fik premiere i december 1997 med Jonathan Pryce som mediemogulen Elliott Carver.

Georg Olesen fik ikke rollen som Stamper, den store, stærke håndlanger, som han ellers forventede ifølge BILLED-BLADETs skribent. Filmens caster, Debbie McWilliams, valgte i stedet den tyske skuespiller Götz Otto.

Nogle år senere endte Georg Olesens karriere som stærk mand, da han blev svært skadet i en bilulykke. Han er i dag førtidspensionist i Roost i Sønderjylland.

(Fra BILLED-BLADET nr. 48/1996)

tnd-georg-olesen-bb-48-96

Interview med Debbie McWilliams, Bond-filmenes caster

Eksklusivt dobbeltinterview: Caroline Munro og Martine Beswick – del 2 (2016)

Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er anden halvdel af samtalen.

Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).

Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.

Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo. Hvor første halvdel af interviewet med de to kultskuespillerinder fokuserede på deres roller i James Bond 007-serien, handler denne halvdel om deres samarbejder med bl.a. Ray Harryhausen, Oliver Stone, Hervé Villechaize og de berygtede, israelske B-filmproducere Menahem Golan & Yoram Globus.

Læs 1. del af interviewet: Caroline Munro og Martine Beswick om deres tid som Bond-piger
Munro Golden Voyage of Sinbad quad poster

BI: Brian Iskov/Bond•O•Rama.dk
CM: Caroline Munro
MB: Martine Beswick

Ray Harryhausen

BI: I har begge medvirket i film, der havde effekter af den legendariske stopmotionanimator Ray Harryhausen. Og Caroline, du er tilknyttet Ray & Diana Harryhausen-fonden?
CM: Jeg var bestyrelsesmedlem, og nu kalder de mig protektor. Hvilket lyder meget højt på strå, men det kan jeg egentlig godt lide.
MB: Ja, meget fornemt. For det er du jo. Ha ha.
CM: Det ved jeg nu ikke. Men jeg spreder budskabet. Jeg var med i ”Sinbads gyldne rejse” (The Golden Voyage of Sinbad, 1973), og Martine i ”Kæmpeøglernes kamp" (One Million Years B.C., 1966).
BI: Hvordan var det?
CM: Åh, fantastisk.
MB: Vi elskede Ray. Han var fabelagtig og fremragende.
CM: Og genial til det, han lavede. Willis O'Brien lagde grunden [til stopmotion-animation] med sin "King Kong" (1933), men Ray løftede det til et nyt niveau med sin Dynamation-teknik. Alle de store navne ...
MB: … anerkender, at han inspirerede dem til at lave film. Spielberg
CM: De så op til ham og tænkte, det vil vi også lave.
MB: Jeg føler mig meget privilegeret over at have arbejdet med ham. Gør du ikke også?
CM: Det gør jeg helt sikkert. Vi er gode venner med hans datter, Vanessa. Hun er dejlig.
MB: Hun var med os på krydstogtet sidste år [se interviewets første del, red.]
CM: Det var hun da også, med sin mand. De er begge landmænd. Rays svigersøn er fårefarmer.

Læs mere