Måned: december 2021

“James Bond 007 – Casino Royale”: Dansk reklamemateriale (1967)

Distributøren Columbia Film A/S udsendte komedien "James Bond 007 - Casino Royale" i danske biografer den 21. december 1967.  Til lejligheden fremstillede de denne flotte brochure. Bemærk, at både producenten Charles K. Feldman og forfatteren Ian Flemings navne er stavet forkert.

"Utrolige begivenheder fortalt i racertempo"

“James Bond i Hemmelig Tjeneste”: Uddrag i Det Bedstes Bøger (1967)

Et 127 sider langt sammendrag af Ian Flemings Bond-roman "On Her Majesty's Secret Service" i Rita Damms oversættelse kunne læses i det bind af "Det Bedstes bøger", som forlaget Det Bedste A/S (den danske filial af Reader's Digest) udgav den 3. april 1967 med fem udvalgte bestsellere i kondenseret format. Teksten var illustreret med fire tegninger af Ulrik Schramm. Bearbejdelsen benytter samme danske oversættelse som den første og tredje danske udgave af romanen (hhv. Skrifola 1965 og Rosenkilde & Bahnhof 2012). Denne udgave af "Det Bedstes bøger" indeholdt også en biografisk tekst om Ian Fleming.

James Bond•O•Rama.dk ønsker alle læsere en glædelig højtid.


Læs mere

“Agent 007 contra Goldfinger” (1964): Danske forbindelser

CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade i 4K-kvalitet åbenbarede mange flere danske indslag i serien end dem, vi i forvejen kendte. Fremover vil James Bond•O•Rama.dk forsøge at samle dem alle under titlen "Danske forbindelser". Hvis vi har overset nogle, hører vi gerne fra jer.

● Kort før Oddjob (Harold Sakata) slår James Bond (Sean Connery) bevidstløs med et håndkantslag, åbner Bond køleskabet på Hotel Fontainebleau for at hente en tilstrækkelig afkølet Dom Perignon '53 til sig selv og Jill Masterson (Shirley Eaton). På køleskabets hylder ser man fire gyldne dåser Carlsberg og en enkelt grøn, der er stillet på køl med bunden i vejret.
Tidskode (Blu-ray): 15 minutter 56 sekunder. 

● I sekvensen, hvor James Bond (Sean Connery) siger farvel til Tilly Masterson (Tania Mallet) på en schweizisk servicestation, vajer Dannebrog blandt flagene på vejens modsatte side. Tak til flagspotter extraordinaire Rikart Købke for denne observation.
Tidskode (Blu-ray): 40 minutter. 

Danske forbindelser i "Agent 007 mission: drab" (1962)
Danske forbindelser i "Agent 007 jages" (1963)